Martin Laursen stopper på landsholdet

Martin Laursen - landsholdets midterforsvarer siden 2000 og Årets Spiller 2008 – trækker sig fra landsholdet efter 53 kampe i rødt og hvidt. Knæskader sendte ham ud i halvandet års skadespause i træk og sammenlagt godt tre års fravær fra landsholdet. Og sætter nu definitivt stop for hans landsholdskarriere.



Martin Laursen har spillet sin sidste landskamp.
 
Torsdag informerede landsholdets 31-årige centerforsvarer landstræner Morten Olsen om sin beslutning, der er en udløber af lange skadesperioder med blandt andet en korsbåndoperation i venstre knæ.
 
”Beslutningen er min egen, og det er den sværeste, jeg har skullet træffe i min fodboldkarriere. Jeg har gjort alt for ikke at skulle træffe dette valg, for jeg elsker at spille på landsholdet, og der er ikke noget, jeg hellere vil end at forsøge at hjælpe landsholdet med til VM-slutrunden,” fortæller Martin Laursen fra hjemmet i Birmingham, hvor han i øjeblikket restituerer efter en operation i menisken i højre knæ, og uddyber:
 
”Tankerne om et comeback på landsholdet var en ambition, der drev mig gennem skadesperioderne. Men nu kan mine knæ ikke længere holde til, at jeg både spiller kampe for Aston Villa og for landsholdet. Og i den situation er den eneste rigtige løsning at være til disposition for klubben, der er min arbejdsgiver i det daglige.”
 
 
Morten Olsen: Stort tab for landsholdet
 
Landstræner Morten Olsen har fulgt Martin Laursens langvarige skadesforløb, og har efterfølgende taget hensyn til spillerens situation, ved i flere tilfælde at undlade at udtage ham til venskabslandskampe.
 
Landstræneren har derfor været klar over risikoen for, at Martin Lausen på et tidspunkt måtte opgive sin landsholdskarriere, men det er en trist overraskelse for Morten Olsen, at det definitive afbud kommer nu.
 
”Jeg havde selvfølgelig håbet, at Martin ville være til disposition i hele denne VM-kampagne, og der er ingen grund til at pakke det ind; hans afbud er et stort tab for landsholdet. Martin har udviklet sig til én af de hovedstødsstærkeste spillere Europa både defensivt og offensivt. Det skal ikke lyde som en undskyldning, for vi har andre, kompetente spillere, men det er simpelthen realiteterne,” forklarer Morten Olsen, og uddyber:
 
”Martin er en drøm af spiller for enhver træner. Han har en utrolig og smittende vindermentalitet, og han er meget ambitiøs både i forhold til sig selv og holdet. Jeg er naturligvis rigtig ked af det på både hans og vores vegne, men jeg stor forståelse for det logiske ræsonnement i hans beslutning. Han skal lige nu tænke på både sin klub og sin fremtid efter fodbolden.”
 


Skadesperioderne
 
Martin Laursens skadesproblemer startede efter EM-slutrunden i Portugal i sensommeren 2004, hvor han – uden at man kendte skadens omfang på dette tidspunkt – kun var i stand til at spille første halvleg af venskabslandskampen mod Polen i Poznan i august måned.
 
Herefter var Martin Laursen gennem sin første skades-, behandlings- og genoptræningsperiode, som holdt ham ude af landsholdet indtil marts 2005.
 
Uden at være i sædvanlig landsholdsform var han med i VM-kvalifikationskampen mod Kasakhstan i Parken i marts 2005, men rejste tilbage til England før kampen mod Ukraine fire dage efter. Og til det der skulle vise sig at blive til mere end ét års pause for forsvarsspilleren.
 
Gennem en målrettet restitutionsperiode kvalificerede han sig i første omgang til truppen og siden til startopstillingen for Aston Villa tidligt i den engelske sæson 2006/2007.
 
Det gav ham også comeback i landsholdstruppen i efteråret 2006, inden en ny men mindre kompliceret skade sendte ham udenfor.
 
Han kom tilbage i landsholdstruppen til EM-kvalifikationskampen mod Sverige i juni forrige år – dén med Fodboldtossen – hvor han sad på bænken, mens Michael Gravgaard og Daniel Agger spillede pladserne i centerforsvaret. Men mod Letland fire dage efter overtog han førstnævntes plads og dannede centerforsvar med sidstnævnte.
 
Siden har han stort set ikke set sig tilbage, og har kun undværet de landskampe, hvor han og landstræner Morten Olsen har vurderet, at det var bedre at skåne ham for belastningen.
 
I øjeblikket restituerer Martin Laursen efter en operation i menisken i højre knæ, som under alle omstændigheder ville betyde afbud til venskabslandskampen mod Grækenland om to uger og VM-kvalifikationskampene mod Malta den 26. marts og Albanien den 1. april.
 
 
38 kampe med René Henriksen
 
Martin Laursen debuterede i en venskabslandskamp mod Portugal i marts 2000 under Bo Johansson. Og med undtagelse af den ene optræden mod Kasakhstan i marts 2005, var han faktisk udenfor landsholdet i næsten tre år fra august 2004 til juni 2007.
 
Èn spiller gør naturligvis ikke et helt hold. Men Martin Laursen og René Henriksen repræsenterede en høj grad af stabilitet i midterforsvaret i de første fire år med Morten Olsen som landstræner, hvor landsholdet kvalificerede sig til VM-slutrunden i Japan og Sydkorea i sommeren 2002 og EM-slutrunden i Portugal i sommeren 2004.
 
René Henriksen debuterede i marts 1998, Martin Laursen to år senere. I perioden fra Martin Laursens debut og frem til hans første skadespause og René Henriksens stop på landsholdet efter EM-slutrunden i 2004 spillede de to sammen i 38 af landsholdets 53 kampe i denne fire-årige periode. Hvor det i øvrigt tog Martin Laursen et godt års tid, før han fik etableret sig i startopstillingen.
 
Mens mange andre spillere med ringere psyke måske havde smidt håndklædet på grund af uvisheden og under savnet af fællesskabet i de ensomme timer med genoptræning, vendte Martin Laursen tilbage i stor stil.
 
Og hans comeback blev kronet med kåringen til Årets Spiller i 2008 i såvel DBUs officielle kåring ved Dansk Fodbold Award i november og i Spillerforeningens kåring i januar.
 
Martin Laursen vælger at lægge landsholdstrøjen på hylden efter 53 landskampe, der har budt på sejre til landsholdet i præcis over halvdelen af kampene (27), mens 14 er endt uafgjort og 12 er tabt.
 
I de 53 kampe har modstanderne fået adgang til de danske netmasker 56 gange, mens Martin Laursen har scoret to af landsholdets 90 mål i kampene.
Ikke mindst hans udligning til 2-2 tre minutter og 27 sekunder inde i dommer Urs Meiers overtid i EM-kvalifikationskampen mod Rumænien i Parken i september 2003 er en klassiker.
 
 
Læs også:
 
 Martins to års tålmodighed (artikel fra Landskampmagasinet Danmark-Nordirland fra oktober 2006 om Martin Laursens skadesperiode)

Martin Laursens profil i Landsholdsdatabasen
Af: Lars Berendt - 29. januar 2009, 02:36

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første