DBU giver støtte til 14 projekter

DBU’s Udviklingspulje har for anden gang i år uddelt midler. Og blandt de projekter, der har fundet vej til udviklingspuljen er spændende pigeprojekter og integration i foreningslivet.

14 forskellige projekter modtager støtte på 2,9 millioner kroner. 

Det er resultatet fra anden uddeling fra DBU’s Udviklingspulje, der netop har uddelt støtte til projekter på tværs af dansk fodbold. Projekterne er udvalgt blandt 31 ansøgninger fra klubber og fodboldprojekter over hele landet og netop mangfoldigheden og forskelligheden i udbuddet gør sig gældende. 

Københavnske piger spiller også fodbold
Blandt modtagerne er blandt andre DBU København. De vil i samarbejde med 10 klubber med projektet ”Københavnske piger spiller også fodbold” i endnu højere grad satse på pigefodbolden, så endnu flere piger, og gerne tidligere, begynder til fodbold. 

Formålet med projektet er at få opbygget en række stærke pigeklubber i København og få indsamlet en viden om, hvordan man starter fodbold op for piger allerede i 4-6 årsalderen. På sigt skal pigerne også gerne fastholdes i fodbolden, så kurven hos pigerne ikke knækker, når de når teenageårene. I stedet har man et håb om, at U16, U18 og seniorholdene også blomstrer op og får flere medlemmer og hold i København.

Derudover skal projektet være med til at inspirere andre klubber i DBU og øvrige idrætsorganisationer. 

Fra flygtning til frivillig
Køge Boldklub har også modtaget midler fra DBU’s Udviklingspulje. De har med projektet ”Fra flygtning til frivillig” fokus på at integrere og involvere spillere fra deres flygtningehold yderligere i klubben, så de kan fungere som klubbens repræsentanter. På den måde kan de være med til at nedbryde evt. forbehold overfor nye flygtninge, der kommer til byen.

Succeskriteriet for Køge Boldklub er at få to til tre af spillerne ind i klubben som enten trænere eller ledere inden udgangen af 2018. 

Andre ansøgere til Udviklingspuljen
Udviklingspuljen har også fået en del ansøgninger om støtte til etablering af klubhuse og andre former for anlæg og faciliteter til klubberne. Dette er dog ikke en del af puljens dækningsområde og ansøgningerne er derfor formidlet videre til for eksempel Lokale- og Anlægsfonden for at undersøge mulighederne for at opnå støtte der.


FAKTA om Udviklingspuljen
  • I marts 2016 etablerede DBU’s bestyrelse en ny udviklingspulje, der skal skabe mere udvikling på tværs af dansk fodbold. Puljen er på minimum 44 mio. kr. over de næste fire år og er etableret efter, at DBU har fået balance i økonomien. Pengene kommer fra hhv. UEFA’s hattrick-midler og fra DBU’s egenkapital. 
  • Pengene uddeles af en særlig Styregruppe med repræsentanter fra både DBU’s bestyrelse, Foreningen af Lokalunioner, Divisionsforeningen samt eksterne fonde. 

MODTAGERE AF DBU's UDVIKLINGSPULJE
EFTERÅR 2017

  1. Flere minoritetspiger i dansk fodbold - DBU Sjælland
  2. Hjælp til etablering af lektierum til universitetsklub - Boldklubben 1913
  3. Rekruttering, fastholdelse og talentudvikling af pigeungdomsfodbold-spillere i Svendborg Kommune - Kirkeby IF, Stenstrup IF, Skårup IF, Tåsinge f.B., Hesselager Fodbold, Fortuna Svendborg
  4. Projekt Klub Frivillig - VSK Aarhus
  5. Fodbold – en pige sport - DBU Jylland
  6. Københavnske piger spiller også fodbold - DBU København
  7. Ny klubbygning til Herstedøster Idræts Club - Herstedøster Idræts Club
  8. Fra flygtning til frivillig - Køge Boldklub
  9. Vidensindsamling, konceptudvikling, implementering og formidling indenfor områderne klubudvikling, skole, sundhed, talent og elite - SDU / DBU
  10. Samfundsregnskab - DBU
  11. Bornholmsk fodbold i fremdrift - DBU Bornholm
  12. Facilitetsprojektleder - Græs og miljø gruppen
  13. Morsø Multipark: Fra prospekt til projekt - Morsø Kommune
Af: DBU Kommunikation - 21. december 2017, 13:00

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første