Fantastisk fodboldstart for piger

Ønsker din klub at starte nye pigehold op, men er i tvivl om, hvordan I skal gribe det an? Så kan I nu ansøge om forløbet "Fantastisk Fodboldstart for piger".

Foto: Bob Gisselmann



Hvordan startes nye fodboldhold op i klubben? Det er der mange svar på og mange klubber har gode erfaringer med forskellige procedurer. Men er det ikke afprøvet før, så kan det virke som en stor opgave, både at skulle hverves spillere, planlægge og gennemføre de første træninger for de nye spillere alt imens nye ressourcepersoner bland forældre skal spottes og oplæres, så de kan føre holdet videre.  

Så er I en klub, der ønsker at starte nye pigehold og er I i tvivl om, hvordan I skal gribe det an, så er det muligt at ansøge om forløbet ”Fantastisk Fodboldstart for piger”.     

Læs mere i folderen

Forberedelsesmøde: (1. besøg)
Fantastisk Fodboldstart for piger indledes med et forberedelsesmøde mellem klubben og instruktøren. Her afklarer I, hvordan I bedst får lokalområdets opmærksom på, at I åbner op for nye pigehold. På mødet aftaler I også, hvad I skal invitere pigerne til, for at markere starten på deres fodboldaktive liv hos jer. Det er muligt at kombinere Fantastisk Fodboldstart for piger med Pigeraketten, der er en rekrutteringsevent for piger i alderen 5-11 år eller skolesamarbejdes konceptet ”Hovedet, Kroppen, Klubben”, der begge to, kan give opmærksomhed på opstarten af pigehold i klubben. Men Fantastisk Fodboldstart for piger kan også benyttes som en selvstændig rekrutteringsproces. 

Inden mødet har I afklaret, hvornår i har faciliteter til, at de/det nye pigehold kan træne, så I sammen med instruktøren kan aftale de datoer, hvor forløbet kan afvikles. Det er også en rigtig god idé, at have overblikket over om klubben allerede har ressourcepersoner, der kan være træner/hjælpetræner for holdet det kan f.eks. være ældre pigespillere, der gerne vil prøve kræfter med trænergerningen. 

Opstart af træningen for de nye piger: (2-5 besøg)
Cirka en måned efter det forberedende møde kommer instruktøren tilbage og afvikler denne gang og de efterfølgende 3 uger en træning for pigerne af 1 times varighed, hvor de kommende trænere samtidigt spottes blandt pigernes forældre. 
Instruktøren vil på de 4x træninger vise, hvordan en træning med stationstræning bygges op og vil inddrage forældrene, så de fra første træning under grundig vejledning får indblik i rollen som træner. Instruktøren vil ligeledes have fokus på, at fællesskabet er en vigtig faktor i fodbold og derfor vil hver træning starte med en fælles start og en fælles afrunding. 
I forlængelse af den 4 træning afholdes der et forældremøde, som instruktøren efter klubbens ønske kan facilitere. På mødet vil forældrene blive introduceret til indmeldelse, forældreopgaver og værdierne omkring et godt træningsmiljø og det anbefales, at klubben uddeler en klubfolder, der byder dem velkommen i klubben og sikre, at de også efter forældremødet har de nødvendige informationer. Klubben sørger for, at der er en fælles aktivitet for pigerne, mens forældrene er til møde.
På forældremødet udpeges/vælges det nye trænerteam, der indbyrdes aftaler og planlægger næste træning. Instruktøren vil understøtte denne planlægning samt introducere trænerteamet til Kampklar og DBU’s øvelsesapp.

Sidste og 6. besøg 
Instruktøren overværer dagens stationstræning, som det nye trænerteam har planlagt og afvikler. Og vil under træningen virke som sparringspartner. Efter træningen samles trænerteamet med instruktøren og vil få en kort og konstruktiv feedback. Mødet benyttes desuden til at evaluere forløbet med klubbens kontaktperson og aftale, hvis der fra det nye trænerteam er behov for, at noget skal bæres videre til klubbens ledelse eller hvis der er oplysninger, som klubben ønsker at videreformidle til det nye trænerteam.  

Fra tanke til handling:
Hvad koster det? Pigevækst er et stort satsningsområde, derfor er der også afsat midler til, at henholdsvis 40 klubber i 2018 og 2019 kan købe forløbet ”Fantastisk Fodboldstart for piger” for kun kr. 2.000

Du ansøger om ”Fantastisk Fodboldstart for piger” ved at sende en mail til din lokalunion:

DBU Fyn: info@dbufyn.dk
DBU Jylland: Sif Rykær - sifr@dbujylland.dk
DBU København: Anja Kouly Lethin - anko@dbukoebenhavn.dk
DBU Sjælland: udvikling@dbusjaelland.dk
DBU Lolland-Falster: info@dbulolland-Falster.dk
DBU Bornholm: Morten Blem - blem@dbubornholm.dk

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første