VM-opvarmning mod Sverige

Inden Danmark tager rejsen til Rusland, går turen over Stockholm, hvor Danmark møder Sverige 2. juni. Information om billetsalg til de danske fans forventes snarest.

Sidst de to nationer mødtes var i Telia Parken, hvor Sverige over to playoff-kampe tog sejren og EM-billetten til EM i 2016. Foto: fodboldbilleder.dk


Det bliver det danske herrelandsholds officielle opgør nummer 106 mod Sverige, når de to hold tester VM-formen mod hinanden i en testkamp 2. juni på Friends Arena i Stockholm.

Både Danmark og Sverige skal som bekendt til VM, og derfor er det nærliggende at pudse formen af mod hinanden, inden det for alvor går løs i Rusland.

Sverige er dermed den første af flere testmodstandere dette forår, som DBU kan offentliggøre. Derudover arbejdes der ligeledes på to kampe i marts måned og endnu en kamp i juni måned for Åge Hareides tropper.

Og netop herrelandsholdets træner, Åge Hareide, er glad for at få en modstander som Sverige kort tid før, det går løs i Rusland:

”En kamp mod Sverige har to formål for os og er et nyttigt opgør i vores VM-forberedelse. Først og fremmest får vi med Sverige en kamp mod en modstander, der i sin spillestil er rigtig godt organiseret, og derfor minder om Peru, der også har en god defensiv og stram organisation. Og så får vi jo en fantastisk kamp om Norden med forhåbentlig masser af fodboldbegejstring på begge sider af sundet inden begge hold tager til Rusland,” siger Åge Hareide

Friends Arena har plads til godt 50.000 tilskuere, og der arbejdes i øjeblikket i samarbejde med det svenske fodboldforbund på at starte billetsalget til de danske fans, der gerne vil se kampen i Stockholm snarest. Der vil blive oprettet et dedikeret område til danske fans.

Allerede i morgen torsdag kan de to nationer dog teste formen efter ferien af i Abu Dhabi, hvor det danske U21/ligalandshold møder det svenske ligalandshold i en uofficiel landskamp. Kampen kan ses på TV2 Sport og har kick off kl. 17.45 dansk tid.

Husker du i øvrigt, da Thomas Kahlenberg sendte Danmark tæt på VM i 2010 med sin scoring mod Sverige på Råsunda? Se eller gense den danske scoring herunder.

.

Af: Pia Schou Nielsen - 10. januar 2018, 05:02

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

2

  • FEDT! Det er altid underholdende når de to hold mødes.
    12. januar 2018, 10:41    
    Badabing


  • Er der en tvkanal der sender Jordan-kampen?
    10. januar 2018, 20:23    
    grundlovs dag