Brasiliansk verdensmester til Gellerupparken

Den brasilianske fodboldlegende og verdensmester fra 1970 Jairzinho besøger Gellerupparken og deltager den 31. juli i DBU's Get2 Fodboldskole for børn i udsatte boligområder.

Gellerupparken i Aarhus får i slutningen af juli besøg af en af de bedste fodboldspillere i VM-historien, når brasilianeren Jairzinho åbner en DBU Get2 Fodboldskole, som er en fodboldskole for børn i udsatte boligområder.

Jairzinho var sammen med Pelé de helt store stjerner på det brasilianske landshold, der vandt VM-guld i 1970 i Mexico. Det hold bliver af mange betragtet som verdens bedste landshold gennem tiderne, og Jairzinho scorede i samtlige kampe ved den VM-slutrunde – noget ingen anden spiller har formået hverken før eller siden. I alt blev det til syv Jairzinho-scoringer på vej til VM-guldet – blandt andet et enkelt mål i 4-1-finalesejren over Italien.

I dag driver 72-årige Jairzino et fodboldakademi i en favela (slumkvarter) i Rio og dedikerer meget af sin tid på at give socialt udsatte børn et bedre liv via fodbold. Det samme er grundtanken i DIF’s arbejde med at styrke idrætsforeninger i socialt udsatte boligområder, DIF get2sport.

”Jeg er glad for, at Jairzinho viser interesse for Danmark og den måde, hvorpå vi arbejder i de udsatte boligområder. Han er en legende, og jeg er sikker på, at det vækker stolthed i Gellerupparken, når sådan en personlighed kommer på besøg,” siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør i Danmarks Idrætsforbund.

Tager dreng fra favelaen med

Kontakten med Jairzinho opstod for knap et år siden i forbindelse med en studietur til Rio, og her udtrykte brasilianeren på eget initiativ et stor stort ønske om at se forholdene i Danmark - et land som han har hørt meget godt om, men aldrig før besøgt. Han er især interesseret i at se, hvordan man i Danmark arbejder med idræt i belastede boligområder. Jairzinho bliver på turen til Danmark ledsaget af en dreng, Lucas, fra sit favela-fodboldakademi, og Lucas skal deltage på DBU's Get2 Fodboldskole hos klubben ACFC i Gellerupparken.

”Det er stort for Aarhus og især for Gellerupparken, at Jairzinho kommer på besøg. Han kendetegner den særlige brasilianske fodboldkultur, og den får vi nu ind i Gellerupparken. De frivillige i ACFC gør et fremragende arbejde, og både de frivillige og spillerne fortjener denne opmærksomhed,” siger borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard, som vil deltage i åbningen af fodboldskolen i Gellerupparken.

Fodboldskolen i Gellerupparken finder sted i et samarbejde mellem ACFC, DBU og DIF. Den er en af 12 DBU Get2 Fodboldskoler i udsatte boligområder rundt i landet. Disse særlige fodboldskoler giver børn fra mindre ressourcestærke familier mulighed for at få oplevelsen af at deltage på en fodboldskole. Fodboldskolen i Gellerupparken har gennem årene udviklet sig meget positivt – især blandt pigerne i området. I år vil over halvdelen (70) af de 120 deltagere således være piger. Da DBU Get2 Fodboldskolen i Gellerupparken i 2011 blev afviklet for første gang, var der 86 deltagende drenge og ikke en eneste pige.

Den 30. juli er Jairzinho i Gellerupparken vært for et minisemimar med deltagelse af frivillige kræfter fra DIF get2sport-samarbejdet, og dagen efter åbner han DBU Get2 Fodboldskolen. 

På et senere tidspunkt vil der blive udsendt en invitation til medierne om at deltage i åbningen af fodboldskolen.

Fakta om Jairzinho

Født 25. december 1944 (72 år)
81 landskampe for Brasilien (33 mål)
Verdensmester i 1970
VM-deltagelser: 1970, 1974 (ni mål)
Med på FIFA All Start team ved VM i 1970
Vinder af sølvstøvlen ved VM i 1970 (næstmest scorende efter Gerd Müller)
Vinder af Copa Libertadores 1976
413 kampe for Botafogo (186 mål)
Landstræner for Gabon 2003-2005

Fakta om DBU's Get2 Fodboldskoler

DBU's Get2 Fodboldskoler er et særligt tilbud til børn i udsatte boligområder. DBU’s Get2 Fodboldskoler følger samme koncept som de gængse fodboldskoler, bortset fra at deltagerne bliver rekrutteret specielt og kun betaler et symbolsk beløb for at deltage. I år er der 12 DBU Get2 Fodboldskoler med ca. 775 deltagere.

Fakta om DIF get2sport
DIF get2sport er Danmarks Idrætsforbunds indsats for at støtte idrætsforeninger i udsatte boligområder – primært ved at støtte og aflaste de frivillige kræfter, så de kan bruge alle deres kræfter på at træne og lave sociale tiltag i foreningerne. DIF get2sport, som støttes af Nordea-fonden og har eksisteret i 12 år, er i dag til stede i 16 kommuner, 23 boligområder og 32 idrætsforeninger. 
Læs rapporten om gevinsterne ved foreningsidræt i udsatte boligområder her

For yderligere oplysninger kontakt:

Morten Mølholm Hansen, direktør hos DIF, 21663774, mmh@dif.dk
Lars Hestbech, kommunikationskonsulent hos DIF, 23323784, lhe@dif.dk

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første