DBU undersøger mulighederne i esport

Flere fodboldklubber er allerede i gang med at integrere esport i klubben med gode resultater til følge. Derfor kigger DBU i øjeblikket på, hvordan esport og breddefodbold kan få mest muligt ud af hinanden.


Himmelev-Veddelev BK i Roskilde er en af de klubber, der arbejder med esport. Foto: Carsten S. Madsen


Esport vokser med imponerende hast og danske atleter er med fremme i verdenseliten i næsten alle de store spil. Det giver genklang – både indenfor esport, men også i andre sportsgrene, hvor flere fodboldklubber nu er begyndt at kigge mod den virtuelle verden. Også flere topklubber har taget esport på programmet. Derfor har DBU valgt at kigge på, hvordan man kan understøtte fodboldklubberne i det projekt.

- Vi kan se, at der er flere klubber af forskellig størrelse, der er gået i gang med esport som en del af klubmiljøet, og derfor er det oplagt, at vi som klubbernes organisation prøver at se på, om vi kan hjælpe dem, der er i gang og dem, der er nysgerrige på fænomenet, siger Lars Albæk, der er formand for DBU’s Ungdomsgruppe.

Senest har AaB fusioneret med Aalborg Esport, men klubber i alle størrelser har kastet sig over det nye hit i forskelligt omfang.

Liv i klubben
Projektet befinder sig stadig i undersøgelsesfasen, og derfor er de konkrete tiltag stadig på tegnebrættet. Lars Albæk håber dog, at esporten kan være med til at give endnu mere liv i klubberne.

- Esport bliver jo for alvor interessant, hvis vi kan se, at det kan være med til at trække nogle flere unge ind i fodboldklubberne, så derfor håber vi, at vi kan være med til at rekruttere og fastholde nogle medlemmer ved at tilbyde dem en mulighed for at udøve både esport og fodbold i regi af fodboldklubben.

Den helt åbenlyse synergi mellem esport og fodbold er spillet FIFA, men Lars Albæk udelukker ikke, at andre esportsgrene kan komme på tale.

- FIFA spillet er selvfølgelig den klare sammenhæng mellem vores verden og esport, men vi skal som organisation ikke gå ind og lægge bånd på, hvad klubberne kan og skal, så hvis det er Counter-Strike eller League of Legends, der er interessant for dem, må vi se på, hvordan vi kan hjælpe dem der.

Undersøgelsen skal udmunde i en rapport, der udarbejdes i samarbejde med TSE Consulting. Rapporten fremlægges for DBU’s breddeudvalg i løbet af april måned.

Af: Aske Gott Sørensen - DBU Jylland Kommunikation - 11. april 2017, 09:15

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

1

  • Godt at se vi kan få Esports med i kampen. Det er godt nok også ved at udvikle sig hurtigt, og jeg tror at det snart kan blive det helt store. her er et link til esports wikien hvis man er i tvivl om, hvor stort det egentlig er lige nu :)

    Wiki herl

    18. maj 2017, 14:04    
    Simonha1990