Overtidsscoring sikrer dansk 1-0 sejr

Kampen mod de svenske arvefjender blev en velspillet affære, men det blev også en kamp uden de helt store chancer. Men bedst som kampen så ud til at ende 0-0, begik den svenske keeper Lustig straffespark på Martin Braithwaite. Daniel Agger scorede fra 11-meters pletten og sikrede dermed Danmark en 1-0 sejr i DBU’s 125 års jubilæumskamp.


Foto: fodboldbilleder.dk


Danmark med flest chancer – Sverige med den største chance
Inden kampen blev landstræner Morten Olsen lykønsket med sin kamp nummer 150 i spidsen for det danske landshold. Derudover er Morten Olsen også noteret for 102 kampe som spiller, og har altså været involveret i det danske A-landshold siden hans debut i september 1970! Alt i alt fortjente klapsalver til Morten Olsen.
 
Om det var spillernes belønning til Morten Olsen vides ikke, men fra første fløjt virkede alle de rød-hvide i hvert fald meget opsatte på, at give landstræneren en sejr i jubilæumsgave. Danmark lagde et højt pres, kom de kom gentagne gange til halve chancer – tættest på var nok Martin Braithwaite, da han i det 9. minut var millimeter fra at få panden på et skarpt slået indlæg fra Lars Jacobsen.
 
Defensiven havde styr på Zlatan Ibrahimovic og den øvrige svenske offensiv, for de blå-gule gæster kom ikke frem til noget der mindede om en chance i de første 20 minutter.
 
Det gjorde de sådan set heller ikke i de  næste 20 minutter, mens danskerne blev ved med at presse fremad, og Christian Eriksen fik flere gange – både i form af skudforsøg og flotte afleveringer – vist, at han har nået et meget højt top-niveau. Et par af de spillere der flere gange nød godt af Eriksens afleveringer var Michael Krohn-Dehli og Martin Braithwaite, men desværre fik ingen af dem sparket bolden forbi Mikael Lustig i det svenske mål.
 
I 1. halvlegs sidste fem minutter kom svenskerne dog meget bedre med, og da Kim Källström i det 41. minut huggede et brag afsted mod mål, havde mange nok troet at det stik imod spil og chancer var Sverige der fik scoret først – men sådan skulle det ikke være, for Kasper Schmeichel leverede en klasseredning. Bolden sprang ud til Zlatan Ibrahimovic, men heldigvis kunne han ikke styre bolden i mål.
 
Det var halvlegens sidste – men største – chance, men da hverken Schmeichel eller Lustig blev passeret, kunne spillerne gå til pause med stillingen 0-0 på storskærmen.

Agger sikrede sejren i overtiden
Fra 2. halvleg start havde svenskerne udskiftet Zlatan Ibrahimovic med Ola Toivonen, og om det var derfor de fik en god start på 2. halvleg skal være usagt, men de lagde et fint pres, og Källström fik igen truet det danske mål, denne gang med et frispark, men Kasper Schmeichel stod hvor han skulle stå og reddede uden problemer.

Hvor Danmark i 1. halvleg havde tidligt havde fået overtaget, så var 2. halvleg meget mere lige, dog var det nok gæsterne der havde de fleste ”lige-ved-og-næsten” chancer, men hver gang de kom tæt på, stod enten Agger, Kjær eller Schmeichel i vejen.

Meget af 2. halvleg var dels præget af mange tætte nærkampe – og måske fik ind- og udskiftningerne også sat et lille præg på kampen – for der var ikke helt det samme flow over opgøret, som der havde været før pausen. En af de indskiftede, Kasper Kusk, fik med cirka et kvarter tilbage af kampen en fin mulighed i feltet, men ærgerligt nok var svenskerne på plads, men det samme var Kasper Schmeichel få minutter senere, da en dyb svensk stikning blev halvfarlig.

Begge hold forsøgte ihærdigt at få scoret det afgørende mål til sidst, og mange troede at det var lykkedes for Danmark netop som kampen var ved at gå ind i overtiden. Braithwaite opsnappede en bold, sparkede på mål og jublede, men forgæves, for dommerne mente ikke bolden var inde. Få øjeblikke efter kunne alle danskerne så alligevel juble, for denne gang var den der. Lustig nedlagde Braithwaite i feltet, dommer Svein Moen pegede på pletten, og Daniel Agger scorede stensikkert – og sikrede dermed en dansk 1-0 sejr i DBU 125 års jubilæumskamp.

Kampen mod Sverige var sidste landskamp, inden det i efteråret går løs med kvalifikationen frem mod EM 2016. Danmark skal i efteråret møde Armenien (Parken, 7. september), Albanien (udebane, 11. oktober), Portugal (Parken, 14. oktober) og Serbien (udebane, 14. november).

Kampfakta:
Danmark-Sverige 1-0 (0-0)
1-0 Daniel Agger (straffe 90’), 
Gule kort: Marcus Berg (27’), Kim Källström (50’), William Kvist (51’), Christian Eriksen (51’), Daniel Agger (66’)
27.872 tilskuere i PARKEN.

Den danske startopstilling (4-3-3):
Kasper Schmeichel - Lars Jacobsen (67’ Peter Ankersen), Simon Kjær (88’ Andreas Bjelland), Daniel Agger, Jakob Ahlmann (53’ Jonas Knudsen) - William Kvist (84’ Morten ''Duncan'' Rasmussen), Pierre-Emile Højbjerg, Michael Krohn-Dehli (78’ Thomas Kahlenberg), Christian Eriksen - Lasse Schöne (70’ Kasper Kusk) og Martin Braithwaite.

Ikke benyttede spillere: Kian H. Hansen - Stephan Andersen - Jakob Poulsen - Jakob Ankersen - Jesper Hansen - Rasmus Würtz – Nicolaj Thomsen


Statistiske vinkler EFTER kampen mod Sverige:


  • Pierre Emile Højbjerg blev med sine 18 år og 296 dage den 13. yngste debutant for Danmark. Derudover blev han den første A-landsholdsspiller fra årgang 1995.
  • Morten Olsen jubilerede med sin landskamp nr. 150 som træner for det danske landshold. Med sejren over Sverige rundede han samtidig 75 sejre i de 150 kampe.
  • Seks landskampe har Zlatan Ibrahimovic spillet mod Danmark, og han har fortsat sit første mål til gode mod ”de danske vikinger”.
  • Danmark ikke har tabt en landskamp med norsk dommer siden den 1. juni 1988, hvor Tjekkoslovakiet vandt 1-0 i København. De efterfølgende ni landskampe er alle vundet, og der er endda kun scoret to mål mod Danmark i disse kampe! 
  • Det var fjerde landskamp i træk, at Danmark besejrede Sverige. Og det var femte landskamp i træk, at Danmark holdt Sverige fra at score.
  • Daniel Agger scorede sit 11. mål for Danmark, hvoraf 7 har været på straffespark. Han tangerede dermed Kresten Bjerres rekord med scoringer på samtlige 7 straffespark.


Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første