Hvor går grænsen?

De danske fodboldklubber skal til at diskutere holdninger til acceptabel opførsel på og udenfor banen under en fodboldkamp. DBU lancerer i disse dage en holdningskampagne, der skal få debatten i gang ude i fodboldklubberne.

Hvor langt kan man gå, og hvad kan man tillade sig som træner, leder, dommer, forælder og tilskuer?
 
Heldigvis forløber de fleste af de over 1000 fodboldkampe, der bliver spillet hver uge på en fair og ordentlig måde. Men desværre oplever vi i fodbolddanmark også flere tilfælde af, at man ’misforstår’ sin egen rolle under en fodboldkamp og går over stregen ved at råbe uacceptable ting efter eksempelvis dommer, modspillere eller modstanderholdets tilskuere. Og det går ud over oplevelsen for alle!
 
Dansk Boldspil-Union lancerer derfor i disse dage en holdningskampagne målrettet alle danske fodboldklubber. En kampagne, der skal få klubberne, og klubbens interessenter, til at forholde sig til opførsel og adfærd under en fodboldkamp, både på og udenfor banen. En kampagne, der skal få alle fra top- til breddefodbolden til at reflektere over deres egen rolle på banen. Hvor går grænsen?
 
”Som træner er jeg selvfølgelig meget bevidst omkring, at jeg er en rollemodel overfor mine egne spillere, modstanderholdets trænere og ledere. Og ikke mindst publikum. Der er så stort et fokus på SAS Ligaen, og der er også stort fokus på os som trænere. Alle de unge spillere sidder jo og ser på SAS Liga kampene som bliver vist på tv. Og det er der, de lærer spillet og lærer, hvordan man opfører sig omkring kampe,” lyder det fra Morten Wieghorst, der er SAS Liga-træner for FC Nordsjælland, samt medlem af DBUs Fair Play-udvalg.
 
Morten Wieghorst optræder sammen med mange andre på DVD’en ’Har du en holdning?’ der udsendes til alle klubber i øjeblikket. DVD’en indeholder således en lang række klip og kommentarer, der skal vise både gode og mindre heldige eksempler på, hvordan man fra kampene i de yngste rækker til landsholdet behandler hinanden på og omkring fodboldbanen.
 
Forældre og tilskuere i fokus
 
”Det er utrolig vigtigt at publikum er engageret, det er jo en del af spillet. Derfor kan man jo også i ærgrelse over, hvad, man selv har synes, er et fejlskøn fra dommerens side, komme med et udbrud – det hører jo med, også som forældre. Det må bare ikke gå hen og blive et personligt angreb,” lyder det fra Lone Ligaard, der som forælder optræder på DVD’en.
 
I kampagnen forsøger DBU blandt andet netop at nå de forældre, der via deres opførsel på sidelinjen viser, at de helt har misforstået deres rolle. Blandt andet kommer den med flere eksempler på, hvad der sker i kampe helt ned på mikroput-niveau.
 
Holdningskampagnen er en del af det overordnede projekt ’Holdninger og handlinger’, der blev lanceret i 2006 målrettet DBUs holdninger til god børne- og ungdomsfodbold, herunder også forældre og trænernes rolle i udviklingen af gode fodboldspillere.
 
Sammen med DVD’en udsendes et debathæfte, der skal give klubberne et konstruktivt redskab og et udgangspunkt for at diskutere opførsel og samtidigt får fastlagt nogle mere formelle retningslinjer/politikker for, hvordan man kan/skal/bør opføre sig og respektere hinandens roller under en fodboldkamp.
 
Se klip fra DVD'en og læs mere om projektet ’Har du en holdning?’ på www.dbu.dk/holdningskampagne

 
Læs mere om DBUs holdninger til god børne- og ungdomsfodbold på www.dbu.dk/bornefodbold
Af: Pia Schou Nielsen - 01. februar 2008, 02:49

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første