Fodbolden står sammen mod diskrimination

Den samlede danske fodboldverden lancerer en kampagne for at vise, at diskrimination ikke har sin plads på banen, i omklædningsrummet eller i klubhuset.


Når adrenalinen pumper, og kampen bølger, kan der ryge en ureflekteret bemærkning ud, hvis tingene på banen ikke går ens vej. Formuleringer som ”svans”, ”sikke en bøssetackling” og ”sorte svin” kan desværre høres på og omkring fodboldbaner. Konfronteret med ordlyden, lyder forklaringen ofte: ”Jamen, jeg mente jo ikke noget med det.”

Men sådanne ord skal være fortid på de danske fodboldbaner med kampagnen #FodboldForAlle, der nu bliver ført videre fra Superliga- og landsholdskampe til breddefodbolden. Det er der en god grund til, fortæller Jesper Møller, der er formand for DBU.

- Ord som disse bliver ikke oplevet som bagateller af den homoseksuelle, pigespilleren, den handicappede eller personen med mørk hudfarve, der direkte eller indirekte lægger øre til. Vi har nul-tolerance overfor diskrimination, og vi håber, at klubberne vil tage snakken om emnet, så fodbold fortsat kan være et holdspil, hvor vi ikke udelukker nogen – hverken i ord eller handlinger.

Det samlede fodbolddanmark
Kampagnen er et samarbejde mellem DBU og Lokalunionerne sammen med Amnesty, Spillerforeningen og Divisionsforeningen og tager sit udgangspunkt i de danske breddeklubber. Det glæder formand for DBU’s Breddeudvalg Bent Clausen, at breddefodbolden i Danmark kan være med til at sende et samlet signal.

- Det er vigtigt at signalere, at vi står sammen omkring de positive budskaber, nemlig at diskriminerende adfærd ikke hører hjemme i fodbolden. Og det bakker breddefodbolden naturligvis fuldt op om. Derfor opfordrer vi også alle klubberne til at få det på dagsordenen i deres klub, så det bliver synligt, at man har fokus på det, siger han.

Fodboldklubben som forbillede
Fodboldklubberne i Danmark tegner sig for 331.693 medlemmer, og derfor er det ifølge Jesper Møller en oplagt mulighed for at gå forrest i kampen mod homofobi.

- Hver eneste dag slår vores klubber dørene op for en masse unge mennesker, og her er trænere og ledere forbilleder for den gode opførsel i klubben. Det er selvfølgelig et stort ansvar, men det giver også en stor mulighed for at gøre op med nogle af de ting, vi gerne vil til livs, siger Jesper Møller.

Nogle klubber har allerede værdier indskrevet i klubbens vedtægter, som omhandler respekt og mangfoldighed, og her er håbet, at den kommende kampagne kan få endnu flere klubber til at tage snakken i klubben og skabe et miljø, hvor der er plads til alle.

Regnbuefarvede anførerbind
Udover det store dialogarbejde som der lægges op til får #FodboldForAlle også en synlig indvirkning på de danske fodboldbaner. DBU giver klubberne mulighed for at støtte op om budskabet ved ganske gratis at bestille anførerbind i regnbuens farver, der skal være med til at synliggøre klubbens og holdets holdninger til diskrimination.

Der er sendt direkte besked til fodboldklubbernes formænd med mere info om bestilling

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første