Nørgaard headhuntet af SønderjyskE

Claus Nørgaard fik kun seks måneder som ungdomslandstræner, da han med øjeblikkelig virkning starter som ny superliga-træner i SønderjyskE. Som erstatning tiltræder Michael ’Mex’ Pedersen allerede nu i stedet for til sommer.


Claus Nørgaard stod i spidsen for otte landskampe i hans korte karriere som ungdomslandstræner. Ingen af dem blev tabt. Foto: www.fodboldbilleder.dk 

”Det er jo med lidt blandede følelser, at vi giver Claus mulighed for at forfølge sin drøm som Superliga-træner,” konstaterer DBU’s talentchef Flemming Berg, efter SønderjyskE i dag udpegede DBU’s nyansatte U16/U18-ungdomslandstræner som deres nye cheftræner. 

”Vi er selvfølgelig rigtig ærgerlige over allerede at skulle sige farvel til Claus, der, på trods af at han kun har været en del af vores trænerteam siden i sommer, har vist sig som særdeles kvalificeret og meget vellidt blandt spillerne og den øvrige trænergruppe,” siger Flemming Berg, der dog glæder sig på Nørgaards vegne: 

”Vi er selvfølgelig stolte over, at andre anerkender de gode trænerkompetencer, vi har i vores landstrænergruppe, og vi har naturligvis fuld forståelse for, at Claus har fået en fantastisk mulighed i et endnu større job. Derfor ønsker vi Claus alt muligt held og lykke, og hvem ved – måske vender Claus tilbage igen på et senere tidspunkt,” siger Flemming Berg. 

Claus Nørgaard tiltrådte som ungdomslandstræner 1. august 2016, hvor han kom fra en position som assistenttræner for Brøndbys superligahold. Siden har han haft ansvaret for otte landskampe og har endnu ikke gået fra banen som taber. 

Den 37-årige træner er også vedmodig over, at han ikke kan fortsætte sejrsstimen, men føler, at der her er tale om en mulighed, der skal prøves: 

”Selvfølgelig er det vemodigt. Jeg har jo følt, at jeg var kommet rigtig godt i gang både på og udenfor banen. Og jeg har været utrolig glad for arbejdet, som både har været spændende og udfordrende, men nogen gange dukker der en mulighed op, som man simpelthen skylder sig selv at forfølge. Der er rigtig mange dygtige trænere i Danmark i dag, og når man bliver udvalgt til et af de største trænerjobs i Danmark, så skal man gå efter det, hvis man har ambitioner i sin trænergerning. Og det har jeg,” fortæller Claus Nørgaard. 

Claus Nørgaards kontrakt med DBU løb frem til 2018, men efter god dialog med SønderjyskE har man fundet en løsning, der gør det muligt for Claus Nørgaard at starte med øjeblikkelig virkning.  

Som erstatning påbegynder Michael ’Mex’ Pedersen sin ansættelse som U16/U18 ungdomslandstræner allerede nu i stedet for efter sommerferien, som det oprindeligt var planlagt. 

Læs mere 

April 2016: Brøndby-træner ny ungdomslandstræner  
December 2016: Ny landstræner til de danske ungdomslandshold:  Af: DBU Kommunikation - 05. januar 2017, 05:30

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første