Herrelandsholdets tidligere holdleder, Kai Johansen, er død

Kai Johansen, en af de store personligheder i dansk fodbolds historie, døde lørdag morgen. Han blev 86 år. Mindeord af Frits Ahlstrøm, tidligere informationschef i DBU.

De fleste har oplevet Kai Johansen på bænken ved siden af Sepp Piontek og Richard Møller Nielsen i de 118 A-landskampe igennem 14 år, hvor han var holdleder for det danske landshold.

Men Kai Johansens eventyrlige liv i fodbold begyndte for mere end 75 år siden. Han blev født den 11. februar 1932 i Vestbyen i Vejle; lige overfor banerne i Vejle FC. Men som så mange andre i området foretrak han at spille for Vejle Boldklub, hvad der ikke altid var helt nemt at forklare kammeraterne.

Dengang skulle en dreng være fyldt 10 år for at blive optaget Vejle Boldklub, men Kai snød sig til et medlemskab som 9-årig i 1941. Han cyklede de 3 km fra sin bopæl til VB’s anlæg, fortalte, at han var fyldt 10 år og allerede havde en rød trøje og et par gode fodboldstøvler. Ingen bad om hans dåbs-eller fødselsattest, og Kai var klar til at spille for den klub, han aldrig meldte sig ud af.

Som junior og yngling optrådte Kai Johansen i forskellige positioner, blandt andet som højre wing en enkelt gang. Han debuterede på 1. holdet som centerhalf den 26. august 1951. VB spillede mod Herning Fremad (forløberen for FC Midtjylland) og vandt 2-1.

Spillerne mødtes som altid før en kamp på udebane det samme sted i Vejle og kørte med Svends Busser.

I den følgende sæson blev legendariske Frits Godtfredsen ansat som cheftræner i Vejle Boldklub. Han foretog et generationsskifte og rykkede Kai Johansen ud som højre back. Den plads spillede han i resten af sin karriere, der omfattede i alt 220 kampe fra 1951 til 1961.

-Vi skulle jo være 11, som Kai ofte sagde med et smil om det imponerende antal kampe.

Kai Johansen var en solid back, der – for at bruge hans egen vending – gik til stålet og overlod de tekniske finesser til spillere som Knud Herbert Sørensen, Erik Skaaning og Tommy Troelsen. Uden for banen var han derimod yderst venlig, hensynsfuld og kultiveret.

Dog hændte det i forbindelse med en kamp på Vejle Stadion, at Kai gik over grænsen; om end utilsigtet. Det var dengang, pressefotograferne sad tæt ved målet og baglinjen. Han foretog en glidende tackling i holdets tjeneste, fortsatte ud over linjen og ramlede ind i en kvindelig fotograf.

Kai undskyldte og var lettet over, at hun slap heldigere end de fleste af hans modstandere.

Kai Johansen var med i Vejle Boldklubs march mod toppen af dansk fodbold – og til de første store triumfer.

Den 22. maj 1952 blev det til oprykning fra 3. division. VB lå på 1. pladsen inden sidste spilledag, hvor modstanderen var Odense KFUM, der lå på 2. pladsen. VB kunne tillade sig at tabe – dog kun med et enkelt mål – og alligevel rykke op.

13.400 tilskuere på Vejle Stadion så en målløs 1. halvleg, men efter pausen scorede fynboerne tre gange. Med 8 minutter tilbage var VB bagud 0-3, men så reducerede Poul Mejer, og fire minutter senere scorede Bent Sørensen det forløsende mål.

Begge hold endte med 34 point for 22 kampe. Dengang var målkvotienten – og ikke målforskellen – afgørende for placeringen i tilfælde af pointlighed. VB havde 54-27 og Odense KFUM 70-36. Det betød en kvotient for VB på 2,00 og for KFUM på 1,97.

Alle i Vejle Boldklub havde forståelse for fynboernes skuffelse, og de besluttede sig til – som en trøst – at skænke dem kampbolden. Dengang blev der kun anvendt én bold i samme kamp. Men det blev ved den smukke tanke, eftersom ingen kunne finde bolden. Den var forsvundet i det kaos, der opstod, da omkring 80 procent af tilskuerne invaderede banen for at hylde taberne og samtidig oprykkerne.

