Jesper Møller ny formand

Repræsentantskabsmøde: Jesper Møller valgt til ny formand for DBU. Bent Clausen og Thomas Christensen nye næstformænd. Hædersbevisninger og legater på årets repræsentantskabsmøde.

DBU’s øverst besluttende myndighed, repræsentantskabet, har lørdag som forventet valgt næstformand Jesper Møller, 50 år, til ny formand for det danske fodboldforbund.

Han blev valgt til DBUs bestyrelse i 1998 som repræsentant for superligaklubberne. Og han blev første gang valgt til næstformand i 2004, da posten ekstraordinært og for første gang i 14 år skulle besættes efter Henning R. Jensens beslutning om at forlade næstformandsposten, bestyrelsen, repræsentantskabet og sine udvalgsposter midt i sin to-årige valgperiode.

Han afløser Allan Hansen, som planlagt siden sidste sommer valgte at lade sin tredje formandsperiode blive sin sidste efter 12 år

To næstformænd

Under forslagene til ændringer af DBU’s Love blev det besluttet, at næstformandsposten fremover skal fordeles på to personer.

Det sker som en konsekvens af den nye organisationsstruktur med Udvalg for Professionel Fodbold og Breddeudvalget, som har direkte reference til bestyrelsen, og derfor vil de to næstformænd repræsentere hver af de to interessegrupper.

Thomas Christensen, og Bent Clausen blev valgt som næstformænd. 

Allan Hansen benyttede også mødet på at takke Kurt Bagge-Hansen, som forlod sin formandspost for DBU Sjælland i december, for sin mangeårige indsats i DBU's bestyrelse.


Hædersbevisninger og legater

Uddelingen af 10-årsnålen gik i år til Anne Andersen, DBU Jylland, Tom Jensen, DBU København, Torben Oldenborg, AB, Søren Lund, 2. division samt Benny Sørensen, 2. division.

Der var 25 års jubilæum til Christian Kofoed, DBU København og DBUs kasserer, Thomas Jensen, DBU Jylland, Gert Lundgaard, DBU Lolland-Falster samt Frank Petersen, DBU Sjælland.

Leo Dannins Rejselegat på 6.000 kroner blev uddelt til Ulla Peterson, Orient, og Poul Eriksen, Lindholm IF.

Erik Hansens ungdomslederpris på 10.000 kroner gik til Brian Johansen, AB.

Maibritt Mathiasen, Guldborg IF, blev valgt til Årets Fodboldleder.

DBU's tidligere generalsekretær Jim Stjerne Hansen modtog ved fredagens reception DBU's Guldnål - det samme gjorde nu tidligere formand for DBU, Allan Hansen ved lørdagens Repræsentantskabsmøde.


Læs også:

Ny formand og generalsekretær til vinter

Planlagt generationsskifte

Jesper Møller er formandskandidat


Tekst: Lars Berendt

Af: Lars Berendt - 01. marts 2014, 12:25