Billetsalg til historisk pokalfinale fra onsdag


Der er dømt ”action replay” når FC Nordsjælland og FC Midtjylland gentager sidste års intense finale i Ekstra Bladet Cup søndag den 22. maj klokken 18.00. Billetsalget fra på onsdag den 11. maj klokken 10.00.

FC Nordsjælland får en chance for at forsvare pokaltitlen, når de den 22. for andet år i træk møder FC Midtjylland. Foto: www.fodboldbilleder.dk .


Årets pokalfinale er historisk.

Det er første gang i turnerings 57-årige historie, at to hold blandt de 900 deltagende klubber har spillet sig frem til finalen to år i træk.

Sidste år trak FC Nordsjælland det længste strå i klubbens første pokalfinale med en 2-0 sejr over FC Midtjylland efter forlænget spilletid. Det var midtjydernes tredje finale, de to første mod Brøndby i 2003 og 2005 blev også tabt.

Billetsalg fra på onsdag

Sidste års intense finale blev overværet af 18.856 tilskuere. De to finaleklubber og DBU forventer mindst samme tilskueropbakning til dette års finale med billetsalgsstart fra på onsdag den 11. maj klokken 10.00.

Billetpriserne er også de samme som sidste år med 200 kroner for voksne og kun 100 kroner til børn og unge under 18 år og pensionister.

På et møde forud for finalen er inddelingen af klubbernes fans på tribunerne blevet fastlagt.

Her blev man også enige om at gentage placeringen af de to fangrupper med fans af FC Nordsjælland på unummererede pladser på det nederste afsnit af langsiden på C-tribunen. FC Midtjyllands tilskuere får plads på nederste del af B-tribunen, hvor der vil være unummererede pladser, samt nummererede pladser på A-tribunens A2- og A3 områder.

Billetterne til disse områder sælges via BILLETnet og hos de respektive klubber. Tilskuere uden et stærkt tilknytningsforhold til de to finalister kan købe nummererede pladser på øverste afsnit af C-tribunen hos BILLETnet.

Flyttet på grund af landskampdato

Dagen for årets pokalfinale er flyttet fra den foretrukne og traditionsrige Kristi Himmelfartsdag.

Denne helligdag falder nemlig torsdag den 2. juni lige i perioden for kvalifikationskampe til de kontinentale mesterskaber – EM-slutrunden her i Europa - over hele verden. Derfor flyttede DBUs Programudvalg allerede sidste år finalen frem til søndag den 22. maj.

Pokalfinalen har tidligere måtte holde flyttedag på grund af internationale krav om afslutningen på de nationale topturneringer.

Tidspunktet klokken 18.00 er desværre ikke optimalt for de jyske fodboldfans, og det har af naturlige årsager ligget såvel FC Midtjylland som FC Nordsjælland og DBU meget på sinde. Tilskuerne er velkommen indenfor allerede fra klokken 16.30.

Men også på dette punkt bliver arrangementet offer for omstændighederne, som i år hedder Copenhagen Marathon, som blandt andet løbes på meget af Østerbro området, som bliver afspærret for trafik til ud på eftermiddagen. Derfor er kampens start flyttet én time fra klokken 17.00.

Direkte vej til Europa

Finalen mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland skal afgøres på kampdagen. Vinderen kvalificerer sig til deltagelse i den tredje og sidste kvalifikationsrunde til UEFA Europa League.

Hvis FC Midtjylland vinder pokalfinalen, og samtidig slutter på andenpladsen i Superligaen, skal holdet i stedet spille med i kvalifikationsturneringen til Champions League. I så fald går pladsen i kvalifikationsturneringen til Europa League videre til FC Nordsjælland.

Finalen i kvindernes 3F Cup mellem Brøndby IF og Fortuna Hjørring er på grund af logistikken omkring Copenhagen Marathon og starttidspunktet for finalen i Ekstra Bladet Cup flyttet til Jokri Park i Vejle Store Bededag fredag den 20. maj klokken 12.00. Her vil der være gratis adgang for alle!

Læs mere her:

Billetsalg til Ekstra Bladet Cup-finalen


 

Af: Lars Berendt - 07. maj 2011, 16:26

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første