Ligalandsholds-afbud fra Per Nielsen

Afbud fra Brøndby’s Per Nielsen givetvis kun det første af tre afbud til Ligalandsholdet. Ny forsvarsspiller udtages først senere.

Per Nielsen, Brøndby IF, har torsdag meldt afbud til Ligalandsholdet.
 
Spilleren havde tidligere på dagen en samtale med landstræner Morten Olsen, som har fuld forståelse for afbudet, der tilskrives private årsager.
 
Per Nielsen var ellers truppens veteran. Træningsturen ville have været hans sjette optræden med Ligalandsholdet.
 
Han var første gang med ved US Cup i Californien i 1997, hvor han spillede alle tre kampe, ligesom han var med i alle tre kampe i Colombia, Equador og Venezuela i 1999, og han spillede to af kampene under den seneste Ligalandsholdstur til Californien i 2004. I mellemtiden betød skader på turene til Bangkok og Hong Kong i henholdsvis 1998 og 2003, at han kun spillede en enkelt kamp på hver af disse ture. Hans total er derfor 10 kampe på Ligalandsholdet.
 
Per Nielsen er noteret for ni A-landskampe med debut i august 2002 og seneste kamp i Kasakhstan i oktober i år. Han har spillet ikke mindre end 19 kampe for U/21-landsholdet mellem 1994-96.
 
Morten Olsen vil vente med at udtage en erstatning for Per Nielsen. Landstræneren er således gennem sit netværk og medierne opmærksom på, at to af spillerne i truppen – Morten Skoubo og Mads Junker – enten allerede har eller måske vil indgå kontrakter med udenlandske klubber inden afrejsen.
 
Idet spillerne i Ligalandsholdstruppen som udgangspunkt kommer fra de danske SAS Liga-klubber – deraf navnet – og DBU kun har aftaler med de hjemlige klubber om frigivelse af spillerne til udviklingsaktiviteterne – herunder Liga- og ungdomslandsholdene – vil eventuelle klubskifter til udenlandske klubber i januar måned reelt betyde, at spillerne er uaktuelle til Ligalandsholdet.
 
Når Morten Olsen og assistenttræner Keld Bordinggaard har udtaget én eller flere nye spillere, vil navnene fremgå her på siden straks efter, den eller de pågældende spillere og deres klubber er informeret.
 
Ligalandsholdet rejser søndag den 22. januar via Bangkok direkte videre til Singapore, hvor holdet ankommer mandag den 23. januar, og dermed kan nå et par træningspas inden kampen mod Singapore torsdag den 26. januar.
 
Dagen efter fortsætter turen til Hong Kong, hvor kampene i Carlsberg Cup er fastlagt til søndag den 29. januar og onsdag den 1. februar.
 
Der indledes traditionen tro med to semifinaler, og derefter afsluttes med kampen om tredje- og fjerdepladsen samt finalen på den sidste spilledag.
 
Arrangørerne har trukket lod til de to semifinaler, der giver Ligalandsholdet det udvalgte hold af professionelle spillere fra Hong Kong som første modstander, mens Kroatien og Sydkorea mødes i den anden semifinale.

 
Andre nyheder om Ligalandsholdet 2006:
 
Af: Lars Berendt - 05. januar 2006, 09:55

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første