Dobbelt op på EM-fejring på mandag

Det danske landshold har spillet sig i en EM-finale, og det fejres med maner på mandag uanset resultatet.

Dansk jubelbunke efter semifinalesejren. Foto: Mirko Kappes
Og ligegyldig om spillerne ender med en medalje af sølv eller guld omkring halsen, så ruller DBU, Viborg Kommune og Københavns Kommune den røde løber ud for at hylde den flotte præstation.
 
Mandag vil kvinderne ankomme til Karup Lufthavn, hvorefter de vil blive kørt i bus til Viborg Rådhus, hvor Viborg, som landsholdets hjemmebane, vil danne rammen om en officiel fejring.
 
- Vi er glade og stolte over, at kvindernes hjemmebane, Viborg Kommune, giver spillerne præcis den modtagelse som de har fortjent, siger kommunikationschef, Jakob Høyer.
 
Efter fejringen i Viborg tager spillerne et fly til København, hvor endnu en hyldest venter, så hovedstadens fodboldfans også kan få lov til at sige tillykke.

Og det glæder kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer, at der er så stor interesse for at markere kvindernes resultater:

- Dobbelt op på fejring. Mindre kunne vel næsten heller ikke gøre det med den præstation og alt det spillerne har gjort.  Ikke alene i form af sportslige resultater. Men også for anerkendelsen af hele kvindefodbolden, siger han.
 
De præcise tidspunkter for ankomst og fejring er endnu ikke endelig fastlagt og vil blive meldt ud efter finalen. Søndag aften vil DBU således kunne melde præcise steder, tidspunkter og pressemuligheder ud.
 
Hvad der dog allerede ligger fast er, at opbakningen på lægterne fra det officielle Danmark bliver stor. Således kommer statsminister Lars Løkke Rasmussen og kulturminister Mette Bock til at klappe spillerne på banen fra lægterne på stadion i Enschede. Herudover deltager flere medlemmer af kommission for flere piger og kvinder i dansk fodbold, herunder tidligere statsminister, Helle Thorning-Schmidt, prorektor Lykke Friis, og Hummel-ejer Christian Stadil.
Af: DBU Kommunikation - 04. august 2017, 13:29

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første