Typer af frivilligt engagement

Frivillige er forskellige – nogle har lyst til og kan lægge 10 timer om ugen i klubben. Andre har kun lyst og mulighed for at hjælpe et par gange om året. Det er afgørende at forstå at alle typer af frivillige er uundværlige. Det er de fordi, man sjældent starter som kernefrivillig. I stedet starter man typisk i en af yderringene som ad-hoc frivillig eller loyal og bevæger sig langsomt indad, når man er blevet tryg ved organisationen og har fået mere blod på tanden ift. at tage større opgaver. Hvis man vil have en god chance for at rekruttere kernefrivillige, gælder det således om at have mange potentielle kandidater i de ydre ringe. Disse vil nemlig over tid kunne omdannes til kernefrivillige. For at identificerer, hvem de frivillige er og om de har potentiale til, at blive kernefrivillige kan følgende profilbeskrivelse benyttes. Profilbeskrivelsen udfyldes af den nye frivillige, således at klubben har mulighed for at få et overblik, over den nye frivilliges kompetencer, samt hvad der motiverer denne. 

Profilbeskrivelse

Frivilligkernemodellen


Om frivilligkernemodellen


Organisationsmodellen indikerer de typer af frivillige, man ofte møder i sin færd rundt i fodboldklubberne. Modellen består af 4 cirkler, der hver især beskriver de roller de frivillige kan have. Jo længere ud man bevæger sig fra midten, jo mindre bliver de frivilliges i tidsforbrug og faste tilknytning til klubben. Modellens formål, er at synliggøre, at der findes forskellige typer af frivilligt engagement, men at alle typer af engagement giver værdi og skal værnes om.

I den yderste cirkel finder vi Ad hoc- frivillige også kaldet ‘de nysgerrige- frivillige'.
Her udgør arbejdsopgaverne kortere tid og evt. kun en enkelt dag på f.eks. et halvår eller år. Den frivillige har meget lidt- eller intet ansvar, og der kræves ikke særlige kompetencer for at udføre arbejdet.

Ad hoc/ nysgerrig frivilliges opgaver kan være:

  • Kagebagning
  • Oprydning i klubben
  • Op/ nedtagning af stole og borde efter arrangementer
  • Forældrehjælper til stævner og turneringer
  • Praktiske opgaver som; malearbejde, rengøring, reparationsarbejde osv.

Disse typer frivillige er ofte personer, som ikke har meget tid ved siden af deres arbejde, men ofte gerne vil hjælpe, hvis man spørger dem om helt konkrete mindre opgaver. Det kan være; forældre til spillere, søskende eller bedsteforældre. Hiv fat i dem ude ved banerne, når de ser børnene træne, eller mens de venter efter en kamp. De fleste plejer at sige ja, når bare de bliver spurgt og har en konkret og simpel opgave at udfylde.

Den næste cirkel er de loyale frivillige. De loyale frivillige bruger ikke særlig lang tid ad gangen på opgaverne, men til gengæld dukker de op igen og igen. De er den stabile arbejdskraft i din organisation, de kender opgaverne og behøver ikke meget instruktion. De loyale frivillige kan godt få arbejdsopgaver, hvor der kræves særlige kompetencer.
 
Arbejdsopgaver for den loyale frivillige kan være:

  • Caféhjælper
  • Forældrehjælper til kampe
  • Arbejdsdage i klubben 
  • Hjælper til stævner og turneringer. 
  • Sidde ved dommerbordet til indendørsstævner
  • SoMe ansvarlige 

De fleste loyale frivillige er også de forældre, som til hver kamp dukker op.
Det kan ligeledes være bedsteforældre, som har tid til måske at tage en tjans i caféen inden børnebørnenes kamp. Det kan også være den handy forælder, som ikke har tid i hverdagene, men som godt kan sætte en søndag af en gang om måneden til at lave reparationsarbejde i klubben. Det kan også være klubbens egne spillere, som skal hjælp de mindre børn til stævner og arrangementer.

Den tredje cirkel er tovholderne. Tovholdernes arbejdsopgaver kræver typisk mere involvering tidsmæssigt. Et eksempel kan være 5-10 timer fast ugentligt eller flere timer over en kort periode. Den frivillige her, får ofte mere ansvar i projekter. Tovholderen har ofte indflydelse på selve aktiviteterne og opgaveløsningen, men ikke på selve organisationens drift og udvikling.

Arbejdsopgaver for tovholderen:

  • Assistenttræner
  • Holdleder
  • Afvikler af årligt stævne.
  • Ungdomstrænere
  • Materialemand

Tovholderen er en den frivillige som man ofte tænker på, når man snakker frivillig i fodboldklubber. Det er dem, man møder ofte og er klubbens kendte ansigt. For at rekruttere tovholdere, kan det være en idé at hive fat i forældre/bedsteforældre, når de er ude og se deres børn og børnebørn spille kampe. Man kan ligeledes snakke med seniorholdene/ de yngre hold, om der er nogen af dem, som vil hjælpe til fast på de yngre hold.

I den inderste cirkel, som også er midten af modellen, har vi de kernefrivillige. Det er de frivillige, som lægger rigtig meget arbejde og tid i organisationen. De kernefrivillige får meget ansvar og de styrer ofte deres egne opgaver, samt andre frivilliges opgaver. Ligeledes påvirker de kernefrivilliges opgaver organisationens struktur og drift. Det er forventet, at den frivillige har mange kompetencer som passer til specifikke arbejdsopgaver i organisationen.

Arbejdsopgaver for den kernefrivillige:

  • Cheftræner/træner
  • Bestyrelsen
  • Kasserer
  • Formand
  • Frivilligansvarlig
  • Cafébestyreren

De kernefrivillige er personer, som er meget dedikerede i klubben og som således lægger store mængder af tid og energi i arbejdet i klubben. Et kendetegn ved de kernefrivillige er, at de ofte har været i klubben længe. De er startet med en mindre rolle, men har over årene fået en større og større rolle. Husk på at man sjældent starter som kernefrivillig. Det er langt mere normalt, at man starter som f.eks. ad hoc frivillig eller loyal frivillig og øger sit engagement over årene. Husk derfor også på at spørge de personer, som viser meget lyst og initiativ, om de har lyst til en større rolle i klubben. Så tænk gerne i de baner - hvem har I allerede som kan lidt mere?