HIK og Rishøj i 2. division vest

2. division vest blev i dag via lodtrækning suppleret med HIK og Rishøj for at sikre en ligelig fordeling af hold i de to 2. divisionsrækker.

HIK blev sammen med Rishøj udtrukket til at spille den kommende sæson i 2. division vest. Foto: www.fodboldbilleder.dk 


HIK og Rishøj skal i den kommende sæson spille deres udekampe vest for Storebælt.

§ 5.2 i propositionerne for Herre-DM nødvendiggør, at 2. division skal bestå at to rækker med 16 hold i hver ud fra en geografisk fordeling, og da 18 af de 32 kvalificerede hører til i østdivisionen, måtte DBU igen i år ty til lodtrækning for at finde de to klubber.

I en erkendelse af at placeringen i Vest Divisionen pålægger klubberne en øget belastning bliver de østklubber, som via lodtrækning bliver placeret i vestdivisionen, fredet de to efterfølgende sæsoner, hvilket betød, at Nykøbing FC og BSV var fredet i årets lodtrækning.

De 16 klubber i bowlen var derfor Avarta, Rishøj, FC Helsingør, Nordvest FC, Svebølle, Birkerød, Fremad Amager, Næstved, HIK, B1908, Frem, FC Roskilde, B93, Vanløse, SC Egedal og GVI, hvoraf 14 af de 16 var til stede ved lodtrækningen, men da ingen klubber meldte sig frivilligt blev det "Fru Fortuna", der udpegede HIK og Rishøj ved at trække dem op af den sølvgrå høje hat, der bliver benyttet til disse lodtrækninger.

 

Af: Jacob Wadland - 01. juli 2013, 14:08