Tre nye dommere i SAS Ligaen

DBU fortsætter generationsskiftet blandt dommerne i SAS Ligaen, der fra den nye sæson får tre nye dommere i form af Lars Christoffersen, Henrik Nystrup Kragh og Henning Jensen, der er tidligere kontraktspiller i Herning. 124 ekstra kampe efter ny struktur for 2. Division.

Lars Christoffersen debuterer i efteråret som dommer i SAS LigaenDBUs Elitedommergruppe har dagen efter afslutningen på Danmarksturneringen foretaget indrangeringen af dommerne og linjedommerne til den kommende sæson.
 
Gruppen fortsætter det generationsskifte, der blev indledt sidste år, ved at rykke tre nye dommere op, mens gruppen kun siger farvel til to.
 
 
Tidligere kontraktspiller ny SAS Liga-dommer
 
Lars Christoffersen, Henrik Nystrup Kragh og Henning Jensen er navnene på de tre kommende SAS Liga-dommere.
 
Lars Christoffersen og Henrik Nystrup Kragh, begge 32 år, debuterede som dommere i 2. Division i 2003, og har de seneste to sæsoner dømt i 1. Division, og har henholdsvis 60 og 55 Danmarksturneringskampe bag sig.
 
Henning Jensen, 35 år, har en fortid som kontraktspiller for Herning Fremad, som han spillede for i perioden 1992-95. Inden da opnåede han at vinde Ynglinge-DM med Vildbjerg FS, som han også sluttede sin karriere hos efter sine fem sæsoner hos det nuværende FC Midtjylland.
 
Med debut i 2. Division i sommeren 2004 og i 1. Division året efter er der tale om en lynkarriere for den tidligere spiller, har spillet 75 kampe for Herning i 1. og 2. Division og dømt 35 Danmarksturneringskampe.
 
 
Flere kampe til dommerne

Elitedommergruppen vil derfor have 15 dommere til disposition til de 198 kampe i SAS Ligaen fra den kommende sæson mod.
 
”Det ideelle antal er fortsat 14 dommere til SAS Ligaen. Men vi forbereder os på, at vi efter næste sæson skal tage afsked med tre nuværende SAS Liga-dommere,” forklarer Kaj Østergaard, der er medlem af DBUs dommerudvalg og formand for DBUs Elitedommergruppe, der står får det faglige arbejde med topdommerne.
 
Dermed henviser Kaj Østergaard til, at de tre mest erfarne SAS Liga-dommere, Kim Milton Nielsen, Knud Erik Fisker og Knud Stadsgaard, står foran at skulle dømme deres sidste sæson på topplan, idet de falder for aldersgrænsen på 45 år med udgangen af den kommende sæson.
 
Det indgår i planlægningen med de 15 SAS Liga-dommere, at de tre nye dommere vil få færre kampe i deres første sæson i landets bedste række end deres kolleger, men at de vil få kamptræning gennem opgaver i Viasat Sport Divisionen.
 
Elitedommergruppen har ligeledes stået med en udfordring i form af den nye struktur med den geografisk opdelte 2. Division med i alt 28 hold efter sommerferien mod de hidtidige 16 hold. Det betyder påsætning af dommere til 124 yderligere kampe i 2. Division.
 
Elitedommergruppen har valgt at fastholde kvalitetskravene for oprykning til 2. Division, og løser i stedet opgaven med det store antal kampe ved at tildele dommerne flere kampe. Således vil også både dommere med SAS Liga- og Viasat Sport Division-status komme til at dømme kampe i henholdsvis den næstbedste og tredjebedste række den kommende sæson.
 
 
Johnny Røn og Tonny K. Poulsen for lader SAS Ligaen
 
Søndag dømte Johnny Røn, 38 år, sin sidste SAS Liga-kamp i opgøret mellem de nye Danmarksmestre, Brøndby IF, og FC Nordsjælland på Brøndby Stadion.
 
Han fortsætter sin civile karriere som servicechef med base i Singapore, hvor DBU har skaffet ham kontakt med det nationale fodboldforbund med henblik på at fortsætte sin dommergerning i Asien.
 
Elitedommergruppen har ved deres evaluering af dommerne i den netop afsluttede sæson og indrangeringen til den kommende sæson valgt Tonny K. Poulsen, 39 år, fra til opgaverne i landets bedste række.
 