Det næste sportslige højdepunkt oplevede Kai Johansen og Vejle Boldklub den 10. juni 1956 i den gamle Idrætsparken i København.

Dengang var der altid to kampe på den nationale arena; den første klokken 13:15 og den anden klokken 15:30. Jeg var 11 år og så dem begge den eftermiddag: KB mod Esbjerg fB og dernæst B 93 mod Vejle Boldklub.

Det var sidste spilledag i 2. division. VB toppede med 24 point for 17 kampe, mens OB og B 93 havde 22 hver. Kun ét hold rykkede op. En sejr dengang gav to point, så både B 93 og OB havde en mulighed for at overtage 1. pladsen.

Der var 25.100 tilskuere, mens 18.200 havde betalt for at se KB mod Esbjerg fB.

B 93 kom foran, men Jørgen ’Kerteminde’ Nielsen reducerede og Bent Sørensen sikrede med sit mål VB sejren og den historiske oprykning til landets bedste række.

-Vejle Boldklub fortjente at vinde, skrev Magnus ”Simon” Simonsen i Politiken. Målmanden Harry Iversen, de to backs Kai Johansen og Poul Jensen, anføreren Erik Skaaning og angriberen Bent Sørensen var de mest iøjnefaldende på det jyske mandskab.

VB stillede med følgende 11: Harry Iversen – Kai Johansen og Poul Jensen – Knud Herbert Sørensen, Gunnar Jørgensen og Erik Skaaning (anfører) – Jørgen Nielsen, Svend Andersen, Bent Sørensen, Poul Mejer og Preben Thomsen.

Turen hjem til Vejle blev en overvældende oplevelse. Spillerne og deres træner, ”Lille Kaj” Hansen, stod af toget i Fredericia og steg på den bus, der var pyntet med bøgegrene fra Nørreskoven, som var en smuk ramme om det gamle idylliske Vejle Stadion; hjemmebane for VB siden 1924.

Tusindvis af vejlensere hyldede dem, og med orkester og fakkeltog blev de i kareter kørt til rådhuset, hvor borgmester Villy Sørensen tog imod dem.

Vejle Boldklub besluttede i juni 1957 at ansætte Ejnar Jensen med tilnavnet Svarte som træner fra den 1. januar 1958. Indtil da var han træner i Brande IF.

Det var der egentlig ikke noget besynderligt i bortset fra, at han boede i Nykøbing Falster, hvor hans hustru havde en systue. Så hver tirsdag og torsdag og ofte også i weekenden tog Svarte turen fra Nykøbing Falster til Brande og senere til Vejle via Storebælt med færgen  og hjem igen – på sin Lambretta-scooter.

Kai Johansen huskede, at træningen altid kun var spil til to mål, og det hyggede både han og Svarte sig med. Indimellem kaldte Svarte en spiller hen til sig og sagde: ”Nu skal du lige høre en historie.” Og så grinede de begge. Hvorefter Svarte kaldte en anden spiller hen til sig og fortalte den samme historie.

Efter træningen den 8. maj 1958 sagde Svarte farvel med et ’vi ses på søndag’ hvor Vejle skulle møde KB i finalen i DBU’s Landspokalturnering.

En halv time før spillerne skulle på banen nåede Svarte på sin scooter frem til Idrætsparken, parkerede den, gik op i omklædningsrummet og hilste på spillerne. Taktikmødet begrænsede sig til ”I spiller bare som I plejer” hvorpå VB efter en vidunderlig kamp sejrede 3-2.

Efter finalen var der trængsel i VBs omklædningsrum, og mens spillere og ledere, journalister, fotografer og gratulanter skålede i champagne, lykkede det Svarte at komme ind.

-Det var godt, gutter, sagde han. Vi ses om nogle dage.

Og så rullede Svarte hjem til Nykøbing Falster på sin Lambretta.

Et halvt år senere skulle Kai Johansen og Vejle Boldklub opleve at vinde det danske mesterskab for første gang. Men det var uden Svarte på sidelinjen.

