Jon Dahl Tomasson anfører mod Grækenland

Jon Dahl Tomasson overtager anførerbindet fra Thomas Helveg, der er helt udenfor den officielle trup på 18 spillere til aftenens VM-kvalifikationskamp mod Grækenland. Brian Priske erstatter Thomas Helveg, mens Per Nielsen erstatter sin skadede klubkammerat, Daniel Agger.

Landsholdets normale anfører Thomas Helveg må stå over dagens afgørende VM-kvalifikationskamp mod Grækenland grundet en akillesskadeLandstræner Morten Olsen ændrer – under alle omstændigheder tvunget af omstændighederne – på to pladser til aftenens VM-kvalifikationskamp mod Grækenland i forhold til startopstillingen mod Georgien på samme adresse for en måned siden.
 
Begge ændringer kommer i forsvaret, hvor Per Nielsen er klar igen efter sin ansigtsskade. Han overtager pladsen fra sin skadede klubkammerat, Daniel Agger.
 
Samtidig stod det i formiddag klart, at anfører Thomas Helveg ikke vil være i stand til at starte med sin akillesskade. Hans plads som højre back bliver i stedet overtaget af Brian Priske, der måtte vige pladsen til Thomas Helveg mod Georgien.
 
Michael Gravgaard får dermed sin anden optræden fra start. Niclas Jensen spiller sin sædvanlige venstre back.
 
Christian Poulsen og Thomas Gravesen er som sædvanlig makkerpar på den defensive midtbane med Claus Jensen som forreste midtbanespiller lige bag Jon Dahl Tomasson.
 
Ligeledes formstærke Dennis Rommedahl fortrænger for tredje kamp i træk Jesper Grønkjær fra pladsen som højre wing med Martin Jørgensen i den modsatte side.
 
Til bænken har Morten Olsen udover reservemålmand Jesper Christiansen valgt forsvarsspillerne Leon Andreasen og Lars Jacobsen, midtbanespilleren Daniel Jensen samt angriberne Jesper Grønkjær, Kenneth Perez og Søren Larsen.
 
 
Danmarks startopstilling:
 
1:
Thomas Sørensen
2:
Christian Poulsen
3:
Michael Gravgaard
4:
Per Nielsen
5:
Niclas Jensen
6:
Brian Priske
7:
Thomas Gravesen
8:
Claus Jensen
9:
Jon Dahl Tomasson (anfører)
10:
Martin Jørgensen
11:
Dennis Rommedahl
 
 
12:
Leon Andreasen
13:
Lars Jacobsen
14:
Daniel Jensen
15:
Jesper Grønkjær
16:
Jesper Christiansen
17:
Kenneth Perez
18:
Søren Larsen
 
 
Leon Andreasen, der allerede onsdag aften sluttede sig til A-landsholdstruppen, blev efter træningen fredag formiddag indlemmet i bruttotruppen på nu 20 spillere.
 
Han deltog første gang ved træningen på Vedbæk Boldklubs baner torsdag formiddag, og var med igen fredag formiddag, hvor landsholdet gennemførte det sidste og lukkede træningspas forud for den udsolgte VM-kvalifikationskamp mod Grækenland lørdag aften i Parken.
 
Årsagen til, at Leon Andreasen blev hentet fra en sikker startopstilling på U/21-landsholdet fredag aften til en på bænken hos A-landsholdet, skal findes hos to af A-landsholdstruppens ordinære forsvarsspillere, Michael Gravgaard og anfører Thomas Helveg, der døjede med irritationer i henholdsvis muskel og akillessene.
 
U/21-landsholdet sikrede sig som bekendt førstepladsen i holdets EM-kvalifikationspulje i går aftes ved at besejre Grækenland 2-1. Læs mere her.
 
Valget af de 18 spillere betyder samtidig, at landstræneren vælger at se bort fra Thomas Kahlenberg til den officielle trup til denne kamp, hvor Thomas Helveg som nævnt heller ikke indgår.
 
