Peter Rasmussen stopper som FIFA-dommer

Danmarks internationalt højest rangerede dommer indstiller sin karriere på de udenlandske fodboldbaner. Fortsætter som topdommer i de hjemlige turneringer.


Foto: www.fodboldbilleder.dk

Peter Rasmussen, 37 år, har valgt at indstille sin karriere som international dommer med omgående virkning.

”Det har været en meget svær beslutning at træffe, men jeg er lettet og afklaret med mit valg.  Jeg må også sige, det er en tanke jeg har haft i over et år, så den er velovervejet, og den har intet andet med City-kampen at gøre, end at den kamp måske bare var dråben, der fik bægeret til at flyde over,” fortæller Peter Rasmussen.

Dermed hentyder Danmarks indtil i dag internationalt højest indrangerede dommer til Champions League-kampen mellem Manchester City og Ajax den 6. november sidste år, hvor han blev assisteret af Henrik Sønderby og Niels Høg på linjerne, Lars Hummelgaard som 4. dommer samt Jakob Kehlet og Kenn Hansen som ekstra assisterende dommere på baglinjerne.

To episoder i kampens afslutning medførte stærke reaktioner fra hjemmeholdets spillere og trænere mod den danske dommer og efterfølgende stor fokus fra medierne både herhjemme og i udlandet. Peter Rasmussen valgte derefter ikke at dømme flere kampe inden den forestående vinterpause.

”Jeg føler ikke længere, jeg har overskuddet til at passe et fuldtidsjob, familien og dømme på topplan internationalt med de store krav, der bliver stillet. Det kræver for meget for mig mentalt, og det tager rigtig meget tid. Det har været umuligt for mig at være 100% tilstede i alle tre sammenhænge, og derfor måtte jeg træffe et valg,” begrunder Peter Rasmussen, og fortsætter:

”Jeg har kæmpet i mange år for at leve op til de krav, der stilles fra UEFA og FIFA, samtidig med jeg har passet job og små børn. Jeg er meget glad og stolt over de resultater, jeg har nået internationalt. Og alle de oplevelser jeg har fået gennem syv år som FIFA dommer, ville jeg ikke bytte for en million.”

Peter Rasmussens internationale karriere startede i 2006, da han blev udnævnt som FIFA-dommer.

Han fik sin internationale debut i 2007 og dømte året efter sin første kvalifikationskamp til Champions League mellem SK Rapid Wien og Anorthosis Famagusta FC i august 2008. Han debuterede i selve Champions League-gruppespillet i november 2011 med kampen mellem hviderussiske BATE Borisov og italienske AC Milan.

Sidste år var Peter Rasmussen med til at teste mållinjeteknologi-systemet ”hawk-eye” for FIFA, da han dømte venskabskampen mellem England og Belgien den 2. juni 2012 på Wembley.

Hans sidste internationale klubkamp blev dermed kampen mellem Manchester City og Ajax i november 2012, mens VM-kvalifikationskampen mellem Makedonien og Kroatien den 12. oktober 2012 blev hans sidste landskamp.

Peter Rasmussen nåede i alt at dømme over 45 internationale kampe i forskellige turneringer.

Ved sit internationale ophør var Peter Rasmussen indrangeret i UEFAs Elite Development kategori, som er den næsthøjeste kategori.

”Vi ved, at Peter har gjort sig rigtig mange tanker om det, og han har truffet en velovervejet beslutning, som vi støtter ham i. Han har været en fantastisk repræsentant for den danske dommerstand ude i Europa , og han har haft en høj stjerne hos UEFA og FIFA, som fulgte ham tæt allerede fra hans tidligste år som FIFA-dommer,” fortæller Kaj Østergaard, som er formand for DBU’s Elitedommergruppen, og slutter:

”Vi er rigtig glade for, at Peter fortsat har motivationen til at dømme herhjemme, for dels er han med til at sikre et højt niveau i turneringerne, dels er han en rollemodel for hans yngre kolleger.”

Med Peter Rasmussens internationale ophør overtager Jakob Kehlet og Kenn Hansen med deres placering i Kategori 2 – to kategorier under Elite Development - statussen som de højest indrangerede danske dommere.

Af: Kristina Tullin og Lars Berendt - 21. marts 2013, 16:11

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første