’Vi skal turde tænke anderledes i kvindefodbolden’

Når DBU, klubber og trænere mødes i januar for at diskutere talentudvikling på den første talentkonference målrettet pige/kvindefodbolden, kommer både holdninger og handlinger i fokus. For en øget international konkurrence kræver øget indsats, hvis dansk pige- og kvindefodbold fortsat skal være med i eliten.

For kort tid siden stod den danske landsholdsspiller Pernille Harder midt i den franske hovedstad Paris - nomineret til at blive den første kvindelige fodboldspiller – og dansker - til at modtage Ballon’Dor. Og det var tæt på, at danske Pernille Harder ikke kun kunne kalde sig Europas bedste men også verdens bedste fodboldspiller.

Det kunne hun faktisk få dage senere af The Guardian og viste dermed tusindvis af små piger, at med dedikeret arbejde, målrettet træning og det rette udviklingsmiljøer kan en pige fra midtjyske Tulstrup sagtens drømme stort og en dag blive kåret til verdens bedste fodboldspiller.

Men hvordan får vi flyttet drømmen fra at være – ja, en drøm - til at blive en mulighed og en realitet for de mange dygtige fodboldsspillende piger, og hvordan sikrer vi, at vi i Danmark også fortsat har en velfungerende pigetalentudvikling, der følger med, og som er så afgørende for succes på både landshold og i klubber?

For at diskutere dette inviterer DBU til den første nationale talentkonference udelukket målrettet pige- og kvindefodbolden. Og den danske kvindelandstræner, Lars Søndergaard, ser frem til at diskutere og lade sig inspirere, når licensklubber og andre interessenter i dansk fodbold samles i Kolding d. 12. januar.

”Udviklingen af dansk kvindefodbold kræver, at vi hele tiden optimerer og justerer. Det er nødvendigt, at vi i fællesskab får alle områder til at spille sammen. Der er ikke et område, der er vigtigere end andre, hvis vi skal kunne følge med på det internationale plan, hvor der også investeres massivt i pige og kvindefodbolden,” lyder det fra kvindelandstræner, Lars Søndergaard, der er med til at arrangere konferencen.

Det går stærkt – og vi vil kunne følge med!

Talentkonferencen byder på masser af workshops, oplæg og diskussioner, der blandt andet omfavner fysik, licensadministration, ungdomsforskning og eksempler fra andre sportsgrene og nationer. Kort sagt, der er noget for alle med interesse i dansk pigetalentudvikling!

”Det er første gang, vi afholder en talentkonference kun målrettet pige- og kvindefodbolden. Det er en hel unik mulighed for at samle alle os, der er omkring pige og kvindefodbolden og sammen have dialogen om, hvilken retning, vi skal i Danmark, når vi taler pigetalentudvikling, og hvorfor,” siger Lars Søndergaard og understreger:

”Det går rigtig stærkt i øjeblikket, og vi skal i et lille land som Danmark hele tiden være på forkant med udviklingen – også når det kommer til udviklingen kommercielt, økonomisk og strukturmæssigt.”

Landstræneren håber, at konferencen også kan være med til at ’skubbe på’ i en sport, der oftest anskues som traditionel i sin struktur:

”Vi får forhåbentlig en masse ideer, og her er det afgørende, at vi ikke begrænser os! Så jeg håber alle er med på at møde ind med åbne øjne og sind, så vi kan få vendt hver en sten og set fremad for dansk pige-kvindefodbold. Det er vigtigt, at vi udfordres og ’’skubbes’ på i vores til tider fastlåste tanker – ellers udvikler vi os heller ikke! Vi skal turde råbe op og åbne nye døre så andre også får øjnene op for det store potentiale, der er i eksempelvis at have piger i fodboldklubben.”

Talentkonferencen er for licensklubberne og de interessenter, der arbejder med talentudviklingen i pige- og kvindefodbolden. Øvrige interesserede, som arbejder med pigetalentudvikling for fodboldpiger, kan tilmelde sig en venteliste på pigetalentkonf@dbu.dk, som tages i brug efter ”først til mølle” princippet, hvis der skulle vise sig ekstra pladser.

Se programmet for dagen på www.dbu.dk/talentkonference2019


Af: DBU Kommunikation - 11. december 2018, 09:02

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første