Per Frimann-sagen

Dansk sejr i den olympiske kvalifikationsturnering over Polen i Szczecin blev til ”Per Frimann-sagen” – og kostede to points og reelt også deltagelsen ved OL-slutrunden i Seoul i 1988.


Den 28. oktober 1987 spillede OL-landsholdet kvalifikationskamp mod Polen på Pogon Stadion i Szczecin.

Richard Møller-Nielsen, som tre år senere blev landstræner, fungerede som assistenttræner for Sepp Piontek og var cheftræner for U/21-landsholdet og OL-landsholdet.

Han stillede op med Peter Schmeichel, Lars Olsen, Kent Nielsen, Bjørn Kristensen, John Helt, Per Steffensen, John ”Faxe” Jensen, Kim Vilfort, Per Frimann, Flemming Povlsen og Claus Nielsen.


Reglerne

Efter 25 minutter bragte Kim Vilfort det danske hold foran 1-0, og med mindre end 20 minutter tilbage af anden halvleg sikrede han med sit andet mål den danske sejr på 2-0.

En stabil indsats, der ikke gav anledning til at skifte ud undervejs, og som sikrede førstepladsen i gruppen.

Men fem dage efter kampen, den 2. november, ringede en polsk journalist til DBU. På baggrund af hans oplysninger kunne DBU konstatere, at Per Frimann ikke havde opfyldt betingelserne for at spille på OL-landsholdet.

Det internationale fodboldforbund, FIFA, havde i et brev den 23. december 1986 orienteret de europæiske fodboldforbund, herunder DBU, om reglerne for spille-berettigelse i den olympiske fodboldturnering:

1: ”Den olympiske turnering – Seoul 1988, kvalifikation og slutrunde – er åben for alle spillere undtagen europæiske og sydamerikanske, der har deltaget i kampe om verdensmesterskabet (kvalifikation og slutrunde).

2: ”Europæiske og sydamerikanske spillere, der har spillet mindre end 90 minutter i én kamp i kvalifikationsturneringen og/eller slutrunden, er spilleberettiget i den olympiske turnering”.

3: ”Hvis en spiller fra de under 2 nævnte kategorier har spillet en hel kamp eller mindre end 90 minutter i to eller flere kampe i VM-sammenhæng (kvalifikation og/eller slutrunde), er han ikke længere spilleberettiget i den olympiske turnering”.

Per Frimann, der var blevet alvorligt skadet i en testkamp i Colombia forud for VM-slutrunden i 1986, og derefter sendt hjem til Danmark, havde imidlertid været med i tre af landsholdets VM-kvalifikationskampe forud for slutrunden i Mexico.


Fatal fejl

Han havde fra starten af 2. halvleg afløst Jesper Olsen i den minderige 4-2-sejr over Sovjetunionen i Københavns Idrætspark den 5. juni 1985. Og han afløste en skadet Preben Elkjær allerede efter 14 minutter i returkampen på Lenin Stadion i Moskva, som landsholdet tabte 0-1 den 25. september samme år. Og endelig kom han ind som erstatning for Frank Arnesen i 5-1 sejren over Norge på Ullevaal i Oslo den 16. oktober 1985 med 20 minutter tilbage på et tidspunkt, hvor stillingen var 3-1.

Han havde dermed haft spilletid i tre VM-kvalifikationskampe!

DBU informerede den 3. november FIFA om fejltagelsen. Den 12. november besluttede FIFA, at anvendelsen af den ikke-berettigede spiller skulle takseres til et dansk nederlag på 0-2.

DBUs forretningsudvalg drøftede sagen på dets møde den 23. november.

Den administrative fejl blev vurderet i forhold til den administrativt ansvarliges, daværende generalsekretær Erik Hyldstrups, indsats for dansk fodbold gennem 30 år på den ene side og generalsekretærens forsøg på at omstille sig til de stadigt stigende krav til ledelsen af DBU’s administration i slutningen af firserne på den anden side.

Efter at have vurderet forskellige løsningsmodeller besluttede de fire medlemmer af forretningsudvalget - formanden, de daværende to næstformænd og kassereren – at meddele generalsekretæren, at han indtil videre skulle holde fri.

På sit møde den 5. december 1987 tog bestyrelsen beslutningen fra forretningsudvalget til efterretning, og generalsekretæren blev formelt afskediget.

Fejlen, der ikke fik konsekvenser for andre i DBU’s administration, førte til udarbejdelsen af en konsulentrapport om opbygningen af DBU’s administration og personprofilen på en ny generalsekretær.


Konsekvenserne

For OL-landsholdet blev skrivebords-nederlaget også skæbnesvangert.

Den 18. november tabte holdet 0-1 til Tyskland på Århus Stadion, den 30. marts 1988 blev det uafgjort 1-1 i returkampen i Osnabrück, den 20. april vandt holdet 4-0 over Grækenland på Ålborg Stadion, og det talentfulde hold sluttede kvalifikationsturneringen af med at sætte Polen på plads med 3-0 på Århus Stadion.

Men Tyskland snuppede førstepladsen i gruppen foran Danmark, og indløste dermed billetten til OL-slutrunden i Seoul. Og de danske spillere gik glip af en stor oplevelse og sportslig udfordring.

DBU benyttede dengang andre kriterier for landskampenes status, og derfor rangerede kampene med det daværende olympiske landshold i denne turnering som officielle A-landskampe.

Idet Per Frimann isoleret set var spilleberettiget på Herre A-landsholdet, som den olympiske kvalifikationskamp mod Polen havde status som i 1987, har DBU fastholdt kampens resultat og øvrige statistiske forhold i fodboldforbundets regi, mens DBU måtte acceptere en appelafgørelse fra FIFA, der fastslog, at spilleren ikke havde været spilleberettiget i forhold til reglerne i olympisk kvalifikationssammenhæng på dette tidspunkt.

Siden har FIFA, der administrerer den olympiske fodboldturnering, vedtaget andre regler for spille-berettigelsen, der nu er aldersbetinget.

Per Frimann nåede yderligere fire landskampe, inden en skade satte en stopper for hans karriere allerede som 27-årig. Han er noteret for 17 landskampe på det berømte ”firserhold” inklusiv en enkelt kamp under EM-slutrunden i Vesttyskland i 1988, som Danmark tabte 0-2 til Italien.

Per Frimann repræsenterede RSC Anderlecht, AGF og Brøndby i sin seks-årige karriere som landsholdsspiller.

Richard Møller Nielsen og seks af spillerne fra kampen i Szczecin - Peter Schmeichel, Lars Olsen, Kent Nielsen, John ”Faxe” Jensen, Kim Vilfort og Flemming Povlsen – vandt i juni 1992 Europamesterskabet.

Erik Hyldstrup, der havde tegnet DBU fra 1954, krævede med sine ambitioner om et højt kvalitetsniveau indsigt i alle administrative forhold, og med det forøgede arbejdspres på administrationen op gennem firserne blev han så at sige offer for sin egen ledelsesstil.

Erik Hyldstrup døde i august 1998 efter længere tid sygdom.

Af: Lars Berendt -