UEFA sanktionerer DBU og kvindelandsholdet med pointtab og bøde

Den aflyste kamp mod Sverige i VM-kvalifikationen sanktioneres med pointtab for den tabte kamp og en bøde. Dermed er kvindelandsholdet stadig med i kampen om VM-kvalifikation.

Foto: Mirko Kappes

Det europæiske fodboldforbund, UEFA, har i dag offentliggjort kendelsen mod DBU og kvindelandsholdet på baggrund af den aflyste kamp mod Sverige i VM-kvalifikationen. Kampen skulle være spillet 20. oktober i Göteborg.

UEFA´s disciplinærinstans har afgjort sagen ved et møde tidligere i dag og besluttet, at aflysningen sanktioneres med en bøde på 20.000 EURO og et nederlag på 3-0 i den aflyste kamp mod Sverige.

Landsholdsanfører Pernille Harder glæder sig over endelig at kunne se fremad på fodbolden:

”Hverken vi spillere og Spillerforeningen eller DBU ønskede, at det ville ende med en aflysning af Sverige-kampen. Sportsligt bliver det selvfølgelig vanskeligere af UEFA’s pointstraf, men vi tager udfordringen op og vil gøre alt for at spille os til VM. Vi er tæt på at have en ny aftale på plads sammen med DBU, og nu drejer det sig om, at vi kigger fremad,” siger landsholdsanfører Pernille Harder.

Kim Hallberg, elitechef i DBU, er lettet over, at der nu endelig er kommet en afklaring i sagen:

 ”Vi er tilfredse med, at vi nu har en afklaring fra UEFA. Hele sagen er opstået på en beklagelig baggrund, men kendelsen betyder, at vi nu, efter alt for meget konfliktsnak, nu kan se fremad. Sanktionen betyder, vi stadig selv afgøre vores skæbne om VM-billetten. Nu skal vi arbejde for at genrejse euforien fra i sommer, og fortsætte det udviklingen af både kvindelandsholdet og pige-/kvindefodbolden i Danmark, og det kan vi heldigvis holde fokus på nu” siger Kim Hallberg.

Udover bødestraf og pointtab har UEFA tilkendt DBU en betinget straf, som betyder, at hvis man igen udebliver fra en kamp inden for de næste fire år, udelukkes man fra UEFA-turneringer.

Med kendelsen kan kvindelandsholdet fortsætte deres forberedelser mod de kommende kampe i VM-kvalifikationen. Her venter Ukraine venter på hjemmebane i Viborg i april, men inden da tager holdet på træningstur til Algarve i Portugal i marts. 


Af: DBU Kommunikation - 16. november 2017, 13:25

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

2

  • kære DBU, I kan bidrage ved at give kvinderne den anerkendelse de beder om, og som de rigeligt har fortjent. Husk, at det i anden sammenhæng er sagt, at der bør gøres noget for at fremme fodbold for piger og kvinder. Det kræver kun et i sammenhængen mindre beløb, samt at I opgiver al magtarrogance samt den absurde påstand, at der ikke er tale om ansættelse. Det er der selvfølgelig, og derfor kan kvinderne med god ret kræve kollektiv overenskomst. En solidarisk og kollektiv holdning er i øvrigt en god idé i en holdsport.
    Bedste hilsner Henrik Piil
    20. november 2017, 11:32    
    Henrik Piil


  • Det er heldigt for det danske kvindelandshold, at straffen ikke blev hårdere. Nu kan de fortsætte i turneringen og forhåbentlig kvalificere sig til en VM slutrunde. I hvert fald kan de selv afgøre det. Men sæt jer nu til forhandlingsbordet og find en løsning på konflikten og få en god aftale i hus for begge parter.

    Mvh.
    Morten Ruus
    www.fodbold360.dk
    18. november 2017, 14:04    
    fodbold360.dk