Richard Møller Nielsen i Fodboldens Hall of Fame


Tidligere landstræner Richard Møller Nielsen nu også individuelt medlem af Fodboldens Hall of Fame efter dybt personlig introduktionstale af Peter Schmeichel og overrækkelse af statuette fra Michel Platini til Tommy Møller Nielsen.


Tidligere landstræner Richard Møller Nielsen blev i oktober 2008 sammen med sine 20 spillere, Europamestrene fra 1992, kollektivt de første medlemmer af Fodboldens Hall of Fame.

Det skete ved selve indstiftelsen af dansk fodbolds eget æresgalleri, hvor Michael Laudrup ved samme lejlighed blev det første individuelle medlem af galleriet.

Lørdag blev Richard Møller Nielsen, som døde 13. februar efter trekvart års sygdom, også optaget som individuelt medlem af Fodboldens Hall of Fame. Introduktionen var besluttet af Hall of Fame-komitéen allerede i 2008 til at ske sammen med én af spillerne, Brian Laudrup, ved Dansk Fodbold Award i november 2012 – 20-året for EM-triumfen - hvor han imidlertid var forhindret i at deltage, og sidste år var han desværre allerede sygdomsramt.

Derfor skete introduktionen i forbindelse med DBU’s årlige repræsentantskabsmøde i Odense lørdag den 1. marts, hvor tidligere Europamester og nuværende medlem af Fodboldens Hall of Fame, Peter Schmeichel, stod for den formelle introduktion af hans tidligere, mangeårige træner fra ungdomslandsholdet og A-landsholdet.

Richard Møller Nielsen stod bag dansk fodbolds – og muligvis hele dansk idræts – største internationale præstation nogensinde med resultaterne undervejs i turneringen og finalesejren over Tyskland og dermed titlen som Europamester i 1992.

Vi bringer her Peter Schmeichels dybt personlige introduktionstale:

”Siden Richard døde, har der været skrevet og sagt meget – på godt og ondt.

Jeg kendte ham kun som en god mand, en reel mand, en ædel mand og en ærlig mand. Det er ham, jeg husker, og det er ham, jeg vil tale om.

Richard Møller Nielsen er Danmarks mest succesfulde landsholdstræner nogensinde.

Han startede som U21 landstræner, og dér fik han ansvaret for at udvikle en af dansk fodbolds mest talentfulde generationer, den første generation, der arbejdede fuldtid i de danske fodboldklubber; den første generation hvor kravene var, at man spillede for at vinde, og ikke bare spillede for at være med.

I en skiftende tid var det et kæmpe ansvar at have på sine skuldre. Dels skulle han udvikle og følge med udviklingen, men som U21 landstræner skulle han jo også skabe resultater, vinde fodboldkampe, turneringer og i det hele taget repræsentere dansk fodbold på bedste vis rundt omkring i verden.

Og det gjorde han. Han gjorde det med legende lethed; en lethed, der smittede af på os sultne spillere, som følte, vi var sat i verden for at vise, at vi kunne konkurrere og slå alt og alle, uanset hvor store fodboldnationer, vi var oppe imod.

I min kortvarige karriere som ungdomslandsholdspiller nåede vi til kvartfinalen om Europa Mesterskabet. Vi spillede mod England i marts 1986. I den gamle Idrætsparken tabte vi 1-0 til England. Jeg kan med ro i sindet sige, at Englands mål i sidste minut var min fejl, og selvfølgelig frygtede jeg, at jeg ikke skulle spille returopgøret et par uger efter. Men det kom jeg til. Richard havde jo set mit potentiale og forstod, at det var en del af min udvikling at lave fejl, og så lære af dem vel at mærke.

Jeg spillede returopgøret, og det gjorde jeg faktisk næsten altid, når Richard var træner. Han havde set mig, fornemmet mig, forstået mig og var ikke bange for at tage udfordringen op med denne her uregerlige unge Gladsaxe-dreng.

Jeg følte virkelig, at Richard havde set mig, havde fornemmet hvem jeg var og hvad jeg kunne blive til. Og jeg er sikker på, at JEG blev et personligt projekt for ham. Han gjorde alt hvad der stod i hans magt for at udvikle mig, for at uddanne mig og så sandelig også for at opdrage mig. Jeg var en uregerlig knægt med mod på livet, sprængfyldt med ambitioner og, for at bruge et af Richards egne udtryk, en klippefast tro på min egne evner.

Den cocktail ville for mange trænere have været problematisk, men ikke for ham. Han blev min mentor, min lærer - og meget senere også min ven.

Lad mig give et enkelt eksempel på hvad det var, Richard gjorde for mig, og som ingen anden træner formentligt ville have gjort, og som med al tydelighed viste hans intentioner med mig.

Richard VILLE have, at jeg skulle med til VM i 1986, så i månederne op til, at truppen skulle udtages, kørte han fra Odense til København 3 gange om ugen for at træne mig. Vi mødtes klar til opvarmning klokken 11.00 på Hvidovre stadion. Han var der altid præcis – og altid glad og smilende. Det er værd at bemærke at det var 12 år før broen over Storebælt blev åbnet, så Richard krydsede altså vandet med færgen.

Det, Richard trænede med mig, var simple gribe/falde øvelser. De var - når jeg skal være helt ærlig – ret kedelige, men fordi han stædigt insisterede på, at vi lavede dem, også senere i hvert træningspas, da han blev træner for A-landsholdet, fik jeg så meget selvtillid til at forsøge at gribe bolden i alle situationer, at det gik hen og blev en af mine helt store styrker.