Gruppen angiver blandt andet skader som årsag til fravalget. Skaderne har betydet, at Tonny K. Poulsen kun har været til begrænset rådighed i perioder, og dermed har haft vanskeligt ved at holde et højt niveau gennem hele sæsonen.

Johnny Røn og Tonny K. Poulsen blev sammen rykket op i landets bedste række fra starten af sæsonen 1999/2000, hvor de erstattede Peter Mikkelsen og Jørgen Johansen, der begge havde valgt at indstille deres karrierer tidligere samme år.

Johnny Røn tog sin dommereksamen i 1983, startede i Danmarksserien i 1992, i 2. division i 1994 og i 1. division i 1998. Han nåede at dømme over 250 kampe i Danmarksturneringen, og har deltaget i omkring 45 internationale opgaver.

Tonny K. Poulsen, 39 år, har været dommer siden 1984, og hans talent blev hurtigt klart for det daværende dommerudvalg. Han debuterede i Danmarksserien i 1994, 2. Division i 1995, i 1. Division i 1996 og i Superligaen i 1999. Han har indtil videre dømt 217 kampe i Danmarksturneringen, og fortsætter efter sommerferien i den næstbedste række.
 
 
Jens Larsen vinkede farvel
 
Allerede i september sidste år meddelte Jens Larsen, 43 år, at den netop afsluttede SAS Liga-sæson ville blive hans sidste.
 
Han tog sin dommereksamen i 1982, og debuterede som dommer i 2. Division i 1992, inden han to år senere valgte at gå linjedommervejen, da det internationale fodboldforbund, FIFA, indførte differentieringen mellem dommere og linjedommere.
 
FIFA kvitterede for hans valg ved straks at sætte ham på listen over internationale linjedommere samme år. Og allerede i august 1994 var han på linjen i sin første Champions League-kamp mellem AEK Athen og Glasgow Rangers, og har siden blandt andet været linjedommer i tre semifinaler og finalen fra maj sidste år mellem Monaco og Porto i UEFAs fornemmeste klubturnering.
 
Hans internationale karriere omfatter indtil videre også over 25 A-landskampe fordelt på nogle få venskabslandskampe, en række kvalifikationskampe og ikke mindre end 13 kampe ved EM- og VM-slutrunder. Opgaven som linjedommer for den svenske dommer Anders Frisk ved EM-finalen mellem Frankrig og Italien er den højest rangerende af slutrundekampene.
 
Blandt de øvrige over mere end 100 internationale kampe hører ungdomslandskampe og klubkampe i UEFA Cup'en, TOTO Cup'en og VM for klubhold i Brasilien i januar 2000, og dermed stoppede Jens Larsen som Danmarks internationalt mest benyttede linjedommer nogensinde.
 
Jens Larsens nationale karriere omfatter et ukendt antal kampe i de hjemlige turneringer, blandt andet pokalfinalerne Brøndby-FC København i 1998 og FC København-OB i 2002 samt en enkelt dommeropgave i Superligaen mellem AB og OB tilbage i 2000.
 
 
Syv nye i 2. Division
 
1. Division får to nye dommere i skikkelse af Lars Hummelgaard og Heine Sørensen, mens Rasmus Møller Jensen, Michael Johansen, Jakob Kehlet, Andreas Knudsen, Lars Winther Nielsen, Bjarne Nigaard og Martin Olsgaard debuterer i 2. Division
 
DBUs Elitedommergruppe er ansvarlig for uddannelsen, indrangeringen og bedømmelsen af dommerne i Danmarksturneringen.
 
DBUs Elitedommergruppe består af Kaj Østergaard, Peter Mikkelsen, Jørn West Larsen, Jan Carlsen og Preben Worsøe.
 
SAS Ligaen starter onsdag den 20. juli, Viasat Sport Divisionen starter i weekenden den 30. og 31. juli, mens 2. Division lægger ud weekenden efter, den 6. og 7. august.
 
 
 
Oversigt:
 
Se oversigten over dommerne- og linjedommerne i Danmarksturneringen 2005/2006 her.
Af: Lars Berendt - 21. juni 2005, 00:13

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første