På fodboldbanen er alle ens

Uanset køn, race, seksualitet eller religion er alle ens, når spillertrøjen trækkes over hovedet, og fløjten lyder. Menneskerettighederne er vigtige i DBU's arbejde med at skubbe fodbolden i en mere mangfoldig retning.

På fodboldbanen er alle ens
Foto: DBU
Af: DBU Kommunikation


Hvorfor er menneskerettighederne vigtige for en sportsorganisation som DBU?

I DBU og dansk fodbold ønsker vi at være en del af noget større. Det betyder, at vi føler et ansvar for at påvirke samfundet i positiv retning – med fodbolden som løftestang. Vi har igennem de seneste par år samarbejdet med Amnesty og har afholdt debatmøder, folkemøde og samarbejdet om besøg i Qatar. Her står vi sammen om at sige, at fodbold er for alle uanset køn, race, seksualitet og religion.
Samtidig kigger vi indad og udarbejder DBU’s eget Code of Conduct, hvor vi tager afstand fra enhver form for diskrimination. I DBU’s internationale arbejde i UEFA og FIFA er mangfoldighed, transparens og anti-korruption centrale emner. Og det er blandt de nye krav, vi stiller, når vi skal vælge værtslande til de store EM- og VM-slutrunder fremover.


Vi har haft menneskerettighederne i 70 år. Hvordan har de vist deres værd for DBU?

På fodboldbanen er alle ens. Når først trøjen er trukket over hovedet og kampen fløjtet igang, så handler det om spillet – uanset hvem du er. Uden menneskerettighederne var det ingen selvfølge, og det er desværre stadig ikke en selvfølge alle steder i verden. I Danmark har menneskerettighederne yderligere været afgørende i udviklingen af dansk demokrati og foreningskultur. En udvikling som har skabt et foreningsliv og en frivillighedskultur, som alene i dansk fodbold består af 126.000 frivillige, der arbejder som trænere, dommere og holdledere.


Hvilken betydning kunne det have for DBU og sportsverdenen i det hele taget, hvis menneskerettighederne ikke var der?

Det er afgørende for vores foreningskultur, at man kan henvise til nogle grundlæggende universelle værdier, som sikrer den enkelte ret til at være en del af fællesskabet. Og det er samtidig en stor styrke, at disse værdier klinger internationalt. Det gør, at de ikke blot kan bruges til at bekræfte os danskere i, at vi har en sund og demokratisk velfungerende foreningskultur, men også kan bruges af for eksempel DBU til at skubbe sporten i en mere mangfoldig retning internationalt.

Log ind