Egypten aflyser landskampe

Det egyptiske fodboldforbund aflyste søndag to planlagte landskampe mellem det egyptiske og danske U/19-landshold i Cairo tirsdag den 26. og torsdag den 28. februar af ”sikkerhedsmæssige årsager”. DBU har uden held forsøgt at finde alternative kampe.

Det egyptiske fodboldforbund, EFA, informerede søndag middag per mail og telefax DBU om, at de to planlagte U/19-landskampe tirsdag den 26. og torsdag den 28. februar er blevet aflyst af sikkerhedsmæssige årsager.
 
DBU tager naturligvis aflysningerne til efterretning, idet det danske fodboldforbund dog hverken fra Politiets Efterretningstjeneste eller Udenrigsministeriet er bekendt med, at der skulle være forhold i Egypten, der de senere dage har skærpet sikkerhedssituationen.
 
Hvis DBU har landshold, der rejser til kampe i traditionelt eller aktuelt uroplagede dele af verden, er det organisationens forretningsgang altid at konsultere Udenrigsministeriets hjemmesider, eventuelt også telefonisk, og derefter muligvis Politiets Efterretningstjeneste for en opdatering og afklaring af den aktuelle sikkerhedsvurdering.
 
På kapitlet om rejsevejledninger skrev Udenrigsministeriet på sin hjemmeside søndag, hvor DBU blev informeret om aflysningen af de to kampe:
 
”... Der er ikke observeret reaktioner eller hændelser, der giver anledning til at ændre sikkerhedsvurderingen i denne rejsevejledning.”
 
”Hvis vores kolleger i det egyptiske fodboldforbund ligger inde med oplysninger, der betyder, at de ikke kan garantere for vores spilleres, træneres og lederes sikkerhed, så er det tilstrækkeligt til, at vi accepterer aflysningen,” udtaler DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen, og uddyber:
 
”Når vi får direkte besked fra vores værter om, at der er sikkerhedsmæssige årsager til aflysningerne af to venskabskampe, så stiller vi hverken spørgsmål eller trodser denne advarsel ved at insistere på at sende 18 unge spillere og otte trænere og ledere derned.”
 
DBU noterer sig, at det egyptiske fodboldforbund i dets mail beklager den korte varsling af aflysningen samt, at forbundet udtrykker forhåbning om at kunne spille de to aftalte kampe i Egypten på et senere tidspunkt.
 
I stedet for de nu aflyste kampe mod Egypten i næste uge har DBU søndag og mandag undersøgt de begrænsede muligheder for med kort varsel at finde en ny modstander til én eller to landskampe på de pågældende datoer, men uden held.
 
De nu aflyste kampe følger en træningssamling for U/19-landsholdstruppen i februar, som bliver fulgt op af endnu to samlinger i april og maj inden to træningskampe på hjemmebane mod netop Egypten tirsdag den 27. og torsdag den 29. maj, som DBU håber at gennemføre som planlagt.
 
I september og oktober spiller U/19-landsholdet to gange to venskabslandskampe mod henholdsvis Norge og Tyrkiet, inden holdet i november deltager i en EM-kvalifikationsturnering på Cypern med deltagelse af værtsnationen samt Tjekkiet og Georgien.
 
 
Af: Lars Berendt - 18. februar 2008, 03:37

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første