FC Amager anker skrivebords-nederlag

FC Amager debuterede i Viasat Divisionen med en 4-2 sejr over SAS Liga-nedrykkerne fra Lyngby Boldklub, men blev frataget sejren efter anvendelse af en karantæneramt spiller. Klubben anker det disciplinære nederlag til trods for erkendelse af ansvar.

FC Amagers sportsligt flotte debutkamp i Viasat Divisionen mod Lyngby Boldklub blev få dage efter vendt til et skrivebordsnederlag.
 
FC Amager vandt 4-2 over Lyngby Boldklub, men den sportsligt overbevisende sejr blev af disciplinære årsager blevet ændret til et nederlag på 0-3, efter DBU Turneringer havde behandlet en protest fra Lyngby Boldklub over modstanderens brug af spilleren Nicki Albæk.
 
Den pågældende spiller havde 41 karantænepoints efter afslutningen af den ordinære turnering i 2. division 2007/2008. Spilleren modtog imidlertid en såkaldt 6-points advarsel i klubbens anden play off-kamp mod Brabrand den 21. juni, og kom dermed op på 47 karantænepoints og følgelig en hængende karantæne, som efter reglerne skal overføres til denne sæson.
 
Med én spilledags karantæne var han dermed ikke spilleberettiget i kampen mod Lyngby Boldklub, hvilket klubben blev gjort opmærksom på i en skrivelse fra DBU Turneringer den 23. juni.
 
FC Amager blev dermed i henhold til turneringsreglernes § 36.2 dømt som taber af kampen med målscoren 0-3, mens modstanderholdet Lyngby Boldklub blev tildelt tre points og målscoren 3-0.
 
FC Amager erkendte fejlen og accepterede de resultatmæssige konsekvenser tidligere på måneden, men klubben har alligevel valgt at benytte dens ankemuligheden.
 
Det fremgår af klubbens anke, at den principalt vil have kendelsen af 12. august omgjort, således at det oprindeligt opnåede resultat 4-2 til FC Amager fastholdes, subsidiært at kampen skal spilles om eller mere subsidiært, at Lyngby Boldklub fratages de af DBU’s disciplinærudvalg administrativt tillagte points og den af samme tilkendte målscore.
 
DBU vil ikke kommentere indholdet i klubbens anke, før sagen er blevet behandlet og afgjort i DBUs bestyrelse på dens møde lørdag den 20. september.
 
Af: Lars Berendt - 26. august 2008, 04:04

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første