Ligalandsholdet hårdt ramt i år

Christopher Poulsen, FC Midtjylland, må også melde forfald til Ligalandsholdets træningstur. Erstattes af Jan Frederiksen, Randers FC. Ligalandsholdet rejser på træningsophold i Phuket torsdag den 15. januar.

Med kun to døgn til afrejsen til træningsopholdet i Thailand er Ligalandsholdet ramt af endnu et afbud.
 
Det er FC Midtjyllands venstre back, Christopher Poulsen, der har betændelse i den ene achillessene, og derfor vil være ude af stand til at træne den kommende uge.
 
Han er ellers én af de spillere, der netop gennem sin deltagelse på Ligalandsholdets træningstur i januar 2007 sikrede sig plads på A-landsholdet sidste efterår, og som trænerne gerne ville have haft chancen for at arbejde videre med på den kommende træningstur.
 
Christopher Poulsen bliver erstattet af den Randers FC’s 26-årige forsvarsspiller Jan Frederiksen, der som Lyngby-spiller opnåede 15 ungdomslandskampe for U/19-, U/20- og U/21-årgangene.
 
 
Største antal skader i 25 år
 
Afbudet fra Christopher Poulsen er det 10. til dette års udgave af Ligalandsholdet.
 
Det er det højeste antal afbud til en Ligalandsholdstrup, siden DBU etablerede denne udviklingsaktivitet i 1983. Dermed er halvdelen af truppen udskiftet siden udtagelsen af truppen i begyndelsen af december måned på grund af bevidste fravalg spillere eller uforudsete skader.
 
”Skader er som bekendt altid en del af vores lod, når vi tager af sted på træningsturene med denne gruppe af spillere kort efter jul og nytår. Men vi er åbenlyst hårdt ramt denne gang,” gentager landstræner Morten Olsen, og uddyber:
 
”Det er selvfølgelig ikke optimalt, men det er bestemt også en undtagelse, at vi modtager så mange afbud. Heldigvis er der mange, kvalificerede spillere i SAS Ligaen til denne trup, og dem ser vi frem til at arbejde med i den kommende 10-dages periode. Og hvis vi kan motivere og udvikle dem individuelt gennem træningerne og kampene, så kan de også tage noget med hjem til dem selv og deres klubber.”
 
Omvendt er det første gang i flere år, at landstrænerne ikke har måttet se bort fra spillere, der har skiftet til en udenlandsk klub i perioden mellem udtagelsen til Ligalandsholdstruppen og afrejsen.
 
 
Ser bort fra FCK og AaB
 
De første afbud kom således fra FC København-spillerne Mathias ”Zanka” Jørgensen, Hjalte Bo Nørregaard og Thomas Kristensen, som Morten Olsen selv valgte at se bort fra, da klubben sikrede sig kvalifikation til 16-delsfinalerne i UEFA Cup’en.
 
Ligesom landstræneren så bort fra AaB’s spillere, der også skal spille UEFA Cup i næste måned, allerede ved nomineringen af truppen.
 
Derefter skiftede Martin Vingaard fra Esbjerg fB til FC København, og så blev han også sorteret fra.
 
I januar kom så skadesafbud fra Brøndby-spillerne Thomas Rasmussen og Anders Randrup efterfulgt af Jonas Troest, Steffen Kielstrup og Mikkel Bischoff efter weekenden.
 
Af de 21 spillere i den seneste udgave af Ligalandsholdet, der i januar sidste år var på træningstur til Oman, Qatar og Bahrain, blev 15 af spillerne benyttet på A-landsholdet løbet af sæsonen 2008.
 
Ligalandsholdets træningsophold er af det thailandske fodboldforbund blevet ændret fra Bangkok til Phuket, hvor holdet træner og spiller på Surakul Sports Stadium.
 
Ligalandsholdstruppen består af aktuelle og potentielle landsholdsspillere fra først og fremmest de danske klubber.
 
Af: Jacob Wadland - 13. januar 2009, 07:08

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første