Fem uger efter finalen, da VB på hjemmebane havde spillet 0-0 mod AGF og således måtte holde sommerferie på 2. pladsen i 1. division ét point efter KB, blev Svarte fyret. Frits Godtfredsen overtog kommandoen.

Turneringen fulgte nu kalenderåret.

Den næstsidste kamp var mod Boldklubben Frem. Der var 30.000 tilskuere i Idrætsparken, mens 2.000 havde sikret sig plads i en bygning i Vejle for at lytte til en direkte telefon-transmission med Gunnar NU Hansen ved mikrofonen. VB tabte 1-0, men beholdt 1. pladsen – ét point foran Frem og to foran OB.

Om det skulle være guld, sølv eller bronze til Kai Johansen og hans holdkammerater blev afgjort på sidste spilledag – søndag den 23. november. 15.900 betalende tilskuere mere end fyldte Vejle Stadion for at se VB mod Skovshoved IF.

De blev vidner til et målorgie. VB vandt 7-1 efter 2-0 ved pausen. Erik Skaaning lavede det første mål. Alle fem angribere kom på scoringslisten; Poul Mejer endda to gange.

VB anvendte disse 11:

Erling Sørensen – Kai Johansen og Poul Jensen – Knud Herbert Sørensen, Gunnar Jørgensen, Erik Skaaning – Svend Andersen, Tage Hvejsel Hansen, Henning Enoksen, Tommy Troelsen og Poul Mejer.

Frits Godtfredsen fortsatte som cheftræner i 1959, hvor VB igen vandt DBU’s Landspokalturnering. Det var med en enkelt undtagelse de samme 11, der bidrog til alle tre triumfer. I finalen i 1959 havde Palle Brinck afløst Tage Hvejsel Hansen.

Kai Johansen valgte med udgangen af 1961 at slutte som elite-spiller. Han kunne dog ikke undvære fodbolden og blev træner i ungdomsafdelingen i VB, som var og forblev en hjertesag for ham.

I nogle år inviterede han sin hustru Birgit med på ferie – til V-Borgen i Hvidbjerg, hvor VB havde sin sommerlejr; også efter at han i 1963 havde sagt ja tilbuddet om at indtræde i den komité, der skulle udtage spillerne til 1. holdet.

Som den yngste i udtagelseskomiteen påtog han sig samtidig hvervet som holdleder. I denne dobbeltfunktion igennem 10 år kunne han glæde sig over, at VB vandt det danske mesterskab i 1971 (med Frits Godtfredsen som cheftræner) og 1972 samt DBU’s Landspokalturnering i 1972.  

DBU sendte bud efter Kai Johansen i foråret 1973. Dengang var det en komité, som valgte de 11 spillere (og reserver) til såvel A-landsholdet som ungdomslandsholdet. Et af medlemmerne i hver komité skulle samtidigt agere holdleder og være med til hver kamp; også på udebane.

Selv om Kai Johansen havde et fuldtidsjob i Vejle Kommune, indvilgede han i at være holdleder for det danske hold for spillere op til 23 år. Det var først i 1976, UEFA sænkede aldersgrænsen til 21 år.

Da var Kai Johansen allerede blevet forfremmet til komiteen, som skulle udtage A-landsholdet. Han afløste i 1975 Egon Johansen, centerhalfen, der havde repræsenteret AaB ti gange på landsholdet.

Kai Johansen blev samtidigt udpeget som holdleder; et hverv, han bestred i mere end 15 år med fire forskellige cheftrænere: Rudi Strittich, Kurt Nielsen, Sepp Piontek og Richard Møller Nielsen.

Da Sepp Piontek blev ansat i juli 1979, stillede han som en af sine betingelser, at han alene udtog A-landsholdet. Et halvt år senere blev udtagelseskomiteen opløst, men Sepp tilbød Kai Johansen at blive – som holdleder. Det blev til et fantastisk samarbejde og et vidunderligt venskab i 38 år.

I modsætning til Sepp elskede Kai at cykle. Men – udover fodbolden – havde de en fælles passion: piberygning.

