To karantænedage til Allan Sousa

Fodboldens Disciplinærinstans har idømt Allan Goncalves Sousa fra Vejle Boldklub to spilledages karantæne for en grov tackling på Viborg FF-spilleren Alexander Fischer.

Søndag den 22. oktober 2017 spillede Vejle Boldklub hjemme mod Viborg FF i NordicBet Ligaen. I kampens 43. minut foretog Vejle Boldklubs Allan Goncalves Sousa en grov tackling på Alexander Fischer, Viborg FF.

Sagen er taget op af Fodboldens Disciplinærinstans af egen drift og afgjort på baggrund af tv-optagelser, efter dommer Anders Skjødt Voergaard har genset episoden på tv.

Anders Skjødt Voergaard så ikke selv episoden under kampen, men tildelte Allan Goncalves Sousa en advarsel, da 4. dommeren havde set episoden.

De disciplinære bestemmelsers 1i, 1 b) muliggør, at instansen selv kan tage sager op blandt andet i situationer, hvor en spiller, træner eller leder i særlig grad bringer spillet i miskredit.

I retningslinjeskrivelsen udsendt til Herre-DM klubberne forud for sæsonstart gjorde Fodboldens Disciplinærinstans det klart, at i episoder, som dommeren har set og vurderet under kampen, vil instansen se på muligheden for eventuelt at forhøje tildelte karantænepoint, hvis TV-billeder viser en meget voldsom eller på anden måde helt usportslig / uacceptabel handlemåde.

På baggrund af tv-optagelser vurderer Fodboldens Disciplinærinstans, at Allan Goncalves Sousa foretager en meget voldsom tackling, uden mulighed eller hensigt til at spille bolden, hvilket er helt uacceptabelt.

Instansen har forelagt dommer Anders Skjødt Voergaard tv-billeder af situationen, og efter at have genset episoden igen ønsker Voergaard at ændre advarslen til et direkte rødt kort for voldsom adfærd.

Allan Goncalves Sousa fik seks karantænepoint for den c-advarsel han modtog under kampen, hvilket bragte ham op på 22 karantænepoint i alt. Han havde derfor karantæne i onsdagens kamp mod Nykøbing FC. 

Disciplinærinstansen’ afgørelse om at forhøje sanktionen, så den straffes som et direkte rødt kort, betyder, at Sousa tildeles yderligere 30 karantænepoint – svarende til 36 karantænepoint for et direkte rødt kort. De 30 ekstra karantænepoint betyder, at Vejles-spilleren passerer karantænegrænsen ved 36 point og lander på den næste grænse ved 52 point. 

Dermed skal Allan Gocalves Sousa afsone yderligere to spilledages karantæne i de førstkommende kampe i NordicBet Ligaen.

Du kan læse kendelsen i sin helhed lige her

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første