Lene Terp ny talentchef i DBU

Landstræneren for U17-pigelandsholdet sætter sig fra august i stolen som talentchef på pige-kvindeområdet. Det er første gang nogensinde, at en talentchef sidder med ansvaret alene for kvindefodbolden.

Lene terp
Lene Terp sammen med Line Sigvardsen fra kvindelandsholdet. Foto: fodboldbilleder.dk

Der skal sikres fokus på talentudviklingen af piger til de kommende kvindelandshold. Derfor ansættes Lene Terp nu som talentchef på kvindesiden. Det er første gang, at man fra DBU´s side har valgt at ansætte en talentchef specifikt til kvindesiden.

Det er ikke uvant for Lene Terp at være foregangskvinde i fodbolden: Hun var i 2013 den første kvinde til at tage en pro-træneruddannelse i Danmark – den højeste af alle træneruddannelser i Danmark og Europa. Stillingen som talentchef er en udfordring, som Lene Terp ser frem til:

”Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet. Kvinde- og pigefodbold er på verdensplan i rivende udvikling. Vi er langt henad vejen rigtig godt med i Danmark, men vi har også stadig et stort potentiale, som jeg glæder mig til at være med til at udvikle i samarbejde med trænere, spillere og klubber,” siger Lene Terp.

Ansættelsen af Lene Terp betyder, at man nu har en særskilt chef i spidsen for alle kvinde- og pige-landshold samt talentudviklingen af pigespillere. Stillingen ligestilles med Flemming Bergs nuværende stilling som talentchef på herresiden, og er helt essentiel, hvis man gerne vil leve op til målet om endnu flere kvalificerede landsholdsspillere i fremtiden siger elitechef i DBU, Kim Halberg.

”Kvindelandsholdet er inde i en fantastisk udvikling, men vi skal sikre at vi også i fremtiden har spillere, der kan slå til på et internationalt niveau, så vi stadig kan være med i toppen af verdensranglisten. Det er hovedessensen i rammerne for den talentstrategi DBU’s bestyrelse vedtog sidste efterår på pige-kvindeområdet, og her er ansættelsen af Lene, det første skridt i den strategiske retning. Vi skal fokusere på talentudviklingen nu, hvis det skal kunne lykkedes, at sikre hver årgang i fremtiden at producere landsholdsspillere på internationalt niveau.” siger Kim Halberg. 

Lene Terp kommer fra en stilling som U17-landstræner og assisterende træner på kvindelandsholdet. Hun ansættes i stillingen som talentchef fra august 2017, og erstattes af Kristian Mørch, der indtræder som U17-landstræner. Katrine Pedersen vender tilbage fra barsel til sin stilling som assisterende træner på kvindelandsholdet. 

Lene Terps fulde CV:

Født:     15. april 1973 i Aabenraa

Uddannelse: 
2007 Master i business coaching, Copenhagen Coaching Center

2003 Cand. Scient. i idræt og sundhed, SDU
                                                                                                                      
Træneruddannelse:  
2013 UEFA P-licens

2007 UEFA A-licens 

Fodboldkarriere - træner: 
2017-17 U17-pigelandsholdsstræner   
                                                                                                                                    
2016-17 Kvinde A-landshold – assistenttræner

2013-2016 KoldingQ, Chef-træner 3F-liga 

2011-2013 U19-kvindelandshold – assistenttræner og KTU-træner

2009-2013 Fysisk træner, SønderjyskE, U13-19 drenge

2009 University of Michigan - assistenttræner

2005-2008 SønderjyskE, cheftræner, 1. div til 3F-liga     
                                                                                                                                 
2004-2006 U17 DBU talentcenter-vest træner

2003-2004 Talentkoordinator og træner, Haderslev FK, pigeafdeling   
                                                                                            
2002-2003 Pigelinjen Oure sportsefterskole, træner

 

Civil karriere:

2014- Freelance underviser, skribent og konsulent i idræt, læring og talentudvikling

2003-2014 Lektor ved UC Syd i Haderslev, underviser og konsulent i idræt, bevægelse og sundhed ved Læreruddannelsen, Fysioterapeutuddannelsen og i Videncenter for sundhedsfremme

2003 Højskolelærer, Gymnastikhøjskolen i Ollerup

 

Andet:

2015 Medforfatter til bogen: Boldspilsundervisning i skolen – didaktik og læring i praksis, Forlaget Turbine

2016 Medforfatter til bogen: ATK 2.0 – træning af børn og unge, Team Danmark (kapitel: Sportspædagogik)

2004 - DBU trænerinstruktør

Af: Mia Kjærgaard - 26. juni 2017, 17:32

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første