Glen Riddersholm tilbage til FC Midtjylland

DBU hentede for to år siden U/17-landsholdstræner Glen Riddersholm i FC Midtjylland. Nu henter Ulvene ham tilbage til det nye cheftrænerteam for klubbens SAS Liga-hold til sommer. Fodboldforbundet søger ny træner, gerne med tilsvarende profil.

DBU hentede for to år siden sin nuværende træner for U/17-landsholdet, 35-årige Glen Riddersholm, i FC Midtjylland. Nu henter SAS Liga-klubben ham med DBUs accept tilbage som træner til sommer.
 
”Glen Riddersholm har videreudviklet sine kompetencer hos os de seneste par år, og derfor er det kun naturligt, at vi deler Glens glæde over en så stor udfordring, som en trænerstilling i SAS Ligaen er,” siger generalsekretær Jim Stjerne Hansen:
 
”Han har sat sit høje, faglige præg på det sportslige område indenfor vores talentudviklingsprogrammer, og har i det hele taget været et rigtigt positivt bekendtskab for både spillerne og sine kolleger i organisationen. Vi ser frem til hans arbejde de sidste måneder her hos os, og ønsker ham derefter alt mulig held og lykke med opgaven hos Midtjylland.”
 
 
Cheftræner-team i FC Midtjylland
 
Tilbage hos FC Midtjylland kommer Glen Riddersholm til at indgå i et trænerteam omkring klubbens SAS Ligahold.
 
”Det er med blødende hjerte, jeg forlader et spændende og udfordringsrigt job i DBU. Men samtidig ser jeg med glæde frem til en ny, stor udfordring i FC Midtjytlland,” udtaler Glen Riddersholm, og uddyber:
 
”Mine to år i DBU har været begivenhedsrige. Sportsligt har jeg fået en fantastisk indsigt i europæisk eliteungdomsfodbold, som har givet mig yderligere sportslige kompetencer. Arbejdet med de danske talenter og deres klubber har været inspirerende, og mit samarbejde med ikke mindst Per Andersen og de øvrige teams omkring specielt U/16- og U/17-landsholdene har været unikt, og det vil jeg komme til at savne.”
 
Glen Riddersholm har indgået i DBUs landstrænergruppe bestående af trænerne for herre-landsholdene – Morten Olsen, Peter Bonde, Keld Bordinggaard (U/21-landsholdet) og Per Andersen (U/19-landsholdet) – samt træneruddannelseskonsulent Peter Rudbæk og generalsekretær Jim Stjerne Hansen.
 
”Landstrænergruppen er et stærkt team, hvor jeg har suget til mig af de andres kompetence. Jeg synes, vi i gruppen har sat rigtig mange spændende ting i gang, som jeg er overbevist om på sigt, vil gavne dansk fodbold. Der har været mange spændende opgaver, som jeg har haft indflydelse på og fornøjelsen af at påvirke og udvikle i et tæt samarbejde med mine kolleger i DBU,” slutter Glen Riddersholm.
 
Projekterne, han har været med til at sætte sit fingeraftryk på, tæller konceptet ”Holdninger og Handlinger”, implementeringen af DBUs  nye udviklingsfilosofi og spillestil på ungdomslandsholdene, ITU-projektet, det nye talentudviklingsprojekt, det generelle arbejde med at skabe bedre forudsætninger for ungdomslandsholdene, spillestils-DVD’en fra sidste år, pilotprojektet ”den mentale muskel” og det nye licenssystem på ungdomssiden, som netop blev vedtaget af DBUs repræsentantskab i februar.
 
”DBU gav Glen chancen for to år siden for som en ukendt og ikke tidligere topspiller at bevise, at du godt kan komme frem i denne specielle trænerverden. Og Glen har leveret op til forventningerne. Han er blandt andet rigtig dygtig til at coache både sit hold og den individuelle spiller. Det er et tab for os, for han er en dygtig og flittig trænerkollega. Men det er en chance, han naturligvis skal tage,” kommenterer landstræner Morten Olsen sin kollegas karriereskift.
 
Glen Riddersholm, 35 år, havde sin unge alder til trods ved ansættelsen i DBU for to år siden allerede 20 års trænererfaring bag sig.
 
Han startede med lilleput- og drengeholdet i Sædding-Guldager, hvor han mellem han var 16 og 19 år også var leder af sommerstævnet ”Vesterhavscup”. I 1995 skiftede han til Ikast FS, hvor han fungerede som førsteholdstræner for klubbens lilleput-, drenge- og ynglingehold, indtil han i 1999 fortsatte med ungdomsholdene under den nye overbygningsaftale mellem Ikast FS og Herning Fremad, FC Midtjylland.
 
 
Søger tilsvarende profil
 
I perioden 2004 til 2006 fungerede han som ITU-træner i samme klub, hvor han havde det fodboldfaglige ansvar for klubbens mest talentfulde spillere under ITU-programmet fra junior- og til førsteholdet.
 
”Vi tog en chance med Glen for to år siden. Der var mange skeptiske kommentarer til vores valg af en ung, forholdsvis uprøvet træner til en international trænerfunktion. Men Glen har gjort alle skeptikerne til skamme, og vi retter derfor gerne vores søgen efter en afløser med en tilsvarende profil,” udtaler Jim Stjerne Hansen, der gerne vil udtale sig generelt om den kommende træners profil:
 
”Det vigtigste for os er at finde en træner med den rette indstilling og de nødvendige ambitioner både karrieremæssigt og uddannelsesmæssigt. U/17-landsholdstræneren spiller en stor rolle i vores talentudviklingsprogram. Og vi stiller som fodboldforbund store krav til de trænere, der skal videreudvikle vores største, danske talenter. Ligesom spillerne skal have en berettiget forventning til trænerens kompetence.”
 
Glen Riddersholm har blandt sine mange uddannelser og kurser bestået DBUs ungdomstræneruddannelse i 1996, seniortræneruddannelsen i 1997 samt DBUs og UEFAs næsthøjeste træneruddannelse, A-trænerlicens, i 2005. Han er i øjeblikket blandt kursisterne på den højeste danske og europæiske træneruddannelse, DBUs P-træneruddannelse.
 
Hans kontrakt med DBU var i første omgang to-årig fra 1. juli 2006, men med gensidig opsigelsesvarsel på seks måneder.
 
Af: Lars Berendt - 06. marts 2008, 10:59

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første