De er dog sammen med tredje reservemålmand, Stephan Andersen, klar til at rejse med bruttotruppen til Kasakhstan straks efter aftenens kamp, idet sidstnævnte dog kun rejser med, såfremt landsholdet vinder aftenens kamp, og dermed fastholder sin teoretiske chance for at nå den play off-givende andenplads i gruppen.
 
Med målmand Thomas Sørensen som ”indehaver” af et gult kort, har landstræner Morten Olsen bedt Stephan Andersen, Charlton Athletics, være klar som reserve, hvis Thomas Sørensen skulle modtage sit andet gule kort – eller rødt for den sags skyld – og dermed stå til at skulle aftjene karantæne i udekampen mod Kasakhstan onsdag aften i Almaty.
 
Nu vil han i givet fald indgå som gardering for begge truppen målmænd.
 
 
Holdopstillinger:
 
Den officielle spillertrup på 18 spillere skal opføres på FIFAs holdseddel.
 
Den giver plads til at notere startopstillingen og indskiftningsspillerne, navnene på op til seks trænere, medicinsk stab og officials med plads på bænken samt fem yderligere spillere eller officials på ekstra sæder ved siden af bænken.
 
Holdopstillingens skal indleveres – underskrevet af træneren – til kampens dommer senest 75 minutter før kampens start. Herefter kontrolleres navnene af dommeren og kampenes kontrollant, hvorefter de to holdopstillinger bliver frigivet til blandt andet pressen og stadionspeakeren.
 
 
Spilledragter:
 
Holdenes spilledragter – og dermed farvekombinationerne – i de enkelte kampe er allerede på forhånd aftalt i en ”protokol” mellem fodboldforbundene i gruppe 2.
 
Spilletøjet bliver tjekket af kampens dommer og kontrollant på et organisationsmøde klokken 10.00 på kampdagen, hvor banen også inspiceres og en række øvrige forhold som transport, tilskuersituation og sikkerhed også drøftes.
 
Til aftenens kamp stiller landsholdet stiller op i den foretrukne dragt med røde trøjer, hvide shorts og røde sokker med målmændene Thomas Sørensen og Jesper Christiansen i lyseblå trøjer, sorte shorts og sorte sokker.
 
De græske markspillere stiller op i helt blåt med hvide mønstre.
 
Første del af organisationsmødet har deltagelse af dommerkvartetten og dommerobservatøren, mens den øvrige del af mødet har deltagelse af FIFAs kontrollant og sikkerhedschef, repræsentanter fra de to fodboldforbund, stadionledelsen, politi og brandvæsen.
 
 
Dommer og officials:
 
Det internationale fodboldforbund, FIFA, påsatte allerede for en måned siden dommerkvartetterne til Danmarks to sidste VM-kvalifikationskampe i gruppe 2 mod Grækenland i aften og Kasakhstan onsdag den 12. oktober.
 
Den belgiske dommer Frank de Bleeckere, 39 år, skal lede den udsolgte kamp mod Grækenland i Parken.
 
De Bleeckere er den eneste belgiske dommer i det europæiske fodboldforbund, UEFAs, højeste dommerkategori, Elite, der blandt de i alt 29 dommere også tæller Kim Milton Nielsen og Claus Bo Larsen.
 
Frank de Bleeckere får landsmændene Mark Simons og Peter Hermans som linjedommere samt Serge Gumienny som reservedommer.
 
Dommernes indsats vil blive vurderet af den tidligere østtyske topdommer, Volker Roth, der nu er formand for UEFAs dommerudvalg og fungerer som dommerobservatør. Janis Mezeckis fra Letland er udset til kampens delegerede, mens Ulrich Grzella, Tyskland, fungerer som FIFAs sikkerhedschef.
 
Til kampen i Almaty i Kasakhstan fire dage senere bliver dommeren kroaten, Edo Trivkovic, 41 år. Han indgår i gruppen på i alt 72 såkaldt Category 2-dommere hos UEFA, der også omfatter de danske dommere Knud Erik Fisker og Nicolai Vollquartz.
 
Hans landsmænd Zeljko Grgec og Tomislav Setka kommer på linjerne med Alojzije Supraha som reservedommer.
 
