Kina endte dansk sejrstime

De danske kvinder stod overfor værtsnationen Kina i en vaskeægte finale i træningsturneringen SINCERE. Danskerne skulle kun bruge et enkelt point for at vinde turneringen, men Kina tog en kneben sejr på hjemmebanen.


Den danske startellever til kampen mod Kina. Foto: DBU


De danske kvinder havde domineret træningsturneringen SINCERE i Kina indtil dagens kamp mod den mægtige værtsnation. Flere end 13.000 kinesiske fans havde taget plads på tribunerne til aftenens kamp, og der var larm på lægterne fra kampens begyndelse. 

Der var desværre også dømt kinesisk dominans på store dele af banen fra kampens begyndelse. Den danske defensiv kæmpede en brag kamp med at holde Kina fra at komme frem til de helt store chancer i de første minutter. Danskerne fik kæmpet et opspil igennem de kinesiske kæder et par gange, og helt farligt blev det første gang halvvejs i halvlegen, da Frederikke Thøgersen på mesterlig vis driblede sig igennem den kinesiske bagkæde og hamrede bolden på venstre målstolpe. 

Kineserne spillede tålmodigt og sikkert på kanterne, men på Danmarks egen kant brillerede Brøndbys Katrine Veje med skarpe driblinger op ad venstrekanten. Men den sidste afgørende aflevering og afslutning kom det aldrig til. 

I pausen valgte landstræneren at udskifte Sara Thrige og Sarah Dyrehauge, og satte i stedet Sanne Troelsgaard og Maja Kildemoes ind på midten. Men ingen af dem kunne gøre hverken fra eller til, da Kinas nummer 23 efter to minutters spil i anden halvleg hamrede bolden i nettet fra 35 meters afstand. Bolden fløj forbi Stina Lykke i det danske mål til den bare anden scoring imod danskerne i turneringen. Ærgerlig start på anden halvleg for det danske hold. 

Kineserne blev ved med at være mest målfarlige i anden halvleg. Danskerne kom tæt på ved Lise Munk efter 56 minutters spil, hvor en bold efter hjørnespark landede lige foran angriberen, der desværre flugtede bolden over mål. 

Nils Nielsen valgte med 30 minutter tilbage at skifte offensivt ind, og satte Stine Larsen og Johanna Rasmussen på banen. Indskiftningerne gav mere spil til Danmark på den kinesiske banehalvdel, og efter et hjørne så Simone Boye særdeles farlig ud med et hovedstød mod mål - kun få centimeter fra stolpen. 

Sanne Troelsgaard gjorde midtbanen farlige efter sin indtræden på banen, og fik lagt mange gode og dybe stikninger til Johanna Rasmussen, men den afsluttende aflevering endte aldrig rigtig med at give kineserne sved på panden. 

Et stærkt kæmpende dansk hold måtte til sidst se sig slået af et velspillende kinesisk hold, der med en kneben 1-0-sejr også endte med at tage turneringens førsteplads. Danskerne havde bestemt fortjent en bedre afslutning efter modige og stærke præstationer mod Usbekistan og Island, men kan nu se frem til endnu et spændende opgør mod Belgien i en venskabskamp 28. november. 

Den endelige stilling i turneringen SINCERE: 

1. Kina
2. Danmark
3. Island
4. Usbekistan Af: Mia Kjærgaard - 24. oktober 2016, 16:25