Gaveindsamling

Mangler I midler til at finansiere jeres næste fodboldprojekt i fodboldklubben?

Fodboldklubber, der er medlem af én af DBU´s lokalunioner, kan via denne side indsamle midler, der skal medvirke til at finansiere tiltag i foreningen.

Indbetalinger er fradragsberettigede.

DBU er af skattemyndighederne godkendt som en såkaldt almennyttig organisation, og DBU kan således modtage gaver. Gaveindbetalinger er fradragsberettigede på selvangivelsen, og hvis indbetaleren oplyser CPR-nummeret, vil DBU automatisk indberette beløbet til skattemyndighederne. På den måde kommer fradraget automatisk med på gavegiverens selvangivelse.

Har din klub et projekt, som I gerne vil samle penge ind til via DBU, kan I kontakte DBU´s fundraiser Anne Porskær på anne@dbu.dk og høre nærmere om muligheden herfor.

Skattefradrag for pengegaver

Ligningslovens § 8 A giver skatteydere ret til fradrag for pengegaver til foreninger og institutioner (fx DBU), hvis midler anvendes til alment velgørende formål. Det er fx muligt, når foreninger skal indsamle større beløb til idrætsbyggeri.

Den skattepligtige kan i 2017 slutfradrage det samlede ydede gavebeløb fordelt på én eller flere foreninger, der ikke overstiger 15.600 kr. Samlevende ægtefæller kan hver fradrage deres gaver. Beløbsgrænsen i LL § 8 A gælder for hver ægtefælles gaver.

I praksis foregår det således:
  • Bidragsyderen indbetaler sin pengegave til DBU via den elektroniske indsamlingsplatform og udtrykker ønske om, hvad han eller hun ønsker at støtte.
  • Hvis bidragsyderen ønsker det, indberettes beløbet automatisk til Skat, så det kommer med på selvangivelsen.
  • Bidragsyderen skal kunne indsende kvittering på gaven, hvis SKAT beder om det.
  • Bidragsyderen mister ikke fradragsretten, selvom han eller hun i forbindelse med gaveindbetalingen fremsætter ønske om, at gaven kommer en bestemt forening til gode.

Læs mere her



Gaveindsamlinger

Nibe B

Målet for indsamlingen er få en kunstgræsbane i Nibe. En kunstgræsbane giver alle vore medlemmer gode vilkår for at spille fodbold hele året – også om vinteren hvor græsbanerne er lukkede. Nibe Skole ser også store perspektiver i en kunstgræsbane, der vil øge deres muligheder for at tilbyde eleverne udendørs aktiviteter året rundt. Projektet skal i høj grad være med til at samle byen og udnytte de turistmæssige formål som Nibe af Aalborg Kommune er udset til at være. Nibe Boldklub ønsker med projektet at udvikle et koncept hvormed der kan trækkes norske og svenske fodboldhold til Nibe for at træne og bo i eks. vis Nibe Hallens værelser og Sølyst Campings overnatnings huse. Nibe Boldklub med sine ca. 600 medlemmer bliver i dag stærkt sponsoreret af byens butikker og virksomheder og håber med dette initiativ at kunne skaffe øget omsætning til sponsorerne via de udenlandske gæsters besøg i Nibe. Vi vil samtidig gerne gøre opmærksom på, at Nibe Boldklub geografisk er placeret i den vestlige del af Aalborg Kommune, hvilket vil kunne give en naturlig geografisk balance af kunststofbaner i Aalborg Kommune med en placering i Nibe. Budgettet er på kr. 3.000.000 http://www.nibeboldklub.dk/kunstgraesbane-projektetet/
Indsamlingsperiode:
15-05-2017 - 31-12-2018
Sunds IF

Sunds IF har en lang tradition for at være en af Herning kommunes førende foreninger, hvor omdrejningspunktet er aktiviteter til børn, unge og ældre i Sunds by. Denne position vil vi gerne fastholde og udbygge med et multiprojekt, hvor der tænktes i helheder og hvor samarbejde med byens skoler og daginstitutioner intensiveres med opførsel af et multibane- og kunststofbaneanlæg ved Idrætscenter Sunds Vest. I første omgang i fase 1 er det besluttet, at der etableres en kunststofbane i 2017 i kommunalt samarbejde. Kunststofbanen kan anvendes hele året til gavn for byens borgere i Sunds og omegn. Sunds Idrætsforening er en fodboldforening med over 700 medlemmer i en by med omkring 4000 indbyggere. Vi har målrettet arbejdet med DBU’s holdninger og handlinger for ungdomsarbejdet og har derigennem oparbejdet en position, hvor vi i dag afvikler mange af DBU’s aktiviteter, fodboldskoler, pigeraket, kom ud af pomfritten og fodbold fitness for motionsspillere. Alle aktiviteter der understøtter sunde og gode børne- og unge- og voksenmiljøer. Multiprojektet vil omfatte dels multibane, kunststofbane, fitnessredskaber mm., lysanlæg, og tribune. Dertil kommer gårdhavemiljø ved Idrætscenter Sunds Vest med pavilloner, cykelparkering og grønne arealer. www.sundsif.dk/multiprojekt
Indsamlingsperiode:
01-06-2017 - 31-12-2019
Holmegaard GB

