Sportslig vision og sammenhængskraft

Fodbold, udvikling, sammenhængskraft og visioner var nøgleelementer, da DBU’s formand afleverede sin mundtlige beretning til repræsentantskabet på dagens møde i Korsør. Beretningen blev efter kort debat godkendt med akklamation

 
Jesper Møller under sin mundtlige beretning på dagens repræsentantskabsmøde i Korsør. Foto www.fodboldbilleder.dk 

Med et repræsentantskabsmøde, der blev afholdt i skyggen af Storebæltsbroen i Korsør, var det nærliggende at bruge denne symbolik, hvilket DBU’s formand, Jesper Møller, også valgte at gøre, da han gav sin mundtlige beretning for DBU’s repræsentantskab. 

Fokus på broer var dels udtryk for, at Cirkelbroen var udvalgt som bærende element i logoet til den kommende EM-slutrunde for Herre A-landsholdet i 2020, men i lige så høj grad udtryk for, at broer er udtryk for fællesskab og sammenhængskraft. Det var også de bærende elementer i formandens mundtlige beretning, der var et supplement til den skriftlige beretning, som repræsentantskabet havde modtaget tidligere på ugen.

Møller talte i en god time, hvor han omtalte 2016, som et historisk år for klubber og landshold. Et år hvor der er kommet styr på økonomien og organisationen, og hvor der er investeret omfattende i udviklingen af dansk fodbold. Det mente han, kom til udtryk i de visionære forslag, som en enig bestyrelse senere ville indstille til repræsentantskabet, og som efter hans opfattelse ville skabe sammenhængskraft og sikre udviklingen for dansk fodbold. Han understregede, at bestyrelsen var klar til at tage lederskab i denne udvikling og derfor også klar til at diskutere det og modtage kritik for det.

Et bærende element i den kommende tid er den fælles udarbejdelse af den Nationale Sportslige Vision, der skal favne hele Danmark fra elite til bredde og sikre fodboldens fællesskab og sammenhængskraft på tværs. Visionen hviler på langsigtede aftaler, som er etableret i fællesskab med alle relevante parter i dansk fodbold. Men også aftaler, som er fleksible og som kan justeres hvert år, såfremt repræsentantskabet måtte ønske det.

Herudover lagde Jesper Møller vægt på, at DBU skal turde have holdninger og tage et ansvar i form af fokus på fodboldens effekt i samfundet på områder som sundhed, integration og skoler, og for at få flere kvinder i centrum på og udenfor banen. Det skal ske både internt i DBU og i form af samarbejde med landets kommuner, hvor Jesper Møller indtil videre har haft møde med 65 af landets borgmestre. 

Fremadrettet lovede Jesper Møller, at man vil forsætte med at have fokus på indsatsen mod matchfixing, doping, diskrimination, åbenhed om honorar og gennemførelsen af flere reformer fra UEFA og FIFA, hvor man også vil have fokus på fortsat at sikre indflydelse via netværk og samarbejde.

Formand sluttede sin beretning på at ridse en række mål op for det kommende år. Mål som tog udgangspunkt i fodbolden, og som var afhængig af, at man formåede at stå sammen og fik løst opgaverne i fællesskab.

Divisionsforeningens formand, Thomas Christensen, næstformand i DBU, Bent Clausen og medlem af DBU’s bestyrelse, Mette Bach Kjær, kommenterede efterfølgende beretningen og gav en række eksempler på de mange aktiviteter, som foregår på græsrodsniveau og blandt eliten – for begge køn. Herudover tog en række repræsentanter ordet og rettede fokus mod behov for uddannelsestilbud til talenter, udfordringer i tyndt befolkede områder samt mulighederne via digitalisering.

Beretningen blev efterfølgende godkendt med akklamation. 

Læs mere: Formandens skriftlige beretning:  

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

1

  • Hvad gør DBU for 2. og 3 holdene i de danske fodboldklubber?
    05. marts 2017, 12:57    
    Niels Parmo Christensen