EM-forberedelsen i fuld gang

U/19-kvindelandsholdet sætter i starten af marts kursen mod La Manga i Spanien, hvor EM-forberedelsen for alvor sættes ind. U/17-pigelandsholdet skal spille to venskabskampe mod Sverige som led i deres EM-forberedelse. Se trupperne her.

EM-forberedelsen for både U/17 og U/19-kvinder er for alvor gået i gang. Begge hold spiller i den kommende tid landskampe, der skal sikre den bedste mulige forberedelse før det for alvor går løs med 2. runde af EM-kvalifikationen for begge hold.
 
For U/19-kvinderne gælder det den vigtige kvalifikation til EM i slutningen af april. Derfor drager det danske U/19-kvindelandshold i starten af marts sydpå for at optimere forberedelserne med en træningsturnering på La Manga.
 
”La Manga bliver en optimal generalprøve før den vigtige EM-kvalifikation, hvor vi vil få muligheden i nogle fantastiske omgivelser at prøve vores hold af mod den absolutte europæiske top. Sidst vi var samlet gik det rigtig godt, og det er den succes, som vi skal forsøge at bygge videre på på La Manga,” siger U/19-landsholdstræner, Henrik Lehm, der glæder sig over at have en bred trup til rådighed:
 
”Mia Kjærsgaard er tilbage i målet, og både Maria Munk-Madsen og Maria Munk Nielsen er tilbage efter skader. Samtidig har vi fået blandt andet Katrine Veje op fra U/17. Det betyder jo også, at der er kommet konkurrence om pladserne i truppen, som man nok har savnet lidt. Vi har, hvis vi holder os skadesfri, nu en bred og stærk trup efter min mening,” slutter Henrik Lehm.
 
Danmark møder således mandag den 10. marts Holland, onsdag den 12. marts Italien og slutter af med en kamp mod naboerne fra Sverige fredag den 14. marts.
 
2. runde til EM-kvalifikationen spilles i Schweiz fra den 24. april – 29. april. EM-slutrunden spilles i Frankrig fra 7. – 19. juli.

BEMÆRK: Nanna Christiansen er skadet, og erstattes af Marie Leisner fra Skovlunde IF (4. marts 2008).
 
U/19-truppen
 
 
Se U/19-kvindelandsholdets program her.
 
 
U/17 møder Sverige i Vildbjerg
 
Danmark er vært, når de danske U/17-piger i marts skal kæmpe om kvalifikation til sommerens EM-slutrunde, hvor Danmark møder Finland, Island og Rusland i kampen om den eftertragtede EM-plads. EM-kampene spilles i Spjald og Vildbjerg.

Kun et af de fire hold går videre til den endelige EM-turnering, og derfor er forberedelsen op til EM-kvalifikationsrunden afgørende. Som en del af forberedelsen møder Danmark Sverige i slutningen af februar, den 26. og 28. februar. Også i Vildbjerg.
 
”De to landskampe mod Sverige, er to gode kampe, der giver os mulighed for få afprøvet de sidste par ting og til at se på de positioner som spillerne kan bruges på. Kampene skal desuden give os mulighed for at finde den endelige trup til EM-kvalifikationen i Vildbjerg i marts," lyder det fra den danske U/17-pigelandsholdstræner, Bent Eriksen.

Truppen byder ikke på andet end et nyt navn i U/17-sammenhæng, nemlig den 15-årige Yasemin Mermer fra B1909.
 
”Yasemin er en fantastisk spændende spiller, som er med for også at lære. Hun er rigtig god med bolden, og til at afdrible en modstander. Hun er ligeledes rigtig god i det fremadrettede spil op ad banen,” lyder det fra Bent Eriksen.
 
U/17-trup
 
 
 
Se U/17-pigelandsholdets program her
 
Af: Pia Schou Nielsen - 12. februar 2008, 01:03

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første