Spansk effektivitet slog Danmark

Det danske U21-landshold spillede tirsdag aften EM play off kamp mod Spanien, men formåede ikke at indhente en spansk 5-0 føring fra første kamp. Dansk scoring af Anders ’AC’ Christiansen var ikke nok og Danmark tabte 3-1 i Aalborg.

'AC' stod for den enlige danske scoring mod Spanien. Foto: www.fodboldbilleder.dk.


Regnvejret havde ikke skræmt aalborgenserne væk, og de fremmødte tilskuere havde forventninger om at se et offensivt dansk hold, der kun havde et mål med kampen – nemlig at score masser af mål! En spansk 5-0 føring fra torsdagens første EM-play off kamp i Burgos skulle indhentes, og det krævede minimum seks danske scoringer – en næsten umulig opgave for det danske U21-mandskab.

Men så længe bolden er rund….

Det var derfor også som forventet et offensivt indstillet dansk U21-landshold, der lagde godt fra start i Aalborg foran 5282 feststemte danske og spanske tilskuere. Der var således kun gået fem minutter inden Anders 'AC' Christiansen fik første danske chance, der gik til hjørne. De gør de to efterfølgende muligheder også mens Braithwaite ved tredje mulighed headede direkte på De Gea i det spanske mål.

Godt fem minutter senere kom Danmark frem til endnu et godt dansk skud mod mål, men endnu engang prellede skuddet af på De Gea som aftenens regndråber på publikums medbragte paraplyer.

Spanien kommer dog også frem til flere muligheder, men godt dansk forsvarsspil bevarede håbet om et dansk comeback. Et velspillet første kvarter set med danske øjne. Og der kom også flere danske muligheder til både Anders ’AC’ Christiansen og Andreas Laudrup inden Spanien også igen ville lege med - en spansk hjørnesparksfinte var meget tæt på at give en spansk 1-0 føring. Den kom desværre kun tre minutter senere, hvor Spanien gjorde det de bedst til – hurtighed og præcise pasninger – og ikke mindst spansk effektivitet. 1-0 til Spanien af Iker Muniain efter 25 minutter. Spanien havde flere gode aktioner frem mod pausefløjtet, men den største chance tilfaldt dog Danmark og Martin Braithwaite. En kæmpe dansk mulighed for en tiltrængt udligning, men De Gea fik netop pareret Braithwaites skud med højrefoden.

Dansk scoring ikke nok
Anden halvleg bølgede lidt lige som første frem og tilbage men desværre symptomatisk for kampen udnyttede Spanien klinisk deres muligheder, og nærmest ud af ingenting nåede en spansk stikning Álvaro Vázquez, der alene med Rønnow ikke svigtede. 2-0 til Spanien, der bare var bedre foran mål.

I det 66. minut opstod der dog endnu en dansk mulighed for at få scoret mod Spanien, men igen manglede skarpheden mod de forsvarende europamestre. Efter 73 minutter var det dog ganske tæt på, at Viktor Fischer kunne slutte sin debut med et mål – flot sparket af den kun 18 årige dansker, der dog måtte se sit skud gå lige over mål. Men det lykkedes faktisk Danmark at få bolden i kassen.

Først var det Gundelach, der var meget tæt på en dansk reducering, derefter Daniel Høegh, der var så  tæt på, som man næsten kunne komme uden at score. OB’eres skud tog således ærgerligt nok indersiden af stolpen.  Men i det 90. minut kom der endeligt et dansk mål – AC fik reduceret til 2-1 og Danmark kunnen trods nederlaget lune sig med, at det faktisk var første gang i otte kampe, at der blev scoret på Spanien. Derfor også lidt ærgerligt og unødvendigt, at Spanien fik scoret endnu engang i de døende slutsekunder. Kampen endte derfor 3-1

”Jeg synes igen, at vi kommer godt i gang med kampen, og vi ved også at mod denne modstander skal vi også hænge godt sammen kollektivt. Samtidig skulle vi også have presset til at fungere, ellers er de så dygtige, at de enten udnytter det mellemste rum eller rummet bag os. Så ærgerligt, at vi igen starter kampen med at komme bagud selv om vi havde mulighederne for det modsatte. Men det viser også hvilken dygtig modstander, vi møder,” lød det fra Wieghors lige efter kampen, der fortsætter:

”Jeg synes, at vores drenge gjorde, hvad de kunne over de to kampe, og vi er også det hold, der har skabt flest muligheder mod dem. Men når det så er sagt er det jo en klassemodstander, vi er oppe i mod. Når de får mulighederne sparker de den som regel også ind, mens vi skal bruge en del flere muligheder. Og så har de selvfølgelig samtidig en rigtig dygtig målmand, der i dag viser, at han også kan bruge fødderne aktivt og redder flere danske skud på den bekostning. Men vigtigt, at vi får scoret!” siger Wieghorst, der er imponeret over det spanske niveau:

”Individuelt har de så meget talent og spiller så afklaret, at man kun kan blive imponeret over, at de kan spille på så højt niveau på disse årgange. Det skal vi bestemt også i den danske talentudvikling lade os inspirere af og lære af.”

Og den danske landstræner mener også trods det samlede nederlag, at EM-kvalifikationen har vist, at Danmark er rigtig godt med, når det gælder talentudvikling:

”Jeg synes, at vi over hele kvalifikationen har vist, at vi har udviklet os. Vi tabte ikke en eneste kamp, og med de briller synes jeg, at de årgange her har vist sig som talentfulde spillere, der har etableret sig både i superligaen og i udlandet. Så synes bestemt, vi har vist, også med de spillere vi har oppe på A-landsholdet, at vi har formået at fastholde en udvikling af vores spillere til højeste niveau.”

Se kampstatistik her

Af: Pia Schou Nielsen - 16. oktober 2012, 21:18

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første