Målet med indsamlingen er, at få en kunstgræsbane i Holmegaard, placeret ved hallen. Ligeledes er ønsket stort om en basket, crossfit samt petanque bane. En kunstgræsbane giver alle vores medlemmer gode vilkår for at spille fodbold hele året - også om vinteren hvor græsbanerne er lukkede. Den nærved liggende skole ser også store perspektiver i anlæggelsen af en sådan bane, da dette vil øge mulighederne for at skolen kan lave aktiviteter hele året rundt. En multibane i Holmegaard vil være et samlingssted. http://holmegaardfodbold.dk/klubben/projekterbold-rytmik/project
Indsamlingsperiode:
01-07-2017 - 01-01-2019
Viby IF

Formålet med gaveindsamlingen er at indsamle midler til en kunstgræsbane på Viby Idrætscenter. Behovet for et kunstgræsbaneanlæg på netop Viby Idrætscenter er stort af mange årsager: - Viby Idrætscenter ligger centralt og anvendes af rigtig mange børn og voksne dagligt - For mange årgange er der et fodboldmæssigt spilstop i de 5 vintermåneder. - Det er risikofyldt for fodboldspillere at træne og spille fodbold på ujævne og frosne baner. - Ofte stopper børn med at spille fodbold i forbindelse med efterårs- og vintersæsonen.
Indsamlingsperiode:
27-02-2018 - 31-12-2019
TMG

Målet for gaveindsamlingen er at indsamle midler til en kunstgræsbane, så TMG Fodbold kan tilbyde vintertræning til alle medlemmer
Indsamlingsperiode:
03-05-2018 - 31-12-2019
Boldklubben Skjold

BK Skjold er Danmarks største fodboldklub, men oplever som de fleste andre klubber, at der er sket en "fitnessificiering" af fodbolden, hvor mange blot kommer til aktiviteten og forsvinder igen. Det - tror vi - er en af forklaringerne på, at holdsporten og de store foreningsfællesskaber mister mange medlemmer i disse år. Den udvikling forsøger vi (med succes) at modvirke i BK Skjold med en alternativ og mere rummelig struktur i vores fodboldafdeling, men vi vil også gentænke, hvad en moderne forening kan gøre for at tiltrække, fastholde og engagere mennesker omkring et sundt fællesskab rundt om selve kerneaktiviteten, så de – i vores tilfælde – matcher det nye årtusindes storbyboer bedre end den klassiske friterede-pomfritter-i-klub-cafeteria-tankegang. Det kræver, at vi også gentænker de fysiske rammer. Vi ønsker derfor at omdanne vores lokaler og udeområde ved bagsiden af Østerbro Stadion til et mere multifunktionelt mødested, der kan rumme alt fra kaffedrikkende pensionister om formiddagen over gratis studie/freelance-arbejdspladser, bordtennisspillende klubbørn, gamingevents, klassisk klubaktivitet, sportscafé ved store kampe og trygge teenagefester i weekender til – ikke mindst – jævnlige, store arrangementer, hvor vi vil forsøge at samle en stor del af vores over 2000 medlemmer og andre interesserede københavnere omkring enkeltstående, sunde events som eksempelvis folkekøkken-fællesspisninger. Vores ambition er at ombygge det klassiske klublokale/cafeteria og området foran klubben, så det fremstår mere indbydende og "urbant" og kan bruges til mere forskelligartede aktiviteter og let kan ændre karakter fra dag til dag og skabe et miljø, der rammer den ånd, man i øvrigt finder i København. Vi har masser af engagerede mennesker, der vil hjælpe, men vi har også brug for professionelle til at hjælpe os og helt konkret brug for at købe møbler, maling, skillevægge, planter, hynder, akustikduge, containere, borde/bænke og træ (masser af træ)! Det koster penge, som vi hellere vil bruge på træning og materialer til vores mange børn og unge på fodboldbanerne – og derfor har vi brug for din støtte!
Indsamlingsperiode:
22-10-2018 - 21-12-2018
Gentofte-Vangede Idrætsforening

Giv lidt og vær til stor gavn! Vi er glade for alle der støtter GVI, og nu giver vi dig muligheden, uden du behøver at tegne sponsorater - GVI starter nemlig en såkaldt crowd-funding, hvor vores mål er 300.000 kr. Det er hårde tider for klubben, hvor det at drive en fodboldklub er i konkurrence med alle mulige andre ting, især børn og unge kan bruge fritiden til. Derfor er det også vigtigt, at vi giver vores medlemmer de absolut bedste vilkår vi kan - i klubben og ikke mindst på banerne. Der er mange ting vi gerne vil, men frem for alt vil vi gerne gøre mere der hvor det betyder mest - på anlægget. Derfor sætter GVI nu en crowd-funding op, hvor målet er at skabe bedre rammer på anlægget, feks ved køb af en Goal-station, der gør træningen sjovere og skaber bedre fodboldspillere. Læs mere om vores projekter på anlægget: http://www.gvi-fodbold.dk/funding Det eneste du skal gøre, er at udfylde dine personlige oplysninger eller virksomhedsoplysninger, samt beløb. På forhånd tak for støtten og dit bidrag. GVI - hilsener Bestyrelsen
Indsamlingsperiode:
08-11-2018 - 31-08-2019
Viser gaveindsamling 1-7 af 7