Truppen mod Tjekkiet og Bulgarien

Landstræner Morten Olsen har udtaget 21 af de 23 spillere til VM-kvalifikationskampene mod Tjekkiet og Bulgarien. Træningslejr i Spanien forud for kampen i Tjekkiet.

Kasper Kusk U21 2012
Foto: www.fodboldbilleder.dk


Landstræner Morten Olsen har tirsdag sat navne på 21 af de formentlig 23 spillere, der skal med i truppen til VM-kvalifikationskampene mod Tjekkiet i Olomouc fredag den 22. og Bulgarien i Parken tirsdag den 26. marts.

Der er genvalgt til størstedelen af spillerne fra venskabslandskampen mod Makedonien i sidste måned. De bliver foreløbig suppleret af Stephan Andersen, Evian Thonon Gaillard, blandt de tre målmænd, Nicolai Stockholm, FC Nordsjælland, til midtbanen samt ligalandsholdsspilleren Kasper Kusk, AaB.

Kasper Schmeichel
Jesper Hansen
Stephan Andersen
Lars Jacobsen
Daniel Wass
Jores Okore
Simon Kjær
Daniel Agger
Kris Stadsgaard
William Kvist
Nicolai Stokholm
Niki Zimling
Casper Sloth
Dennis Rommedahl
Lasse Schöne
Kasper Kusk
Christian Eriksen
Nicolai Jørgensen
Michael Krohn-Dehli
Viktor Fischer
Andreas Cornelius

Morten Olsen forventer at gøre truppen fuldtallig med udtagelsen af to eller tre spillere i forbindelse med weekendens turneringskampe rundt om i Europa.

I forhold til kampen mod Makedonien har Morten Olsen i første omgang valgt at se bort fra Mikkel Kirkeskov, AGF, samt Anders Lindegaard, Manchester United og Nicklas Pedersen, Mechelen.

I det hele taget har Morten Olsen til disse kampe været nødsaget til at se bort fra blandt andet Kasper Lorenzen, FC Nordsjælland, Leon Andreasen, Hannover 96, Nicolai Boilesen, Ajax, og Andreas Bjelland, Twente, som alle enten er skadede eller på vej tilbage fra skader, samt Nicklas Bendtner, som i sidste uge blev udelukket fra landsholdet i en periode på et halvt års tid efter sin trafikforseelse i København natten til søndag den 3. marts.

Træningslejr i Spanien

Vintervejret, der har ramt Danmark den seneste uges tid, sender landsholdet på træningslejr i Spanien forud for den første af de to kampe mod Tjekkiet på udebane fredag den 22. marts.

Frostgraderne har desværre haft konsekvenser for landsholdets sædvanlige træningsbaner på Helsingør Stadion, som det er udelukket at bruge forud for kampen mod Tjekkiet i Olomouc.

Ifølge til vejrudsigterne kan vejret ikke forventes at ændre sig væsentligt den kommende uges tid, og det har fået DBU til at kigge til udlandet efter egnede træningsfaciliteter.

Det betyder, at landsholdet samles på træningslejr i Marbella i Spanien fra søndag til torsdag, hvorfra truppen rejser direkte videre til udekampen mod Tjekkiet.

DBU benyttede samme model forud for EM-kvalifikationskampen mod Spanien i Madrid på samme tidspunkt af året i 2007, hvor landsholdet ligeledes indledte med et træningsophold i Marbella, før truppen rejste op til Madrid.

Efter hjemkomsten til Danmark henlægges træningslejren til Hotel Marienlyst i Helsingør, hvorefter det vurderes, om de ellers fremragende baner på Helsingør Stadion kan benyttes. Ellers vil landsholdet træne på KB’s anlæg på Frederiksberg og i Parken op til kampen mod Bulgarien i Parken tirsdag den 26. marts.

Relaterede nyheder:

DBU sender Nicklas Bendtner i tænkeboks