Futsal-landsholdet skal drille de bedste til EM-kval

Det er David mod Goliat, når det danske futsal-landshold hen over weekenden skal måle sig mod nogle af de bedste lande i Europa ved den sidste EM-kval-runde i Kazakhstan. Danskerne går dog ind til udfordringen med en tro på at drille storfavoritterne.

Torsdag sætter Danmarks futsal-landshold kursen mod Kazakhstan, hvor det gælder den afgørende kvalifikationsrunde om at komme til EM i Slovenien. 

Danmark spillede sig i februar videre fra den indledende kvalifikation ved at slutte først i en gruppe med Norge, Kosovo og Cypern. En flot bedrift. Men i Kazakhstan er modstanderne af en helt anden kaliber, når Tjekkiet, Makedonien og ikke mindst værsnationen byder op til dans fra på lørdag. 

Danmark går derfor ind til turneringen som klar underdog, men håber på at kunne stikke en kæp hjulet mod storfavoritterne, fortæller landstræner Nikolaj Saabye. 

“Vi er oppe mod overmagterne, så vi skal ikke forvente at få point. Vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, og hvis går op i en højere enhed, kan vi måske hente point.”

Kazakhstan er et af de bedste hold i Europa med et hold bestående af professionelle spillere, mens både tjekkerne og makedonerne er en eller to klasse bedre end Danmark på papiret.  

Så selvom håbet selvfølgelig er at kunne drille de tre modstandere er fokus først og fremmest at lære og skabe yderligere motivation omkring futsal.

“Vi får en oplevelse med futsal ved at møde nogle af de bedste hold. Det giver forhåbentlig mere blod på tanden for os og for dem derhjemme, der ikke er med. Vi skal suge til os,” siger Nikolaj Saabye. 

Danmark åbner kvalifikationsrunden lørdag mod Tjekket, søndag venter Kazakhstan, mens turneringen tirsdag afsluttes med et opgør mod Makedonien. Kun vinderne af de syv grupper kvalificerer sig direkte til EM i Slovenien, mens de syv 2'ere og den bedste 3'er spiller playoff om de sidste fire pladser til slutrunden. Af: Alexander Paaske - 04. april 2017, 08:54

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første