Danskerne vil se EM-revanchen på stadion

Kvindelandsholdets kamp mod Holland i Horsens til september slår salgsrekorder med blot 2.000 billetter tilbage. Du kan stadig nå at sikre din billet til EM-finalerevanchen.

Det danske flag fra EM-finalen 2017. Foto: Mirko Kappes

Nær en tredjedel af den danske befolkning sad klistret til skærmen, da det danske kvindelandshold tabte en medrivende EM-finale til værtsnationen Holland den 6. august. Med 1,4 mio. seere blev kampen den mest sete fodboldkamp siden VM-finalen for herrer i 2014.

Danskerne får endnu en chance for at heppe de rød-hvide til sejr over de hollandske europamestre – denne gang med dansk hjemmebanefordel - når CASA Arena i Horsens lægger græs til et opgør mellem de to nationer.

Testkampen spilles den 15. september, og allerede nu er der dømt danskerfest på de jyske lægter. 7.189 fans har til dags dato sikret sig billet til revancheopgøret, og allerede efter billetsalgets første døgn var knap halvdelen af stadion booket op med 4.170 solgte billetter. Et godt tegn på, at kvindelandsholdet har taget danskerne med storm, siger Katja Moesgaard, kommerciel direktør i DBU.

”Opmærksomheden på kvindelandsholdet er steget hele vejen igennem kvalifikationen til EM. Flere tilskuere på stadion og større tilslutning på de sociale medier. Under EM blev antallet af følgere på kvindelandsholdets sociale medieprofiler mangedoblet, og danskernes interesse i kvindelandsholdet har været eksplosiv og over al forventning. Heldigvis vil danskerne have mere af kvinderne – også efter EM - og det ser vi nu på billetsalget til kampen mod Holland. Det er en fantastisk følelse, at danskerne bakker op om kvindelandsholdet, der får den opmærksomhed, som de i særdeleshed har fortjent efter deres fantastiske præstationer både i kvalifikationen og ved EM-slutrunden,” siger Katja Moesgaard.

Billetterne til kampen mod Holland er fordelt på ca. 4.500 voksenbilletter og 2.500 børnebilletter. Heraf er næsten 1.000 billetter solgt til klubber på klubtilbud.

Du kan sikre din billet her.

Af: Mia Kjærgaard - 18. august 2017, 11:57

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

2

  • Hej Leif, tak for din kommentar. Kvindelandsholdet spiller alle sine kvalifikationskampe indtil sommeren 2021 i Viborg. Men for at give så mange danskere som muligt muligheden for at opleve dem spille, placerer vi løbende venskabskampene rundt i landet. Mvh Mia, DBU
    22. august 2017, 10:39    
    Mia Kjærgaard Pedersen


  • Jeg vil gerne spørge om en ting: Da damerne kom hjem fra Holland, blev det helt utroligt meget profileret, at deres hjemmebane er Viborg.
    Hvorfor i alverden spiller de så kampe i Horsens? Det er da noget underligt noget, at man ikke spiller på sin hjemmebane.
    20. august 2017, 18:42    
    Leif Graversen