Gitte Krogh stopper

Gitte Krogh, der fører an på landsholdets topscorer- og flest spillede kampe liste, stopper på landsholdet og i OB

24-årige Gitte Krogh debuterede som 17-årig den 14. september 1994 og har siden hen spillet samtlige af de efterfølgende 88 kampe og scoret 45 mål. Hun stopper sin fodbold karriere på landsholdet og for OB efter at have været med til at sikre Danmark en plads blandt de fire bedste i Europa ved sommerens EM-slutrunde i Tyskland.

”Jeg har levet seriøst med fodbolden i mange år og været på A-landsholdet siden jeg var 17 år, hvilket har betydet, at jeg har valgt næsten alt andet fra. Jeg kan stadig finde motivation på landsholdet, men det er sværere i den daglige træning”, begrunder Gitte Krogh sin beslutning, og fortsætter:

”I øjeblikket er jeg ved at uddanne mig som klatreinstruktør, og vil derfor gerne bruge mere tid på friluftslivet, sammen med mine venner og selvfølgelig sammen med min kæreste.”

”For mig er det vigtigt at understrege, at beslutningen ikke er taget, fordi jeg er utilfreds. Jeg har været utrolig glad for at spille på landsholdet, hvor jeg har haft rigtig mange gode oplevelser, men nu synes jeg, tiden er inde. For mig var det et mål at stoppe på toppen og vigtigt ikke at komme i en situation, hvor det var en skade, der tog beslutningen for mig”, slutter Gitte Krogh

Damelandsholdstræner, Poul Højmose, har forståelse for beslutningen, men erkender det er et tab for landsholdet:

”En spiller, der har spillet 89 kampe og scoret 45 mål, er en spiller, der har opbygget en stor erfaring og rutine og dermed har en stor betydning for holdet. Det er selvfølgelig ærgerligt, at hun i en alder af kun 24 år vælger at stoppe. Men samtidig må man også have respekt for det. Jeg har kendt Gitte, siden hun startede med at spille fodbold. Og om nogen har hun haft en professionel indstilling til kamp, træning og levevis vel at mærke i det som stadig er en amatøridræt. Hun har brugt meget tid på fodbolden, og jeg har forståelse for, at hun måske ikke længere kan finde den motivation i dagligdagen, det kræver for at kunne være med på landsholdet”, fortæller Poul Højmose, der dog er fortrøstningsfuld med holdets fremtid:

”Landsholdet mister ikke bare en profil men også en personlighed, som man ikke bare kan erstatte. Vi har dog allerede en række talentfulde emner, som jeg forventer vil vokser med opgaven, og jeg ser frem til den nye udfordring med at få udviklet nogle gode erstatninger for Gitte”, slutter Poul Højmose.

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første