Kvindelandsholdsspillere garanteres vilkår

Det er endnu ikke lykkedes DBU og Spillerforeningen at blive enige om en ny aftale for Kvindelandsholdet og U21-Herrelandsholdet. DBU er klar til at fortsætte forhandlinger efter de næste VM-kvalifikationskampe og garanterer spillerne honorar, bonus og forsikring til begge kampe.

De seneste uger har DBU og Spillerforeningen – med deltagelse af LO og Danmarks Idræts-Forbund - forhandlet intensivt for at blive enige om nye aftaler for Kvindelandsholdet og U21-Herrelandsholdet. I alt har der blevet afholdt 8 møder og forhandlet i alt 70 timer.

Parterne nærmer sig hinanden på mange områder, men der er fortsat en række områder, udover det økonomiske, hvor der er brug for at forhandle videre. Ved seneste møde i tirsdags valgte Spillerforeningen at forlade forhandlingerne, selv om DBU havde imødekommet Spillerforeningens ønsker på flere områder. Ved samme møde meddelte DBU, at forhandlingerne først kan fortsætte efter de næste kampe, da det ellers skaber uro

”Vi ønsker at skabe de bedst mulige forberedelser for trænere og spillere – uden forstyrrelser fra forhandlinger og en masse diskussioner. Derfor vil vi gerne forhandle videre efter kampene, hvor LO og DIF også er klar til at fortsætte deres rolle som mæglere i forhandlingerne,” siger Kim Hallberg, elitechef i DBU.

Allerede for nogle uger siden tilbød DBU at indgå en midlertidig aftale for både U21-Herrelandsholdet og Kvindelandsholdet, hvilket blev afslået. Derfor sendte DBU såkaldt ensidige vilkår til U21-spillerne, så de havde både honorar, bonus og forsikring til kampene mod Georgien og Finland. Nu har DBU gjort det samme for kvindelandsholdsspillerne, så de er garanteret deres vilkår under de næste VM-kvalifikationskampe. Vilkårene er dem, der blev forhandlet på plads i den seneste delaftale og er med højere honorar og bonus end i den tidligere aftale.

”Spillerne skal selvfølgelig have honorar, bonus og være dækket forsikringsmæssigt, selv vi endnu ikke har en aftale. Vi ønsker at skabe de bedst mulige rammer for spillerne, så de kan udvikle sig og præstere på landsholdet – uanset om der er en aftale eller ej,” siger Kim Hallberg.

Landstræner Søren Randa-Boldt og resten af trænerteamet er klar til at tage imod Kvindelandsholdet mandag middag til forberedelserne. Begge VM-kvalifikationskampe kan følges på DR1.....  

Q&A om forhandlingerne mellem DBU og Spillerforeningen
Af: DBU Kommunikation - 15. oktober 2017, 11:38