I mine mange år som pressechef for landsholdet husker jeg, hvordan Sepp, Kai og jeg sad på podiet til pressekonferencerne og røg Red Orlik i fem minutter, inden vi gik i gang. Vi oplevede aldrig en kritisk røst fra medierne. De fandt sig i alt for at lytte til Sepp, der krydrede sine faglige og saglige kommentarer med humoristiske bemærkninger.

Det var også en usædvanlig periode for dansk fodbold med Dynamit-holdet, der kvalificerede sig til EM-slutrunden i Frankrig i 1984 og VM-slutrunden i Mexico i 1986 med et spil, der vandt millioner af tilhængere verden over.

Kai Johansen skulle opleve en endnu større triumf som holdleder. Da Richard Møller Nielsen afløste Sepp Piontek som cheftræner for det danske landshold, bad han Kai Johansen om at fortsætte.

Således blev Kai Johansen en del af truppen, som i 1992 vandt Europa Mesterskabet.

Efter 2-1 sejren over Frankrig i den tredje og sidste kamp i den indledende pulje hastede Kai hjem til Vejle for sammen med sin elskede hustru Birgit at lykønske deres datter Christina, som havde taget sin studentereksamen.

Det havde været planen at holde en fest for familie og venner, når Christina var blevet student, og samtidigt fejre, at Kai var blevet 60 næsten fem måneder tidligere.

Men landsholdet ville det anderles. Kai måtte tilbage til Sverige; først til semifinalen mod Holland og dernæst finalen mod Tyskland.

Efter 2-0 sejren over Tyskland var det familien før fodbolden. Kai tog hjem til Vejle og så først mange år senere TV optagelser af hvordan 300.000 euforiske danskere modtog og hyldede de europæiske mestre på deres vej til fra lufthavnen i Kastrup ind til Rådhuspladsen.

Finalen på Nya Ullevi i Göteborg blev afslutningen på Kai Johansens karriere i fodbold. Nu havde Birgit, Christina og svigersønnen Casper samt børnebørnene Josefine og Kidus første prioritet hjemme i Bredballe med udsigt over Vejle Fjord. Det var lige før, Kai fra terrassen kunne se til Göteborg.

Kai Johansen lagde aldrig skjul på sin taknemmelighed over familiens tålmodighed. Første gang, han mødte Birgit, var efter en kamp på Vejle Stadion, hvor hun bad om hans autograf, som hun har gemt – efter 47 års ægteskab.

På væggen i Kais arbejdsværelse er der en stor plakat, hvor hans ansigt er dækket af røgen fra en god pibe Rød Orlik. Under den står ”Til Europas bedste holdleder. Tak for alt” underskrevet af alle dem, der var med til triumfen i 1992.

Spillerne elskede Kai for hans evne til at løse alle praktiske opgaver. Det var ham, der eksempelvis sørgede for, at de overholdt tidsplanen og slap for at skulle betale til bødekassen. Og at de kom i seng til den aftalte tid. Hver gang, en spiller havde et særligt ønske, henvendte han sig til Kai.

Det var også Kai, der læste lykønsknings-telegrammerne op i forbindelse med EURO 92. Dem var der mange af.

Da han blev spurgt om sin opskrift på at være en god holdleder, svarede han:

-Det gælder om at skabe den samme harmoni og tryghed, de er vant til i hverdagen – uden for rampelyset.

I ”Sommeren 92” – filmatiseringen af de gyldne dage i Sverige – har Henning Jensen rollen som Kai Johansen. Da de mødtes efter premieren, bemærkede Kai stilfærdigt:

-Jeg så dig ryge pibe i omklædningsrummet. Det har jeg aldrig gjort.

Kai Johansen blev aldrig færdig med fodbold og fulgte både landsholdet og Vejle Boldklub med interesse og kærlighed indtil han blev for svag til at tage turen ind til Vejle Stadion.

Nørreskoven i Vejle har altid været kendt for sine mange smukke bøgetræer. Nu er et af de store faldet.
Af: Frits Ahlstrøm - 02. december 2018, 18:24

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første