Fortuna Hjørring vandt første DM i Futsal

Det var kvinderne fra Fortuna Hjørring, der løb med guldet og dermed også titlen som første danmarksmester i futsal for kvinder. Det skete, da DBU lørdag afholdt DM i Futsal i Kalundborg Hallerne.

Tempoet var højt og det samme var antallet af scoringer, da Dansk Boldspil-Union lørdag afholdt det første DM nogensinde i futsal i Kalundborg Hallerne. Hele 56 mål blev det til, inden der var fundet en danmarksmester. Fortuna Hjørring tog tre sejre på stribe og kan nu kalde sig for de første danmarksmestre i futsal for kvinder.
 
”Det er rigtig dejligt at vinde guld, og være de første danmarksmestre,” lød det fra en glad vinder, Janne Madsen fra Fortuna Hjørring, der spillede futsal for første gang.
 
”Man skal godt nok lige vænne sig til bolden, der jo er noget tungere, end når vi normalt spiller indendørs. Det betyder, man jo også har nemmere ved at styre bolden. Jeg synes, vi spillede en rigtig god finale, og det var rigtig sjovt at være med til,” slutter landsholdspilleren.
 
Også klub- og landsholdskollegaen, Camilla Sand, var glad for det tempofyldte futsal:
 
”Jeg synes, det er rigtig sjovt, der er jo masser af tempo i futsal, man bevæger sig hele tiden. Og så får jeg da også afprøvet nogle tekniske detaljer, så jeg kan rigtig godt lide spillet,” lyder det fra den nykårede danmarksmester.
 
Tempofyldt spil
 
Futsal er kendetegnet ved et højt tempo, masser af boldberøringer, og ikke mindst masser af teknisk fodbold, og der blev således fightet hårdt om både mål og boldbesiddelse i det tempofyldte spil lørdag i Kalundborg Hallerne.
 
Seks hold kæmpede nemlig om chancen for at blive den første danmarksmester i futsal for kvinder.
 
I pulje A kæmpede AC Greve, OB og IK Skovbakken om finaleplads. AC Greve, der til dagligt spiller i danmarksserien, var de første på banen mod IK Skovbakken, men måtte hurtigt sande, at der også i futsal er et stykke imellem de to hold, og kampen endte 4-2 til IK Skovbakken, der tog anden sejr på stribe i deres anden kamp mod 3F Liga-rivalerne fra OB, en kamp der blev vundet 5-0 af århusianerne. Revanche fik Odense-klubben mod AC Greve, der inkasserede deres andet nederlag mod OB på 7-0. Dermed skulle OB spille om bronze og IK Skovbakken om guld.
 
I mesterskabets anden pulje B kæmpede Taastrup FC, Fortuna Hjørring og Tårnby BK om podiepladser. Her startede Taastrup FC og Tårnby BK, der normalt spiller i 1. division, ud med uafgjort 1-1, mens der var nogle flere mål i puljens anden kamp mellem Taastrup FC og Fortuna Hjørring, der endte overbevisende 6-0 til de grønne fra Nordjylland. Dette spil fortsatte i Fortuna Hjørrings sidste kamp mod Tårnby BK, der endte med 10-1 til nordjyderne
 
Bronzekampen mellem OB og Taastrup FC. Her kom Taastrup FC på 1-0, men det blev også det eneste mål københavnerne fik, da OB hurtigt fik sat sig på spillet og scorede efterfølgende 8 mål til resultatet 8-1 til OB.
 
Det blev som forventet en intens finale mellem Fortuna Hjørring og IK Skovbakken. Fortuna kom bedst fra start, og med 3-1 ved pausen var de godt på vej mod guldet. I anden halvleg kom IK Skovbakken dog lidt tættere på, da de reducerede til 2-3. Det fik dog blot nordjyderne til at sætte tempoet lidt op og byde på flere lækre bolddetaljer, blandt andet en fræk helflugter fra egen banehalvdel til målet 5-2. Fortuna cementerede sejren med en scoring til 6-2, finalens resultat.
 
”Det er jo en historisk dag. Vi har fundet den første danmarksmester, og det er dejligt at se, hvordan futsal er blevet rigtig godt modtaget, både af klubberne og af spillerne, der har vist stor begejstring for spillet. Det kan man jo også se på banen i dag, hvor der var masser af gejst, teknisk spil og højt boldtempo. Det gør det sjovt både for spillerne og publikum,” lyder det fra Hans Henning Jacobsen, der er formand i DBUs futsal-udvalg.

Stævnets bedste spiller blev Fortuna Hjørrings May K. Christensen, mens tre spillere må dele topscorer-titlen, nemlig Janne Madsen, Chichi Igbo fra Fortuna Hjørring og Nadia Nadim fra IK Skovbakken.

Se alle resultater fra dagens finale-stævne her 

I morgen er det så herrernes tur til at kæmpe om danmarksmesterskabet. Der er gratis entré for alle i Kalundborg Hallerne. Se mere her
 
Læs mere om futsal her Af: Pia Schou Nielsen - 16. februar 2008, 06:37

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første