Har din klub en god idé?

Der er en energiindsprøjtning på vej til de klubber, der har gode projekter på tegnebrættet eller planlægger træningstur for ungdomsholdene. Nu kan din klub nemlig få del i midler fra DBU´s Udviklingspulje og Ungdomsfonden. Læs her hvordan du ansøger.



I dag starter ansøgningsprocessen til DBU´s Udviklingspulje for klubber, der ligger inde med ideer til projekter, der skal være med til at styrke talentudviklingen, hvervning af medlemmer, mere transparens eller andre facetter, der kan være med til at gøre dansk fodbold endnu bedre.

 
Den nye pulje skal støtte projekter, der understøtter DBU’s strategi, En Del af Noget Større, og de tre strategiske hovedindsatsområder, der omfatter både udvikling af klubber og talentudvikling. Samtidig skal puljen støtte projekter, der styrker DBU’s økonomiske udvikling og organisation og ikke mindst udvikler dansk fodbold til glæde for klubber og medlemmer.

Puljen fordeles af en styregruppe på baggrund af ansøgninger fra klubberne ud fra kriterier, som du finder lige her.

Ungdomsfond til nødlidte idrætsudøvere
Samtidig sparkes gang i en ny ansøgningsrunde til DBU´s Ungdomspulje, der ligesom udviklingspuljen skal støtte op om projekter, der udvikler ungdomsfodbolden i klubberne. Det kan fx være tilskud til en fodboldrejse til udlandet eller afholdelse af en turnering. Puljen skal også give støtte til idrætsudøvere, der uforskyldt kommer til skade på banen. Du kan læse mere om ansøgningskriterierne for ungdomsfonden lige her

Dansk fodbold i rivende udvikling
DBU’s kasserer og formand for styregruppen for DBU´s Udviklingspulje, Christian Kofoed, har tidligere fortalt om styregruppens arbejde om at støtte gode projekter på tværs af dansk fodbold:  

“Dansk fodbold er i rivende udvikling, både ude i klubberne og i et samarbejde på tværs mellem alle dele af dansk fodbold. Vi ønsker at hjælpe den udvikling på vej, så vi hele tiden har nye tilbud til vores medlemmer til gavn for DBU og dansk fodbold. Derfor glæder vi os til at investere yderligere i dansk fodbold,” siger Christian Kofoed. 

Skal din klub have del i de mange midler? Du kan læse meget mere om ansøgningskriterier for DBU´s Udviklingspulje og finde ansøgningsskemaet lige her. For ansøgning til DBU´s Ungdomsfond kan du klikke her
Af: Mia Kjærgaard - 16. januar 2017, 14:56

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første