Der var 4 øvelser, og vi gik dem igennem 3 gange med 8 repetitioner i hver øvelse, og det var vel at mærke 8 korrekt udførte repetitioner. Sådan var han. Alt skulle gøres på den rigtige måde; ellers var det spild af tid og ligegyldigt. 

Han var mere skuffet end jeg selv var, da Sepp Piontek ikke udtog mig til VM truppen i 1986, og det var som om, han tog det som et personligt nederlag; et nederlag, vi brugte til at gøre mig endnu bedre, endnu mere fokuseret.

Jeg kan med stolthed sige, at Richard også blev min ven. Vi har igennem årene haft mange fantastiske samtaler om alt muligt mellem himmel og jord, men selvfølgelig talte vi mest om fodbold.

Han lod tit min søn deltage en lille smule efter en træning i landsholdslejren, da Kasper var en lille dreng. Og han var meget stolt over hvor godt Kasper senere gjorde det i sin egen karriere.

Typisk for Richard, så mindede han mig lige om de der gribe øvelser. Huskede jeg nu at gøre dem med Kasper, for de var jo det grundliggende i målmandsspillet.

Da det rygtedes, at familien og jeg var på vej tilbage til Danmark, ringede han mig op og fortalte, at hans nabos hus i Kerteminde var til salg. Han mente, det var lige præcis det, vi var på udkig efter. 

Og så var der jo lige den lille krølle på det projekt, at nedenfor hans og naboens hus, på den anden side af vejen på vandsiden, dér havde hvert hus jo en grund med en hæk imellem. Det passede perfekt til fod-tennis, og den store forkromede drøm var, at vort danske 92 hold skulle udfordre vores tyske modstandere til en revanche match i fod-tennis på den bane.

Der er mange spillere fra den tid, som helt sikkert har lignende personlige historier om den betydning, Richard har haft for deres karriere, og jeg er sikker på, at de historier vil dukke op i fremtiden og være med til at stadfæste hans betydning for dansk fodbold.

Mange var uenige i Richards metoder, men det var sjældent dem, der hørte til inderkredsen af landsholdet. Det var til stor irritation for Richard selv, men så sandelig også for hans stab og os spillere.

Men han fik lukket munden på dem allesammen i juni 1992, da han på rekordtid skulle sammensætte en konkurrencedygtig trup til at spille EM slutrunden i Sverige efter at Jugoslavien var blevet udelukket. Han gjorde det, og han gjorde det igen med legende lethed, fordi han altid var 100 procent forberedt på at tackle alle ventede og uventede situationer.

Resten er historie, men også en af grundene til, at vi taler om Richard Møller Nielsen lige nu. 

Han guidede os spillere til den største triumf, Danmark har haft på en fodboldbane. Han var træneren, som vandt Europa Mesterskabet i 1992. 

Derfor kan jeg med sikkerhed sige som jeg gjorde til at begynde med:

Richard Møller Nielsen er Danmarks mest succesfulde landsholds træner nogensinde.

Hvad mange mennesker ikke ved om ham er, at han var rigtig god til at fejre sejre og triumfer. Han var aldrig bange for at belønne os spillere med en øl i omklædningsrummet, en aften ude i byen, eller en sang om 3 garderhuer, som hang i entreen hos den unge mø.

Efter finalen i Göteborg på vej tilbage til Stenungsundsbadet sad Richad med mikrofonen forrest i bussen og sang netop den om garderhuerne for os.

Vi har sikkert allesammen siddet med en kold øl i hånden, mere beruset af vores succes på fodboldbanen end af alkohollen, men lykkelige over at have en træner, der i den grad passede på os, udviklede os, inspirerede os og, af og til, underholdt os med små-frække sange.

Richard Møller Nielsen er den første fra EM 92, der er rejst videre.

Vi kommer til at savne ham, men jeg tænker, at han bare er taget i forvejen - som han altid gjorde, da han var vores træner, og lige nu går han og stiller baner op, sætter toppe frem, lægger veste ud og sørger for, at boldene er pumpet. Så er der gjort klar til, at vi andre kan komme. Så kan træningen gå i gang.

Richard Møller Nielsen er en af Danmarks store helte. Hans præstationer går over i historien, og vore skolebørn vil lære om dengang i 1992, da Danmark vandt.

Med optagelsen af Richard i Fodboldens Hall of Fame udødeliggør vi hans præstationer.”

Peter Schmeichel

I forbindelse med Richard Møller Nielsens 75 års fødselsdag for halvandet år siden hyldede DBU sammen med hans tidligere, mangeårige klub, OB, den tidligere træner for hans loyale og enestående indsats for danske fodbold. Det skete før landskampen mod Slovakiet på netop Odense Stadion den 15. august 2012.

Richard Møller Nielsen var ulykkeligvis siden sidste sommer ramt af sygdom, som forhindrede ham i at blive optaget i Fodboldens Hall of Fame ved Dansk Fodbold Award i november sidste år, derfor fandt hans introduktion sted post mortem.

Han var orienteret om optagelsen og gav før sin død udtryk for sin glæde og taknemmelighed over æren.

Fodboldens Hall of Fame

Læs mere her:

Mindeord om Richard Møller Nielsen

Allan Hansen: Uvurderlig betydning 

Richard Møller Nielsen død 

Richard Møller Nielsen hædres 

Af: Lars Berendt - 01. marts 2014, 10:33