Superligadommer Henrik Nystrup Kragh stopper efter skade

Superligaen mister en erfaren dommer, efter en langvarig skade sætter en stopper for Henrik Nystrup Kraghs karriere. Henning Jensen på vej til comeback efter knæoperation.


Foto: fodboldbilleder.dk


Superligaen mister ni års dommererfaring, når turneringen starter op igen efter vinterpausen.

Henrik Nystrup Kragh, 40 år, har besluttet at indstille sin karriere efter et langvarigt, tilbagevendende skadesforløb på næsten to år, som har begrænset hans virke til kun en enkelt kamp mellem SønderjyskE og Brøndby tilbage i juli i indeværende superligasæson.

Der er tale om en drilsk skade med et beskadiget rulleben i anklen med en række følgeskader, som har kompliceret forløbet. Den seneste scanning har ikke gjort det muligt at fastsætte en tidshorisont for genoptræning og dermed et comeback på banen.


Afklaret med karrierestop

Efter en løbende og god dialog mellem Henrik Nystrup Kragh og DBU’s Elitedommergruppe omkring skadens udvikling, omfang og tidshorisont har han derfor meddelt, at han indstiller karrieren med øjeblikkelig virkning.

”Med et så langt og kompliceret skadesforløb, har Jeg har faktisk været afklaret med situationen og det nødvendige karrierestop i længere tid, men det er alligevel en mærkelig fornemmelse, at det har lakket mod enden, og det nu er endegyldigt slut. Skaden og uvisheden har fyldt meget i hverdagen, men jeg har det godt med at jeg har lyttet til kroppen og truffet den rigtige beslutning, så jeg stille og roligt over tid kan få en fuld funktionsdygtig ankel igen og igen spille fodbold for fuld damp med børnene i haven”, forklarer Henrik Nystrup Kragh, og slutter:

”Jeg kommer til at savne opgaverne på banen, samspillet med spillere og ledere fra klubberne og samværet med mine kolleger omkring kampene. Det var været ni spændende år i Superligaen, som jeg vil se tilbage på med stor glæde, men hvor fodbolden også har fyldt meget i en travl hverdag, som ikke har kunnet hænge sammen uden en familie der altid har bakket op og en arbejdsgiver, der har været fleksibel i forhold til dommerkarrieren. Jeg ser derfor også frem til den mere fritid sammen med familien og kunne indhente nogle af de afsavn der har været igennem karrieren. Slutteligt en tak til DBU dommersektoren og Elitedommergruppen for et godt samarbejde igennem årene.”

Henrik Nystrup Kragh, som til daglig er direktør i SPARXPRES, blev divisionsdommer i 2001 og rykket op som superligadommer i 2005, hvor han nåede 101 kampe. Hans skadessituation, som startede i sæsonen 2012/2013 bevirkede dog, at han efter et gennemsnit på 13 kampe i sine første syv sæsoner var nede på otte i sidste sæson og kun har dømt den ene kamp mellem SønderjyskE og Brøndby i denne sæson.

”Vi mister en dygtig og ellers driftssikker dommer på grund af en skade, og det er rigtigt ærgerligt, men desværre også en del af spillet. Henrik har holdt os fornemt opdateret om sin situation og overvejelser. Derfor kommer hans beslutning ikke som en overraskelse for os uanset, hvor ærgerlig den end er, og vi har fuld forståelse for den,” udtaler Kaj Østergaard, som er formand for DBU’s Elitedommergruppe.


Henning Jensen klar igen

Elitedommergruppen finder det ikke nødvendigt at rykke en ny dommer op, og fortsætter sæsonen med den resterende gruppe på 12 superligadommere.

Bag den beslutning ligger blandt andet en forventning om, at Henning Jensen er klar til at gøre comeback fra forårets start efter kun en enkelt kamp i efteråret.

Efter superligakampen mellem Esbjerg fB og AaB den 29. juli gennemgik han i begyndelsen af september en kikkertoperation i knæet, hvor han fik fjernet en del af menisken, som var beskadiget.

Den medicinske vurdering var, at han ville kunne følge et genoptræningsprogram med forventet comeback som dommer på lavere niveau en måneds tid senere. Denne forudsigelse har holdt stik, idet han siden 13. oktober er blevet tildelt seriekampe og træningskampe hjemme i det jyske med henblik på at kunne indgå fuldt ud i truppen af superligadommere fra turneringens start i slutningen af februar.

Henning Jensen, 44 år, er i gang med sin niende sæson i landets bedste række, og har indtil videre dømt 107 superligakampe.

Af: Lars Berendt - 21. januar 2014, 09:45