B&O PLAY leverer lyd til kvindelandsholdet

Om få uger starter EM i Holland, og det danske kvindelandshold i fodbold er klar til at kæmpe med om medaljer, mens hele Danmark hepper på. For at styrke optakten har kvindelandsholdet indgået et betydningsfuldt samarbejde med danske B&O PLAY, der skal sørge for den bedste lyd til pigernes mentale forberedelse.


Foto: B&O Play. 


Når kvindelandsholdet drager mod EM i Holland til juli, bliver det til sprøde toner og lyd i den absolutte topklasse. Landsholdet har indgået et produktsamarbejde med B&O PLAY, som med deres nye hovedtelefoner Beoplay H4 skal hjælpe pigerne med at opnå de bedst tænkelige rammer både under de mentale forberedelser, under den intensive træning og on-the-go.  

Musik sætter gang i ben, lunger og hjerte

Linket mellem musik og sport er stærkt. Engelske studier peger på musikkens positive effekt på sportsudøveres maksimale ydeevne og i den modsatte skala på musikkens afstressende effekt, som er afgørende for spillerne under mentalforberedelsen både op til EM, under og mellem de enkelte kampe.

”Musik spiller en kæmpe rolle for mange elitesportsudøvere både i deres intense træning og mentale forberedelse. Den rette playliste får simpelthen pulsen op, sætter gang i ben, lunger og hjerte og motiverer dig til at yde lige lidt mere, og hvem ved, måske bliver det den afgørende marginal, der sikrer sejren. Hos B&O PLAY banker vores puls for at skabe den bedste lydoplevelse, og vi er derfor stolte af at kunne støtte pigerne med vores produkter under det kommende EM. Det er super cool, at de er kommet så langt. Det er fantastisk at se dem være forbilleder for piger landet over, og vi glæder os til at heppe på dem under hele turneringen, ” siger Anton Greiffenberg, Global PR & Communication Manager, B&O PLAY.

Et mentalt samarbejde

Partnerskabet mellem B&O PLAY og kvindelandsholdet er også sød musik i ørerne på Katja Moesgaard, administrerende direktør i DBU A/S:

”B&O PLAY er et ikonisk brand – både internationalt og herhjemme, og jeg synes, det er et stærkt signal, at en virksomhed som B&O PLAY vil associere sig med kvindelandsholdet i det man kan kalde et mentalt samarbejde. Vi ved, at lyd betyder meget for spillerne både individuelt og som hold. Det er en god fornemmelse at vide, at spillerne kan forberede sig til EM med lyd fra de bedste af de bedste. Vi glæder os virkelig til at se, hvad et samarbejde som dette kan gøre for resultaterne, ” siger Katja Moesgaard.

Aftalen mellem B&O PLAY og kvindelandsholdet løber resten af 2017 og indebærer, at alle spillere på kvindelandsholdet modtager et par Beoplay H4-hovedtelefoner samt B&O PLAY´s til dato bedst sælgende højttaler Beoplay A1, der skal sørge for god lyd i fællesrummene i landsholdslejren.

Kontakt: 

Anton Greiffenberg

Head of Global PR- and Communication, B&O PLAY

Tel: +45 21 34 22 87

Mail: agb@bang-olufsen.dk

Katja Moesgaard

Administrerende direktør, DBU A/S

Tlf.: +45 26 72 16 02

Mail: katja@dbu.dk


Af: B&O Play og DBU Kommunikation - 26. juni 2017, 22:08

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første