Morten Olsen ny landstræner

Morten Olsen er i aften udnævnt som Danmarks næste landstræner på en to-årig kontrakt løbende fra den 1 juli 2000 til 30. juni 2002. Flemming Serritslev afløser Jan B. Poulsen som ny U/21-landsholdstræner

Den tidligere landsholdsanfører Morten Olsen er i aften udnævnt som Danmarks næste landstræner.
Morten Olsen, som opnåede 102 landskampe, tiltræder den 1. juli 2000 på en to-årig kontrakt, der løber til 30. juni 2002.

Som aktiv spillede Morten Olsen for Vordingborg, B1901, Cercle Brügge KV, Racing White Molenbeek, RSC Anderlecht og 1. FC Köln, mens han som træner har stået i spidsen for Brøndby IF, 1. FC Köln og Ajax Amsterdam.

Morten Olsen tog i 1993 Fussball Lehrer Licenz, som er den højeste træneruddannelse i Tyskland, og en pendant til og kompatibel med DBUs Diplomtræneruddannelse.

Den nuværende assistenttræner på A-landsholdet, Flemming Serritslev, blev udnævnt som træner for U/21-landsholdet på en 4-årig kontrakt løbende fra 1. oktober i år til 31.12 2003 med forlængelse til sommeren 2004, såfremt det lykkes for U/21-landsholdet at kvalificere sig til OL i 2004.

Flemming Serritslev har gennemgået alle DBUs træneruddannelser og har siden 1992 været assistenttræner på A-landsholdet samt træner for U/19-landsholdet. Flemming Serritslev har været tilknyttet DBU siden 1976, hvor han startede som DBU instruktør.

Stillingen som assistenttræner for Morten Olsen er endnu ikke påsat.

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første