 
Landskampmagasinet Danmark-Grækenland:
 
Du har siden i går kunnet hente landskampstemningen ind på din skærm.
 
Vi bringer dig Landskampmagasinet Danmark-Georgien i den elektroniske udgave lige til at downloade eller printe ud her.
 
 
Transmission:
 
Du kan følge kampen direkte på TV2, Danmarks Radios P3 og på internettet via tv2.dk.
 
 
Underholdning og stemning i Parken
 
Den første halvanden time op til kampen leverer radiostationen Sky Radio hits.
 
De græske spillere vil allerede inde i spillertunnelen få en forsmag på, hvordan et veloplagt, dansk publikum kan lyde, når de kan synge med på klassikeren ”Reseppten” (”vi er røde, vi er vide”), der vil blive spillet med teksten kørende på storskærmene.
 
Når spillerne kommer på banen vil de blive hilst velkommen med rød-hvide creperuller fra de øverste tribuneafsnit, nationalmelodien vil som sædvanligt blive sunget af over 40.000 danske tilskuere, og under kampen vil stortromme-slagerne og publikum lede sangslaget fra tilskuerpladserne.
 
Under kampen og i pausen viser TV2 highlights på storskærmene.
 
I pausen vil Brøndbys og landsholdets skadede forsvarsspiller, Daniel Agger, overrække medlemsdiplom nummer 10.000 til Morten Nielsen på 11 år fra Videbæk ved Herning.
 
 
”Med eksprestog til Kina”
 
Truppen rejser direkte efter kampen mod Grækenland til Kasakhstan.
 
Efter kampen, bad og omklædning er spillerne til disposition for pressen indtil klokken 22.45, hvorefter der sædvanen tro er spisning i Players Lounge på anden sal i hovedtribunen.
 
Klokken 23.45 kører truppen til Københavns Lufthavn, hvor DBUs chartrede SAS-fly står klar til at transportere A- og U/21-landsholdstrupperne til Almaty i Kasakhstan.
 
Der er afgang fra Københavns Lufthavn klokken 00.45, hvorefter det er nødvendigt med en tidlig mellemlanding i Vilnius i Litauen for påfyldning af brændstof, inden resten af flyvningen til Almaty kun få kilometer fra grænsen til Kirgistan og 250 kilometer fra grænsen til Kina. Flyet lander klokken 08.45 dansk tid.
 
Kampen mod Kasakhstan, der har en tidsforskel på fire timer til Danmark, spilles onsdag den 12. oktober klokken 22.00 lokal tid, hvilket er klokken 18.00 dansk tid.
 
Kampen Kasakhstan-Danmark vises af TV3.
 
 
VM-chancen
 
Landsholdets chance for at kvalificere sig til VM-slutrunden i Tyskland næste sommer består i første omgang af en sejr over Grækenland i Parken lørdag den 8. oktober.
 
Dermed vil Danmark komme fra de nuværende 16 points op på 19 points mod Grækenlands 18 points. Samme aften er Tyrkiet med nu 20 points oversidder.
 
I sidste spillerunde onsdag den 12. oktober skal Tyrkiet derfor sætte points til mod Albanien i Tirana, mens landsholdet – som udgangspunkt - skal vinde udekampen mod Kasakhstan.
 
Helt ude i teorien – for så skal Grækenland også miste points mod Georgien i deres sidste kamp - vil landsholdet efter sejr over Grækenland kunne nøjes med uafgjort mod Kasakhstan, dog kun såfremt Tyrkiet taber med mere end alt andet lige to mål til Albanien.
 
I givet fald kommer følgende kriterier i spil, nemlig at pointene i indbyrdes opgør mellem Danmark og Tyrkiet er lige efter de to uafgjorte opgør, der er ingen målforskel, holdene har scoret samme antal mål, hvorefter målforskellen i samtlige puljekampe bliver afgørende.
 
Målforskellen er inden Tyrkiets sidste kamp og Danmarks to sidste kampe plus 13 til Tyrkiet og plus 10 til Danmark.
 
Du kan læse om kvalifikationsreglerne her.
 
Af: Lars Berendt - 08. oktober 2005, 03:13

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første