Sammentømret hold skal sikre EM-succes

U21 EM: Niels Frederiksen løftede mandag eftermiddag sløret for, hvilke 23 spillere, der om kort tid skal repræsentere Danmark ved U21 EM i Polen. En EM-trup, der også bød flere U21-debutanter


Den var ventet i spænding – og mandag eftermiddag kunne landstræner Niels Frederiksen så afsløre de 23 navne, der i juni måned skal kæmpe for dansk U21 EM-succes i Polen.

I rammerne af Tycho Brahe Planetarium i centrum af København var journalister spillere og træner omgivet af stjerner, solsystemer og kometer, hvilket også synes at være en passende ramme at udtale den danske U21 EM-trup i. En trup og et hold, hvor flere talenter har lyst op i kvalifikationen og i den grad leveret med masser af vigtige point og mål.

"Jeg er selvfølgelig rigtig godt tilfreds med den trup, jeg kan præsentere i dag. Den består af spillere, der i høj grad har leveret varen i vores kvalifikation, og som samtidig også fungerer rigtig godt som et kollektiv. Det er det, der kan og skal bringe os langt ved EM, hvor vi jo er oppe mod nogle af Europas bedste spillere i de årgange. Vi skal bygge videre på en rigtig god EM-kvalifikation, hvor vi har fået bygget et rigtig godt hold op med et stærkt spillemæssigt udtryk selvfølgelig kombineret med de ting, vi også lærte i vores testkampe sidenhen,” siger Niels Frederiksen.

U21-landstræneren har 'blot' brugt 28 spillere i kvalifikationen – og det er i høj grad de selvsamme spillere, der skal sikre dansk EM-succes i Polen.

Der er dog i truppen også blevet plads til et par debutanter i form af målmand Daniel Iversen fra Leicester og Mathias Jensen fra FC Nordsjælland. Derudover er også Joachim Andersen fra Twente ’ny’ i U21-trøjen, men var dog en del af den U23-trup, der deltog ved en OL-forberedelsesturnering i Sydkorea i 2016.

Holdet samles den 8. juni og møder i en sidste testkamp Sverige i Helsingborg den 10. juni. Den 13. drager de danske taleneter så til Krakow i Polen, hvor Danmark spiller sin første EM-kamp mod Italien den 18. juni.

Se hele EM-truppen her

Hør hvordan anfører Lasse Vigen og topscorer Marcus Ingvartsen ser frem mod EM i videoen ovenfor.

Se også

Se kampprogrammet her

Af: Pia Schou Nielsen - 22. maj 2017, 18:47

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første