Arla og DONG Energy fortsætter med landsholdet

DBU forlænger aftalerne med DONG Energy og Arla som hovedsponsorer for herre-landsholdene frem til og med VM-slutrunden i Sydafrika i sommeren 2010. Indtægterne sikrer stabilt indtægtsgrundlag i satsning på talentudvikling og udvikling af fodboldmiljøet.




Tilliden til fodboldlandsholdet er uændret hos Dansk Boldspil-Unions (DBUs) professionelle partnere.
 
Når landsholdet efter sommerferien tager hul på VM-kvalifikationsturneringen bliver det således med helt det samme hold af samarbejdspartnere som de seneste fire år.
 
I efteråret forlængede DBU aftalerne med TV2 og Adidas frem til sommeren 2012, og i dag har DBU forlænget hovedsponsoraftalerne med Arla og DONG Energy for en ny periode på to år frem til og med VM-slutrunden i sommeren 2010.
 
 
Tillid til landsholdet
 
”Det er en stor glæde for os, at vi med aftalerne med Arla og DONG Energy kan stille med det samme hold af samarbejdspartnere omkring landsholdet og vores udviklingsarbejde, som har støttet os de seneste fire år,” udtaler DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen, og uddyber:
 
”Arla har gennem en årrække været med til at sikre eksponeringen af landsholdet på også utraditionelle medieflader, og DONG Energys aktive anvendelse af sponsoratet de seneste fire år har skabt stor bevidsthed omkring holdet også i de perioder, hvor landsholdet ikke spiller kampe.”
 
Forlængelserne af samarbejdsaftalerne med de fire samarbejdspartnere, Arla, DONG Energy, Adidas og TV2, er sket indenfor de seneste fire måneder.
 
”Det er også tilfredsstillende, at vores fire, største samarbejdspartnere gennem de seneste fire år dermed deler vores tillid til landsholdets potentiale de kommende år, og også bliver en del af landsholdets næste opgave med VM-turneringen,” understreger Jim Stjerne Hansen.
 
 
Indtægter til talentudvikling
 
”Vi har som bekendt iværksat et langsigtet talentudviklingsprogram, der skal sikre landsholdets konkurrencedygtighed. Indtægterne fra hovedsponsoraftalerne er med til at sikre os en stabil indtægt til dette, vigtige arbejde længere nede i pyramiden,” påpeger Jim Stjerne Hansen.
 
DBU investerede sidste år 11,3 millioner kroner i fodboldforbundets talentudviklingsprogrammer. I det aktuelle regnskabsår har DBU øget satsningen på udviklingen af kommende talenter med over fire millioner kroner til 15,9 millioner kroner.
 
Dertil kommer forbundets investering i indeværende regnskabsår på op mod 10 millioner kroner i forskellige projekter, der samlet set skal skabe bedre træningsfaciliteter og stadioner og dermed et bedre miljø for fodboldspillerne og –tilskuerne herhjemme.
 
Eksempelvis kunstgræsbaner i både mini-størrelse rundt om i bymiljøerne og i stor størrelse i tilknytning til klubber over hele landet.
 
 
Gevinst af investering
 
”Vi er glade for fortsat at kunne bakke op om både landsholdet og DBUs arbejde med talentudvikling i dansk fodbold – både på eliteplan og ude i de lokale fodboldklubber. Vi synes, at der er masser af perspektiv i, at vi som landets største energiselskab også støtter fodbolden, som er danskernes foretrukne sport med mere end 300.000 aktive. Der er masser af energi i fodbold – det synes vi passer godt til DONG Energy,” udtaler administrerende direktør Anders Eldrup, DONG Energy, og fortsætter:
 
”Vi har haft stor glæde af vores sponsoraftale med DBU gennem de sidste fire år, som har været med til at give DONG Energy en god synlighed i Danmark. Vi ser frem til et godt samarbejde med DBU i endnu en periode”.
 
Mens DONG Energy trådte ind som delsponsor i sommeren 2004, har Arla under én eller anden form været med som hovedsponsor for herrelandsholdene i fodbold siden 1987.
 
"Vi har gennem vores mere end 20-årige engagement med DBU haft masser af rigtigt gode oplevelser med landsholdet. Vi synes, det er positivt, at DBU ikke kun handler om det elitære, men også satser på bredden. Det er et arbejde, vi er stolte af at støtte op om," udtaler Arlas direktør for det danske marked, Lars Aagaard, og uddyber:
 
”Landsholdet lever godt i danskernes bevidsthed, og har over årene gjort det fantastisk i verdens største og mest populære sportsgren. Vi ser frem til endnu en spændende kvalifikationsturnering. Og kvalificerer landsholdet sig til VM-slutrunden i Sydafrika, er det bare cremen på kagen for os.”
 
 
Aftaler fortsat uden slutrunde-klausul
 
Begge aftaler er fortsat uafhængige af landsholdets kvalifikation til den kommende VM-slutrunde i Sydafrika i sommeren 2010, der er verdens største mediebegivenhed.
 
Deltagelse ved slutrunder er derfor fortsat ikke en del af basis-aftalerne. Derimod indeholder begge hovedsponsoraftaler stadig en ekstraordinær kvalifikationsbonus på hver én million kroner, som kommer til udbetaling ved landsholdets indløsning af billetten til VM-slutrunden i Sydafrika.
 
I lighed med de i efteråret forlængede aftaler med TV2 og Adidas indeholder de nye aftaler med Arla og DONG Energy også en pristalsregulering.  DBU modtager dermed et grundbeløb på sammenlagt 14,5 millioner kroner årligt fra de to virksomheder.
 
Udover sponsoraterne for landsholdene er Arla engageret i DBUs børne- og ungdomsaktiviteter, ligesom virksomheden fortsat sponsorerer Arla Talentprisen. DONG Energy er blandt samarbejdspartnerne i fanklubben, DBUs Landsholdsklub, der blandt andet har til formål at sikre landsholdets eksponering blandt børn og unge.
 
Der er elementer i aftalerne med Arla og DONG Energy om eksempelvis deltagelse i reklamefilm, der er koblet op på DBUs aftale med landsholdsspillerne, som udløber i sommeren 2010.
 
På foranledning af DBU er aftaleperioden for hovedsponsoraftalerne tilpasset udløbet af den nuværende aftale med landsholdsspillerne.
 
 
Læs også:
 
Af: Lars Berendt - 21. februar 2008, 09:43

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første