Lær de unge at klæde om i klubben

Et stigende antal børn og unge går ikke i bad efter træning og kamp. Det er en skam, da fællesskabsfølelse og klubliv ofte starter i omklædningsrummet.


DBU Jyllands formand, Bent Clausen. Foto: Henrik Bjerregrav.


Når selve træning eller kamp er overstået, så vælger et stigende antal teenagerne, især piger, at tage direkte hjem. De oplever dermed ikke den hygge, smalltalk, fællesskabsfølelse og det klubliv som et omklædningsrum bare kan. Og det er drønærgerligt.

De unge uploader i stor stil fotos af sig selv og sine omgivelser på de sociale medier, hvor alt er redigeret til at se perfekt ud. Man kan nemt tage 20 fotos, før det ser helt rigtigt ud. Det udtryk er umuligt at leve op til i virkeligheden – og da især efter fodbold, hvor håret stritter og kinderne er røde. Derfor fravælger fortsat flere unge fællesbadet i fodboldklubben.

Indregn omklædning i fodboldtiden

Og hvad kan vi som fodboldklubber så gøre ved det?

Rådet lyder samstemmende fra eksperterne, at hvis børnene får badningen med i deres fodboldopvækst fra de er helt små boldtrillere, så bliver det en naturlig del af deres fodboldvirke gennem hele livet.

Mange oplever dog, at forældrene står klar til at køre poderne hurtigt hjem efter kamp og træning. Der er jo en hektisk hverdag, som skal hænge sammen.

Et forslag til at komme ud over det problem er at indregne bade- og omklædningstid som en del af fodboldtiden. Hvis selve boldspillet foregår fra 17.00 til 18.00, så giv børnene en halv time til at vaske sig og klæde om. Involvér forældrene og forklar dem, at spillerne først er klar til afgang 18.30.

Hvis man på den måde motiverer og ”opdrager” forældrene til, at omklædningstid er en naturlig del af det at gå til fodbold, så sidder de ikke og tripper i bilen for at komme hurtigt hjem – og så får ungerne tid til at gå i bad i klubben. Og hvis vi så skal tro på eksperterne, bliver det en implementeret del af det at gå til fodbold for næste generations fodboldspillere.

På den måde kommer endnu flere til at opleve det, som fodbolden kan som intet andet: fællesskabsfølelse og klubliv.

Med venlig hilsen

Bent Clausen
Formand
DBU Jylland

Se flere blogindlæg fra Min Mening her.

Læs også:

Nyt magasin om omklædningsrum

Netop omklædningsrummet er omdrejningspunkt i nyeste udgave af DBU Jyllands fodboldmagasin, Jysk Fodbold. For mens det for en stribe af hovedsagligt unge mennesker er et svært rum at være i, så er det for mange et frirum fra hverdagens travlhed og bekymringer.

Vildbjerg IF’s oldboys er et levende bevis på dette. Vi har besøgt de muntre gutter til en kølig vintertræning, hvor mange af dem slet ikke kan undvære stemningen i omklædningsrummet.

Foruden temaet om omklædningsrummet finder du naturligvis vedkommende klubhistorier, klumme, aktuelt stof samt inspirerende træningsøvelser.

Se hele magasinet direkte på din computerskærm, eller download det til din smartphone eller tablet og læs det i juleferien.

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første