Fair play: Wieghorst brændte straffe med vilje

International respekt for enestående dansk fair play-gestus mod Iran i Hong Kong.

”Dagens detalje” på verdens største tv-station!

Morten Wieghorst har sikret dansk fodbold et flot kapitel, når den store bog om fair play engang skal skrives.

Situationen indtraf i dommerens tillægstid i første halvleg af åbningskampen mellem Danmark og Iran ved Carlsberg Cup i Hong Kong lørdag den 1. februar 2003 klokken 16.16:

Den iranske målmand, Ebrahim Mirzapour, sender bolden hen til sin venstre wingback, Alireza Nikbakht Vahdi, der modtager den helt nede ved baglinien lige uden for straffesparksfeltet. Vahdi triller den med højre inderside tilbage ind i feltet.

Samtidig lyder en fløjte, som alle på stadion kan høre; tilskuerne konstaterer, at nu er der pause, det samme gør reservespillerne, trænerne, sundhedssektorerne og de øvrige ledere på de to holds udskiftningsbænke. Og det gør spillerne på banen også. Også Vahdi, der vipper bolden op i hænderne for at kaste den hen til kampens lokale dommer, Albert Chiu Sin Chuen.

Wieghorst troede også der var pause

Men i stedet for at modtage bolden, sige tak og lede spillerne ud til pausen, fløjter Chuen, og peger på straffesparkspletten. Det var nemlig ikke hans fløjte, størstedelen af de 22 spillere på banen og de 22.000 udenfor linierne havde hørt!

Derfor ser dommeren ingen anden udvej end at følge fodboldreglerne og dømme straffespark til Danmark for hånd på bolden!

”Jeg hørte også fløjten. Men jeg hørte den fra en anden retning end fra dommeren, men tænkte ikke mere over det. Så jeg vendte mig mod udgangen, og var på vej ud til pause”, husker Morten Wieghorst, og uddyber:

”Pludselig råber Kasper Dalgas til mig, at der er dømt straffe. Jeg bliver forvirret, for alle andre er også på vej mod udgangen. Men så kan jeg se, at dommeren peger på straffesparkspletten. Og nogen af de andre begynder at fortælle, hvad der er sket.”

Ingen på den danske bænk når derimod at se, hvad der var sket inde i straffesparksfeltet, og vi er godt på vej ind over sidelinien på banen, da liniedommeren holder os og vores kolleger på den iranske bænk tilbage.

De fleste udenfor er på vej til at acceptere, at der måske endnu mangler et halvt minuts tid af det ekstra minut, dommeren har lagt til. Først dér begynder det at gå op for os udenfor banen, hvad der er sket.

Spillerne ser desorienterede på hinanden, og da det går op for de iranske spillere, hvad der er dømt, omringer de i første omgang dommeren for at få en forklaring og få ham til at ændre sin beslutning. Dernæst løber de i frustration ud til deres trænere og ledere.

Træneren kalder anføreren ud

”Vi havde på forhånd aftalt, at det var Michael Hansen eller mig, der skulle sparke, og da Michael sad udenfor, skulle det jo være mig. Så jeg tager bolden, hvorefter de iranske spillere først er på vej ud af banen, og derefter begynder de at råbe ”fair play”, og det hele er forvirring. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre”, fortsætter Morten Wieghorst, der efter en kort samtale med dommeren gør klar til at tage straffesparket.

Landstræner Morten Olsen følger situationen på banen fra sin plads ved sidelinien, og for at være sikker på, at hans anfører har samme opfattelse af situationen, pifter han for at komme i kontakt med ham. Et par medspillere gør ham opmærksom på, at træneren vil have ham ud til sidelinien.

Liniedommeren forhindrer ikke træneren i at komme i kontakt med sin anfører henne foran den iranske bænk under de specielle omstændigheder, hvor de iranske reservespillere, trænere og ledere allerede giver deres anerkendelser til udtryk i forventningen om, at Morten Olsen vil bede Morten Wieghorst undlade at score på den sportsligt set urimelige chance.

”Jeg havde en fornemmelse af, hvad der var sket, og Wieghorst bekræftede mig i mine antagelser. Så sagde jeg til ham, at der kunne ikke være tvivl om, at det eneste rigtige var at sparke dén bold ved siden af målet. Det var vi helt enige om”, forklarer landstræner Morten Olsen.

”Jeg var glad for, at Morten var så afklaret. Jeg synes, det er lidt for meget at forlange, at vi som spillere også skal kunne tage en så stor beslutning, men jeg var helt på linie med ham”, husker Morten Wieghorst.

Anføreren løber tilbage mod straffesparksfeltet, hvor han kort udveksler et par ord med såvel medspillere som modspillere. Han lægger bolden til rette, tager et kort tilløb, og sender den med en blød inderside flere meter til højre for det iranske mål, hvor målmanden blot følger bolden uden at flytte sig.

”Dagens detalje” på CNN

Reaktionerne på denne hidtil usete fair play-gestus i en tv-transmitteret, international kamp udebliver heller ikke, da tilskuerne bryder ud i ankerkendende jubel over det brændte straffespark, ligesom iranerne takker såvel Morten Wieghorst som Morten Olsen.

To minutter efter pausen scorer Iran til kampens resultat 1-0 på et korrekt dømt straffespark, og benytter resten af kampen stort set enhver lejlighed til at trække tiden ud ved at simulere skader langt inde på banen. Ligesom en skadesbehandlet iransk spiller på et tidspunkt vinkes tilbage på banen, hvorefter han straks bagfra snupper bolden fra Rasmus Daugaard, der med ryggen til slet ikke er opmærksom på, at spilleren har fået lov til at komme tilbage på banen under spillet.

Så meget for iransk fair play i spilsituationerne. Men at Danmark blev den moralske vinder af kampen, understregede verdens største tv-station, CNN, dagen efter, da stationen udnævnte Morten Wieghorsts gestus til ”play og the day” – ”dagens detalje”:

”Hvem siger sportsmanship ikke lever i bedste velgående? Vi har det perfekte eksempel, når vi kommer tilbage med World Sports efter pausen”, introducerede CNNs studievært med billederne af Morten Wieghorsts aktion i baggrunden.

Under reportagen fra semifinalerne i Carlsberg Cup konstateret CNN, at Iran nåede finalen med en 1-0 sejr over Danmark:

”Danmark vandt ganske vist ikke kampen, men de vandt vores beundring”, hvorefter stationen viste straffesparkssituationen, Morten Wieghorst i samtale med Morten Olsen ude på sidelinien, Morten Wieghorsts bløde straffespark og til sidst hans løb tilbage på banen igen.

I kampens sidste minut blev Morten Wieghorst brutalt sparket ned i straffesparksfeltet, men uanset dommerens placering tæt på ulovligheden, forblev hans fløjte tavs. Og Iran vandt 1-0.

”Jeg ved jo nu, at vi tabte kampe og dermed chancen for at vinde turneringen, fordi jeg skød ved siden af med vilje. Men jeg er på vegne af dansk fodbold stolt af vores valg og den opmærksomhed, det har givet os rundt om i verden. Jeg er sikker på, at vi vinder mere i længden ved at vise fair play i den situation”, slutter Morten Wieghorst.

Morten Wieghorst og det danske Ligalandshold – CNNs ”play of the day” søndag den 2. februar 2003.

Fair play lever!

/lb

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første